Fra den prægtige film fra 1949 med Orson Welles i titelrollen, Den tredje Mand, der bygger på en roman af den store britiske forfatter Graham Greene, ved vi, at Østrigs hovedstad Wien, der ligger i et skæringspunkt mellem øst og vest, var og er et ideelt sted for spioner fra alskens nationer at operere i. Dette gjaldt ikke mindst i årene efter 2. Verdenskrig, hvor Østrig endnu helt frem til 1955 var besat af krigens fire sejrherrer, inklusive Sovjetunionen, og i endnu højere grad under den Kolde Krig, hvor byen, der lå tæt på Warszawapagtlandene, ganske enkelt blev et myldrende internationalt spionagecenter.
Antagelsen af, at spionagehåndværket efter Sovjetunionens fald i 1991 – og i kølvandet på en vis politisk afspænding under Mikhail Gorbatjov – nu ville blive hængt op på en bøjle, har ikke mindst siden Vladimir Putin kom til magten og i stadigt stigende grad forfølger en aggressiv udenrigs- og militærpolitik, vist sig at være ren ønsketænkning. Og denne har helt spillet fallit ikke mindst efter at det nu er blevet almindeligt at udøve spionagevirsksomhed via internet, computer-hacking og satellitter.
Denne form for spionagevirksomhed har ovenikøbet i den grad taget overhånd, at man troede den gammmeldags spion med overskæg og blå briller var gået på pension. Men nu må man tro om. Den 9. november i år indkaldte den østrigske forbundskansler Sebastian Kurz og landets forsvarsminister Mario Kunasek kl. 8:30 om morgenen ganske uventet til en pressekonference. Her informeredes de søvnige fremmødte journalister om den seneste spionagesag i Vesteuropa. En nu pensioneret oberst fra Salzburg, ansat først i hæren og senere i det østrigske forsvarsministerium, havde gennem de sidste 20 år spioneret for Rusland. Det var udelukkende gennem et vink fra en udenlandsk efterretningstjeneste, at obersten var blevet afsløret. Først gættedes der på den hollandske, men nu mener man, at kilden har været den britiske oversøiske efterretningstjeneste, Secret Intelligence Service (SIS), også kaldt MI6, der iøvrigt går for at være den mest effektive i Vesteuropa. Alle medier er dog enige om, at den kendsgerning, at obersten gennem 20 år uforstyrret kunne indsamle sine informationer, langtfra kaster et smigrende lys på det østrigske efterretningsvæsens effektivitet.
Den russiske ambassadør, Igor Kritin, blev sammen dag, d. 9. november, indkaldt til et møde i det østrigske udenrigsministerium, og selve udenrigsministeren Karin Kneissl aflyste omgående en længe planlagt rejse til Moskva. Herefter følte den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov med det let syrlige pokeransigt sig foranlediget til at optræde som skolemester, og med hævet pegefinger bebrejde han Østrig for i medierne at have fremført en beskyldning uden skygge af bevis. I hvert fald kendte man fra officiel russisk side hverken til obersten eller til nogen form for spionage i et land, man havde det bedste forhold til. Benægtelsen fremkalder naturligvis mindelser om den lignende russiske reaktion på mordforsøget med gift på den tidligere russiske dobbeltspion Sergei Skripal i den engelske by Salisbury.
Men Karin Kneissl havde gode kort på hånden, hvilke hun lod Lavrov få kendskab til under en påfølgende telefonsamtale. Obersten skal nemlig på nuværende tidspunkt have tilstået og ialt modtaget sølle 300.000 euro for sit forræderi, der altså ikke har nogen ideologisk forklaring. Beløbet er ganske lavt de 20 år taget i betragtning, men forklaringen kan enten have været, at han efter først at have videregivet hemmelige oplysninger, let kunne presses med at fortsætte med sin spionagevirksomhed for ikke at blive forrådt af russerne, eller også, at de informationer, han havde adgang til, ikke var mere værd.
Og hvilke informationer kan det have drejet sig om? Dette har der været vilde spekulationer om i den østrigske presse, og oberstens beslaglagte laptop og andre dokumenter, han har stillet til rådighed, er ved at blive undersøgt. Man er dog enig i, at det næppe drejer sig om sprængfarlige statshemmeligheder. Disse ville obersten næppe have haft adgang til fra sit skrivebord i ministeriet. Men ikke desto mindre havde han mulighed for at logge sig ind på hærens interne internetsystem, dens Intranet. Og det vides fra andre vestlige efterretningsvæsner, at også rent personlige oplysninger om højtstående officerer har russernes interesse foruden informationer om Østrigs immigrationspolitik og forhold til nabolandene ikke mindst de tidligere østlande. Altsammen bittesmå brikker i et større puslespil. Konkret skal obersten – men her er der igen tale om rygter – have videregivet informationer om den østrigske hærs artillerisystemer og om luftvåbnet – Østrig står over for en fornyelse af landets kampfly.
Meget i affæren tager sig ud som en halvdårlig spionroman. Obersten traf regelmæssigt sin kontaktperson ved navn Jurij både i Østrig, men hyppigst forskellige steder i udlandet. Ofte skete videregivelsen af de hemmelige oplysninger via en lille radiosender, som russerne havde stillet til rådighed. Man aftalte et bestemt tidspunkt og en bestemt radiofrekvens, hvorefter obersten sendte sine informationer videre vha. en aftalt kode eller specielle talkombinationer.
Men fremgangsmåden forhindrer jo ikke, at værdifulde oplysninger både af politisk og militær art kan være blevet givet videre, og dette omfatter også på trods af Østrigs neutralitet informationer om og fra en række NATO-lande, som landet – ganske vist uofficielt – samarbejder med. Her kan man med spænding afvente videre afsløringer.
Indenrigspolitisk har spionagesagen i hvert fald en række vidtrækkende aspekter. Det er ingen hemmelighed, at den konservative regerings juniorpartner, Det østrigske Frihedsparti (FPÖ), som også forsvarsministeren er medlem af, i lang tid har plejet tætte forbindelser til Putin og dennes parti Forenet Rusland. FPÖ har således nægtet at fordømme Ruslands ulovlige anneksion af Krim, partiet kræver de vestlige sanktioner i forbindelse hermed ophævet, og som toppen af kransekagen havde udenrigsministeren Karin Kneissl, der ganske vist er partiløs, men dog opstillet af FPÖ, inviteret Putin til sit nylige brullup. Kendt i verdenspressen blev fotografiet, hvor hun efter at have trådt dansen med Putin som tak nejer dybt for ham.
Betyder Sebastian Kurzs afsløring af spionagesagen, hvis alvor han ikke skjuler, at Østrig er i færd med at revidere landets hidtidige altfor positive holdning til Rusland og dets præsident? Dette kan man kun ønske sig, og det ville øge det positive billede, vi har af Østrigs yderst dygtige og dynamiske forbundskansler.