Site icon 24NYT

Klumme: Opskriv kronen

Dansk økonomi befinder sig i en oplagt revaluerings-situation. En situation, hvor det er både fornuftigt og muligt at opskrive kronen. Altså at gøre kronen mere værd i forhold til euroen.

Inflationen er vendt tilbage. De sidste 12 måneder er forbrugerpriserne i Danmark steget med i gennemsnit 5½ pct. Det er de højeste prisstigninger i Danmark i 35 år. Priserne i Danmark stiger nu hurtigere end lønningerne. Det betyder at reallønnen – lønnens købekraft – falder. En væsentlig årsag til de stigende priser er stigende priser på de varer, vi importerer fra udlandet. Det kan regeringen og Nationalbanken med et snuptag gøre noget ved. Vi kan revaluere. En revaluering på f.eks. 5 procent vil på et splitsekund gøre alle varer fra udlandet 5 pct. billigere. Det vil effektivt bremse inflationen i Danmark.

Danmark har som bekendt sin egen valuta, kronen. Et flertal i vælgerbefolkningen var nemlig tilbage i september 2000 så fornuftige at stemme nej til at afskaffe kronen til fordel for euroen. Det betyder, at vi stadig kan føre vores egen valutapolitik: Vi kan devaluere eller revaluere kronen. Det er den sidste mulighed, som er oplagt nu.

Det er en udbredt misforståelse, at kronen er bundet til euroen, og at vi ikke kan ændre på kronens kurs i forhold til euroen. Vist kan vi så, endda uden at spørge om lov i Bruxelles eller Frankfurt. Siden 1987 har Danmark selv valgt at holde kronen på en (næsten) uændret kurs i forhold til den tyske D-mark – og siden 1999 i forhold til euroen. Konkret har Nationalbanken fået til opgave af skiftende danske regeringer at holde kronekursen tæt på en aftalt centralkurs på 7,46 kr. pr. euro. En revaluering af kronen på 5 pct. vil konkret betyde, at man ændrer centralkursen på euro fra 7,46 kr. til 7,09 kr. pr euro. Euroen bliver derved billigere i forhold til kronen, og alle varer fra eurolandene bliver derved med ét slag 5 pct. billigere. Rejser til udlandet bliver derved også 5 pct. billigere. Det samme bliver olie, kul, gas, elektricitet, råvarer, vin, appelsiner, bananer og alle andre varer og tjenesteydelser, vi køber udefra.

Omvendt bliver de varer, vi sælger til udlandet, 5 pct. dyrere at købe for vores udenlandske handelspartnere. Den danske konkurrenceevne bliver altså forringet. Det kan vi imidlertid sagtens tåle, fordi vores nuværende konkurrenceevne er kanonstærk, hvilket giver sig udslag i nogle meget store overskud på betalingsbalancen. Faktisk har Danmark haft eksportoverskud i hvert eneste år siden 1998. Disse overskud har medført, at Danmark har tilbagebetalt sin gæld til udlandet fra omkring 2010. I dag har vi netto-tilgodehavender i udlandet svarende til 75 pct. af BNP. Det er mere end hvad Tyskland kan fremvise. Det er kun Norge, Schweiz og Holland, som har større tilgodehavende i udlandet målt pr. indbygger, end vi har. Dansk økonomi er historisk stærk.

Der er i øjeblikket stærkt pres på dansk økonomi med mangel på arbejdskraft og en arbejdsløshed, der er i bund. Dette er medvirkende til at drive lønningerne og priser i vejret. En revaluering vil øjeblikkeligt lægge en dæmper på økonomien og tage presset af arbejdsmarkedet. Danmark har aldrig nogensinde befundet sig i en så oplagt revaluerings-situation, som netop nu. Vi kan med et snuptag bremse inflationen og de stigende renter markant. Spørg enhver nationaløkonom. De vil alle være enige. I stedet for at fedte rundt med forslag om at give statstilskud til folk, som har svært ved at klare de højere varmeregninger, så kan man opskrive kronen. Gør det, Mette Frederiksen! Du bliver oven-i-købet populær, fordi rejser til udlandet også bliver billigere – og dine chancer for at vinde det kommende folketingsvalg forøges.

Exit mobile version