Afstemningen i Københavns Borgerrepræsentation i sidste uge, om navngivning af en Palæstinas Plads i hovedstaden, var på en gang, såvel en demokratisk afstemning som noget af mest usympatiske i relation til nedgørelsen af mindet omkring de nazistiske forfølgelser af de danske jøder, under 2. Verdenskrig.
Det var afstemningen om at fjerne halvdelen af Israels Plads og give det navnet Palæstinas Plads, som jeg vil betegne respektløs. Israels Plads blev navngivet i 1968. Det var Israels tak til danskerne for deres indsats med at redde de danske jøder i oktober 1943. Navngivningen af Israels Plads skete samtidig med, at Denmark Square blev navngivet i Jerusalem.
Det var rystende at se, at Enhedslisten, Det radikale Venstre, Alternativet samt De frie Grønnes Niko Grünfeld, stemme for at vanære det historiske minde. At ville ændre fakta i historieskrivningen. Men, overraskende? Nej.
Det foruroligende er, at København har rykket sig meget til Venstre. 21 af forsamlingens 55 medlemmer mener altså, at det ikke gør spor at trampe og nedgøre mindet om hændelserne under krigen. De 21 medlemmer er med til at slå politisk plat på en tragisk konflikt i Mellemøsten. Deres afstemning kan i værste fald være med til at hælde benzin på bålet i forholdet mellem arabere og jøder i København. Var det mon ikke meget bedre, at arbejde positivt for at fremme fredelig sameksistens i København ? Vi bliver bildt ind, at de pågældende politikere “kæmper for menneskerettigheder”. Det modsatte er tilfældet. De kæmper deres egen interne valgkamp på venstrefløjen, hvor der er trængsel om de samme holdninger. Kampen om stemmerne har overtrumfet politisk og menneskelig anstændighed.