Demokraterne i USA har længe vidst, at de ikke har en jordisk chance for at vinde over Trump ved præsidentvalget i 2020. Dette har fået flere af dem til at tale om en økonomisk recession som en attråværdig mulighed, der kan bringe Trump til fald. F.eks. har den Trump-hadende TV-vært, Bill Maher, for åben skærm sagt: “I think one way you get rid of Trump is a crashing economy, so please bring on the recession”.
At en økonomisk recession af markante proportioner, som den, der skal til for eventuelt at ændre den amerikanske befolknings syn på Trump, vil ramme de svageste amerikanere og tvinge tusinder af amerikanske familier fra hus og hjem og føre til fysisk og psykisk nød og elendighed hos lige så mange, er en detalje, som Bill Maher og hans Demokratiske ligesindede ikke kan tage hensyn til.
I denne Maherske recessions-ånd indledte de amerikanske Fake News-medier (CNN, NBC, CBS, MSNBC, ABC, NYT, WP) så i sommer en kampagne med budskabet: At USA var på vej ind i en voldsom økonomisk recession. Budskabet var grebet ud af den blå luft! Målet var – hverken mere eller mindre! – at skabe så stor usikkerhed om den amerikanske økonomi, at spillerne på de producerende, økonomiske og finansielle markeder ville gå i selvsving og selv udløse den annoncerede recession!
Imidlertid kunne Trump slå igen med det ene positive økonomiske nøgletal efter det andet. Den amerikanske økonomi ”boomede” (og ”boomer”). Det falske recessions-narrativ kunne derfor ikke holde, og i løbet af august gik gassen fuldstændig af recessions-ballonen. Et nyt løgnagtigt anslag mod præsidenten måtte opdigtes, hvis man ville modgå hans genvalg i 2020. Som sædvanlig tyede man til kravet om impeachment (rigsretssag).
Kongresmedlemmet, Al Green, der har en ansigtsmimik som et barn, der for første gang bider i en sur citron, udtalte allerede i maj (d.å.) til MSNBC: ”I’m concerned that if we don’t impeach this president he will get reelected”. Da Demokrater over en bred kam er enige med Green i dette synspunkt, var det altså bare at komme i gang.
Kravet om impeachment (rigsretssag) af Trump blev fremsat først gang allerede i dagene omkring hans indsættelse og har substansløst kørt lige siden. Som republikanernes kongresleder, Kevin McCarthy, tweetede den 23. okt.: ”Nancy Pelosi and her Do-Nothing Democrats have approved more subpoenas to investigate President Trump than they have written laws. Nothing is getting done!” Herunder har Demokraterne tre gange fået bragt spørgsmålet til afstemning i kongressen. Sidste gang her i sommer (den 17. juli) med ovennævnte Al Green i spidsen. Alle tre gange har dog været uden held.
Ret beset har Demokraterne og deres politiske ”brødre” Fake News-medierne ikke skyggen af en chance for at få Trump afsat via impeachment. Dels kræver det totredjedeles flertal i senatet (dvs. at 20 ud af 53 republikanere skal stemme med Demokraterne), dels (og vigtigst) kræver det, at anklagerne mod præsidenten har rod i virkeligheden, hvilket ikke er tilfældet!
Man skulle tro at Demokrater og Fake News-medierne kunne gennemskue dette, men de synes i disse Trump år at befinde sig i en alternativ virkelighed af mange kaldet: ”Trump Derangement Syndrome”. Syndrom eller ej, der er tydeligt tale om en obsessiv-kompulsiv tilstand hos mange amerikanske venstreorienterede: De er besatte af præsidenten, lider af et ekstremt had til samme og har en uhæmmet drift til at nedgøre og umenneskeliggøre ham. Samme psykotiske karakteristika kunne i øvrigt observeres for 80 år siden hos mange i Nazi-Tyskland, hvor hadet og nedgørelsen, som bekendt, gik udover jøderne.
Efter recessions-narrativets deroute satte Demokraterne igen fuld turbo på kravet om ”impeachment”.
Den 12. august modtog CIA angiveligt en klage over Trump. Klagen kom fra en såkaldt ”whistleblower”. Snart fandt de sædvanlige ”læk” vej til Fake News-medierne, der nu – alarm, alarm – kunne berette historien om, at en ”whistleblower” havde overhørt en telefonsamtale mellem Trump og den Ukrainske præsident Zelenskij. Trump skulle her – otte gange! – have truet Zelenskij til (i formen af noget for noget) at finde smuds på den tidligere vicepræsident og nuværende præsidentkandidat, Joe Biden.
Demokraten Adam Schiff, formand for kongressens efterretningsudvalg, inkarneret Trump-hader og med et hoved, der ser ud som var det sat på en stilk i stedet for en hals, kom straks på banen for at facilitere og implementere det nye impeachment narrativ i offentligheden. Kort efter (24. sept), erklærede lederen af kongressen, den Demokratiske Nancy Pelosi – en 80-årig gamling, som man til tider forefinder meningsløst bablende og gestikulerende som var hun under seriøs indflydelse af en alkoholforgiftning – at man nu ville indlede en rigsretsproces (impeachment) mod Trump for magtmisbrug.
Trump havde dog fået nok af den konstante forfølgelse. Dagen efter (25. sept.) offentliggjorde han uventet samtalen med Zelenskij. Af denne fremgik, at der var tale om en fin statsmandssamtale uden skyggen af noget, man kunne kalde trusler (noget for noget).
Snart efter kom det også frem, at ”whistlebloweren” slet ikke var en ”whistleblower”, dvs. en person, der selv er førstehåndskilde til de informationer, han går videre med. Informationerne viste sig at være fremkommet på anden eller tredje hånd. Herefter begyndte yderligere informationer om den såkaldte ”whistelblower” drypvis at dukke op. Det viste sig herefter,
• at CIA i starten af august (!), havde ændret den normale ”whistleblower” klage-formular på væsentlige punkter. Et af punkterne var, at hvor det før blev krævet, at ”whistlebloweren” var førstehåndskilde, så var dette ifølge den ”nye” formular ikke længere nødvendigt
• at ”whistlebloweren” havde kontakt med Joe Biden og i dennes vicepræsident periode havde været en del af Bidens stab
• at Adam Schiff, der faciliterede ”whistlebloweren”s påstande i offentligheden, havde haft kontakt med ”whistlebloweren”, inden denne havde lavet sin klage til CIA, skønt samme Schiff tidligere adspurgt herom i medierne havde sagt, at han ikke havde haft en sådan kontakt
Fremkomsten af ovennævnte informationer – (flere) afsløringer af ”the Deep State” – har bragt Demokraterne og Schiff i knæ. Schiff har således nægtet at lade kongressens efterretningsudvalg afhøre ”whistlebloweren”, ligesom han ikke længere taler om en ny ”whistleblower”, han påstod, man havde på hånden. Herunder har han og Pelosi startet en formel impeachment proces, som de krampagtigt er ved helt at afspore. Således afhører Schiff indkaldte vidner for lukkede døre i direkte modstrid med gældende procesregler. Til Fake News-medierne lækker han så kontekstløse brudstykker fra vidneudsagnene (”cherry picking”), der skal bekræfte hans og Demokraternes impeachment fortælling.
Demokraternes og Schiffs adfærd er et direkte anslag, en trussel, mod demokratiet/den amerikanske forfatning og præsidentembedet og mange taler nu om et ”coup d’etat” (statskup). De republikanske kongresmedlemmer er begyndt at rykke sammen om præsidenten og at vise et sammenhold ikke set i årtier. Dette fik man et klart indtryk af forleden (22. okt.), da et republikansk mistillidsvotum mod Adam Schiff fremsattes i kongressen. Alle 185 tilstedeværende republikanske kongresmedlemmer stemte for. Imidlertid har Demokraterne flertal i kongressen, hvorfor votummet selvfølgelig blev forkastet.
Yderligere er der sket en markant udvikling i Justitsministeriets/William Barrs undersøgelse af FBI i relation til magtmisbrug i den tidligere undersøgelse (collusion probe) af Trumps påståede sammensværgelse med Rusland. Fredag den 25. okt. skiftede undersøgelsen nemlig karakter fra at have været en administrativ en af slagsen til nu at være en kriminel undersøgelse. Det har rystet Demokraterne og Fake News-medierne, der i disse timer arbejder på højtryk for ikke bare at dæmonisere undersøgelsen, men også dens hovedmænd, William Barr og John Durham.
Lige nu tyder alt på, at republikanerne begynder at udfordre Demokraternes årtier lange monopol på meningskorrekthed, herunder deres korruptionsaktiviteter og deres implicerede carte blanche til den dybe state (the deep state) til at fylde offentligheden med løgn og tilsvine politiske modstandere. Dette er præcis det grundlæggende, som Trump gik til valg på og som almindelige amerikanere (også) elsker ham for, nemlig: ”Drain the swamp!”