Ja-sidens mange tvivlsomme folkeafstemningsargumenter forvirrer og manipulerer vælgerne.
Venstres stem ja-plakater siger ”Pas på Danmark” og de konservatives giver den endnu en patriotisk tand til ved at vise et billede af en dansk soldat med titlen ”For frihed og tryghed ”.
Underforstået: Hvis vi ikke stemmer ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, kommer Putin og Ivan efter os.
Det er så højstemt som det næsten kan blive. Som min salige mor, der var dansklærerinde og yndede at underholde os over aftensbordet med nogen af bedste af de blandede metaforer eleverne havde efterladt i deres dansk-stile, ville have sagt: ”Der er ikke et tørt øje, der falder til jorden”.
Frederiksen og ja-sidens problem er, at vi ikke er de eneste, der er i gang med at afskaffe forsvarsforbehold. Finland og Sverige har lige i lyset af Putins angrebskrig mod Ukraine bestemt sig til at aflyse deres mangeårige forsvarsforbehold, nemlig neutralitetspolitikken.
Blot afgiver de ikke suverænitet til EU, men til NATO.
Det giver et forklaringsproblem, ja-siden indtil videre ikke har kunnet løse: På den ene side truer man vælgerne med, at Putin-ulven kommer, hvis vi ikke siger ja, på den anden side må man forklare, at dette på ingen måde indebærer et ja til en kommende EU-hær, og at NATOs musketéred og Art. 5 stadig er garant for vores… skal vi sige frihed og tryghed.
Der er ingen grund til at frygte en EU-hær, siger ja-siden, fordi Danmark bevarer sin ret til selv at bestemme, om man vil deltage i militære aktioner, fordi forsvarssamarbejdet i EU er mellemstatsligt, og det er frivilligt, om vi vil være med.
Det er det ganske rigtigt nu. Men foreholdt det argument, at tendensen i EU lige fra begyndelsen har været at gå fra mellemstatsligt til overstatsligt samarbejde baseret på flertalsafgørelser, lover ja-siden endnu en folkeafstemning, hvis det kommer så vidt. Det tyder ikke på en voldsom tillid fra ja-siden til sine egne argumenter, at man lover en løsning, hvis nej-siden skulle få ret.
Hertil kommer at det juridiske grundlag for endnu en folkeafstemning er tvivlsomt, hvis Danmark allerede ved én folkeafstemning har afgivet suverænitet til EU. Og den siddende regering kan ikke forpligte en kommende regering.
Ja-sigerne hævder, at USA og dermed NATO stadig er vores vigtigste allierede, men regeringens nye forsvarsstrategi nævner EU over 150 gange. Samtidig med at den understreger nødvendigheden af, at EU skal være militært klædt på, hvis USA en dag skulle trække sig fra NATO, som Trump truede med.
Man ”glemmer” at Trump truede visse NATO lande herunder Danmark og Tyskland, fordi de ikke levede op til deres finansielle forpligtelser. Hvorfor skulle USA trække sig fra NATO, hvis skyldnerne i lyset af Putin truslen, som de allerede har lovet, vil øge deres bidrag til NATO?
Regeringen siger, at den gerne vil sende et budskab til vennerne i EU om, at de er med i hjertet af EU, men hvilket signal sender det til USA? Hvor modstanden mod at blive trukket ind i Ukraine-krigen er voksende og hvor den konservative tænketank, Cato, for nyligt udgav en analyse, som kritiserede, at USA via NATO udgav sikkerhedsgarantier til højre og venstre uden tanker på hvad det reelt kunne risikere at koste:” Nine Reasons Why NATO Should Close the Door to Sweden and Finland” (Ni grunde til at NATO skulle lukke døren for Sverige og Finland).
Det budskab Danmark sender til USA, er meget enkelt. Set fra USAs side er det klart, at regeringen med afstemningen vil signalere, at Danmark er med på Frankrigs våde drøm om en EU-hær i direkte konkurrence med NATO.
Det er ikke bare højst urealistisk når man betænker at Vestens 3 førende militærmagter USA, Storbritannien og Canada alle er uden for EU.
For som Samuel Huntington siger i sin bog ”The Clash of Civilizations”, er den eneste måde, hvorpå Vesten kan forsvare sin civilisation på imod andre af verdens civilisationer som Kina, Islam eller Hinduismen, at stå sammen.
Men det er ikke det, EU vil, tværtimod vil man genskabe det Europa, som før 2. Verdenskrig var den dominerende civilisation i Vesten. Uanset at man sender et signal, der vil styrke modstanden i USA mod at trække NATO ind i stadig større forpligtelser og forstærke billedet af et EU med Frankrig i spidsen, der spiller dobbeltspil.
Vær varsom med, hvad I drømmer om, siger kineserne angiveligt. Jeg tror Venstre gør godt i at ændre sit slogan til … Pas på, Danmark.
Så det er ikke mærkeligt at debatten om folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet fra starten udviser alle de typiske tegn på en skindebat, altså en debat der handler om noget helt andet end det, den foregiver.
Forsvarsforbeholdets indførelse havde intet med Ukraine at gøre i 1992 og dets afskaffelse nu har det selvfølgelig heller ikke. Det har vores egen udenrigsminister i øvrigt selv indrømmet, da han – i en anden politisk sammenhæng – 3 uger før Ukraine-krigen sagde: ”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil.”
I politik har man et standpunkt, indtil man har et nyt, så Jeppe Kofoed skal ikke klandres for at tale ud af begge mundvige.
Men sandheden er, at forsvarsforbeholdet blev indført for at bringe os ud af den kattepine, danske vælgere havde bragt Danmark i ved at stemme nej til et EU- tiltag om at ændre EU fra at være et mellemstatsligt samarbejde om et fælles marked til at være en forbundsstat, en union, med de attributter, der statsretligt typisk definerer en stat, nemlig et nationalt forsvar, en national valuta, borgerskabsrettigheder samt kontrol med dets egne grænser.
Og det var det, danskerne sagde nej til i 1992 – et nej til at give EU mere kompetence på disse 4 områder. Og det, Mette Frederiksen nu beder os om at sige ja til, er at give EU mere kompetence på 1 af disse områder. Det har DF, hvis folkeafstemningsslogan er ”Stem nej til mere EU”, ret i.
For det er det, der er selve formålet med folkeafstemningen, og regeringen lægger i øvrigt ikke skjul på det i ugarderede øjeblikke, som f.eks. når Kofod, som må formodes at tale på regeringens vegne, siger: ”EU er en økonomisk sværvægter, men en udenrigspolitisk dværg. Det er vi nødt til at lave om” (Altingets hjemmeside).
Sådan ser man da også afstemningen i EU. Det beviste den franske minister for EU-anliggender, Clement Baune, for nylig, da han i avisen Le Monde tog glæderne på forskud og i en kritik af den franske venstrefløjs leders, Alain Melenchons, nye fællesfront mod EU og NATO, hævdede, at tendensen i EU går i den modsatte retning, nemlig i retning af at give EU flere beføjelser ”som bevist ved danskernes folkeafstemning om forsvarsforbeholdet”.
Ja-siden siger, at nej-partierne ser spøgelser ved højlys dag.
POLITIKEN havde således for nyligt en artikel om afstemningen med den provokerende overskrift: Drømmer Macron og von der Leyen om en EU-hær?
Formålet var selvfølgelig at gøre grin med nej-siden i folkeafstemningsdebatten, som bruger netop dette glidebane-argument for at sige, at et ja til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet er første trin i retning af en EU-hær.
Argumentet ville have haft mere vægt, hvis Macron ikke bevisligt og veldokumenteret går ind for en EU-hær og hvis det ikke havde været for den freudianske fortalelse af von der Leyen, EU-Kommissionens præsident, som netop lige i Europarlamentet havde plæderet for flere flertalsbeslutninger i EU, bl.a. på forsvarsområdet.
Ups.
Den måtte hun hurtigt trække tilbage men – for nu at blande metaforerne – var katten ude af sækken og skaden sket.
Sandheden er, at selvfølgelig drømmer både Macron og EU-Kommissionen om en EU-hær.
Som overbeviste eurofile er der ikke noget mærkeligt i det, men de ved samtidig, ligesom som Mette F. gør det, at det ikke er dér, vælgerne er.
Derfor Putin-skræmmekampagnen.
Sandheden er, at ja-sidens begrundelser for folkeafstemninger ikke hænger sammen og er indbyrdes i modstrid med hinanden. Sagt på en anden måde er de intet mindre end et bevidst forsøg på at narre vælgerne.
Er der ikke en eller anden fornuftig politiker, der kan forklare vælgerne sandheden, nemlig at en ja-stemme, i modsætning til Finland og Sveriges historiske sikkerhedspolitiske kovendinger, intet har med Putins krig at gøre, og at den på sigt selvfølgelig afgiver kompetence til EU, uanset om det bliver i mellemstatsligt eller overstatsligt regi og dermed potentielt baner vejen for en senere beslutning om at indføre en EU-hær?
Det skal vi næppe regne med.
Som min mor ville have sagt: ”Folk med begge ben på jorden hænger ikke på træerne”.