Meningsdannerne fra venstrefløjen havde magten i 1960’erne og 1970’erne, og efter kommunismens fallit er de tilbage som bannerførere for det politisk korrekte.
Kære unge, jeg tillader mig at henvende mig til jer, fordi det er gået op for mig, at I går rundt i angst og skyldfølelse. I får at vide, at hvis I ikke stopper med at spise kød, synge danske sange, lege mexicaner, tage på flyrejser, køre i bil eller mange andre af de ting, I som unge har en ungdommens naturlige appetit på, er det jeres skyld, at jorden inden for en ganske kort årrække risikerer at gå under i klimaforandringer, forurening, ulighed, racisme og undertrykkelse.
I får også at vide, at mange af de ting, I går rundt og tænker og føler og siger, er krænkende og ekskluderende.
I forventes at acceptere, at der eksisterer 67 forskellige køn, og at drenge og mænd undertrykker piger, kvinder, homoseksuelle, muslimer, sorte, brune, LGBT-personer og i øvrigt alle slags ikkehvide mennesker, at I taler et ekskluderende sprog, og at I betaler for lidt til u-landene og for meget til militæret.
At jeres forfædre og I ved, at kolonisere andre lande for flere hundrede år siden er skyld i sult og krig, overbefolkning og etnisk udrensning i Den Tredje Verden.
Men jeg kan fortælle jer, at jeg følte den samme skyld og angst, da jeg voksede op og gik i skole, gymnasium og universitet i 1960’erne og 1970’erne.
I får også at vide, at I ikke har en chance for at slippe udenom, for det hele starter med jer selv, og at Danmark og danskerne har en pligt til at gå forrest for at redde verden, for vi er et rigt land, der har råd til det.
I føler presset og I lider under det. Og hvordan skulle I også kunne andet.
I nåede ikke at opleve andet, før det, der kaldes signifikante andre, jeres pædagoger i institutionerne, jeres lærere i folkeskolen og gymnasiet, jeres lektorer og professorer på seminariet og universitetet og CBS, journalisterne på DR og de skrevne medier, Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Greenpeace, Oxfam, veganere og de hundredvis af andre såkaldt godgørende organisationer med eksorbitant høje lønninger til deres utallige ansatte, de fleste højtlønnede forskere, såkaldte eksperter og meningsdannere, hele EU, Davos, menneskerettighedskonventionerne og næsten alle forfattere og andre kunstnere fortæller jer, at sådan er det.
I må ikke engang tænke den tanke, at de knap seks millioner mennesker i Danmark svarer til en mindre bydel i en by i Kina eller Indien, eller at der hver eneste måned fødes 7 millioner nye munde at mætte og materielle behov at opfylde i lande, der i forvejen ikke kan brødføde deres egne borgere, så jeres indsats ikke batter.
For så er I racister eller fascister eller klimafornægtere eller noget andet af det, som den tolerante og inkluderende, tylskørtedansende Uffe Elbæk så charmerende kan finde på at kalde jer.
Men tro dem ikke. Nyd livet, bøfferne og køerne, der prutter på marken, den sportsvogn, du ønsker dig, den flyvetur til Thailand med kæresten du drømmer om, ja drik endog din café-latte uden at føle skyld.
Men jeg kan fortælle jer, at jeg følte den samme skyld og angst, da jeg voksede op og gik i skole, gymnasium og universitet i 1960’erne og 1970’erne.
Hvis man ikke tydeligt erklærede, at man var marxist, mente, at Sovjetunionen og DDR og Kina var mønsterlande, der havde afskaffet sult og fattigdom og stillet deres indbyggere frie og lige, og at USA var skyld i alle verdens ulykker, at kapitalismen var roden til alt ondt, og at de, der ikke tænkte som os, led af falsk bevidsthed og var udsat for repressiv tolerance, var man et ualmindeligt ondt menneske, der måtte behandles på de mest modbydelige måder af de retvidende marxister, kommunister og socialister.
I skal også vide, at alle disse marxister og kommunister og socialister var ualmindeligt målrettede. De gik benhårdt efter en uddannelse, der kunne give dem job, hvor de havde størst mulig chance for at påvirke folks holdninger og have indvirkning på, hvordan andre mennesker skulle leve deres liv. I overensstemmelse med den marxistiske verdensforståelse, forstås.
Derfor uddannede de sig til pædagoger, lærere, lektorer, forskere, ”eksperter” og professorer og forfattere og journalister, og var aktive i BZ-bevægelsen og andre ”anti”-fascistiske grupper, inden de blev ansat i DR, på Politiken og Information, i daginstitutioner, skoler, gymnasier og universiteter, på litterære forlag og i Enhedslisten og Alternativet og inden for de godgørende organisationer.
Der sidder de i stort tal stadig; omkring 80 pct. af alle ansatte i daginstitutioner, undervisningssektoren, DR og øvrige medier og i de kulturelle og godgørende organisationer er rekrutteret derfra. Hvis man tillader sig at regne Socialdemokrater og De Radikale med.
Men marxismen og kommunismen er død. Stendød. Med sult, fattigdom, undertrykkelse og hundredvis af millioner af døde styrtede de i grus i 1989. For en kort stund stod tiden stille. Det socialistiske Utopia fortonede sig. Men det var heldigvis stadig de rigtige, der sad på de indflydelsesrige, meningsdannende poster i samfundet.
Den eneste farbare vej til at få indført den rette samfundsorden, det marxistiske Utopia, synes derfor nu at være først at nedbryde den eksisterende orden.
Derfor er alt, hvad I tænker, siger og gør forkert. Helt forkert. Spiser du en bøf, synger du en dansk sang, leger mexicaner eller indianer, taler om han eller hun, danske værdier, eller at islam kan være vanskelig at tilpasse et kristent land, eller at landbruget også bidrager til vores velstand, påstår at der findes både mænd og kvinder, eller sågar at Trump er USA’s legalt folkevalgte præsident, modarbejder du fremskridtet, undertrykker mennesker og nedbryder jorden.
Eller rettere, sådan er det lykkedes meningsdannerne fra venstrefløjen at få dig til at føle. Nøjagtigt som de gjorde, da jeg var ung. Så de er unægteligt dygtige og målrettede.
Men tro dem ikke. Nyd livet, bøfferne og køerne, der prutter på marken, den sportsvogn, du ønsker dig, den flyvetur til Thailand med kæresten, du drømmer om, ja drik endog din café-latte uden at føle skyld. For du føder ikke syv millioner nye munde om måneden. Og du undertrykker ingen. Højst dig selv.
Du har ret til at leve livet. Ubekymret? Tja, måske ikke ubegrænset, men næsten. Samfundsordenen er truet, men ikke af dig. Men det er en helt anden snak.