Vi lever altså i en tid i en tid, hvor historien er ved at gentage sig. Blot er det denne gang Oplysningstidens fortalere som Voltaire og Paludan, der står for skud.
Kommunismen i Sovietunionen sendte mere end 2 mio. kulakker, de mindst fattige bønder, til Sibirien, hvoraf hundredtusinder døde af sult og kulde. Mere end 30.000 blev skudt på stedet, fordi de nægtede at følge ordre. Ifølge den ovennævnte marxistiske ideologi – som beskrevet af Aleksandr Solsjenitsyn i Gulag Øhavet – havde kulakkerne fortjent deres skæbne, fordi det at have mere end andre var tyveri og udnyttelse af andre mennesker. Når nogle befolkningsgrupper sprogligt dæmoniseres af deres poliske modstandere, er vejen åben for koncentrationslejrene.
Spørgsmålet er blot, hvem der nu bliver den nye tids kulakker.
Jeg har et beskedent bud: klimaskeptikere og de hvide mænd. (Der er mange andre kandidater som f.eks. kritikere af identitetspolitik baseret på race, som f.eks. ”Black Lives Matter”, kritikere af anti-kapitalistiske grupper som Occupy Wall Street og den ekstremt voldelige Antifa (antifascistisk bevægelse) eller tilhængere af Donald Trump, men disse to kategorier er nok til at illustrere min pointe).
Miljø-jihadisterne kalder deres politiske modstandere for ”benægtere” og slår dem altså i hartkorn med de meget, meget få personer, der benægter nazisternes massedrab på jøderne, Holocaust.
De ekstreme miljøbevægelser, fint repræsenteret af Extinction Rebellion og deres politikere på venstrefløjen, imødegår kritikernes argumenter ved at male et katastrofebillede af verdens snarlige (om 12 år!) klimaundergang – extinction – på tyndt og ofte politiseret videnskabeligt grundlag (klimaforskerne får meget store forskningsbevillinger fra det offentlige) og uden Oplysningstidens respekt for fakta.
Men de unge og ubefæstede, som er klima-jihadisternes målgruppe, er takket være post-modernisterne fakta-resistente. Og når bevægelsens politiske ledere beskylder miljø-modstanderne for at have blod på hænderne, som et fremtrædende og ungt (29 år) medlem af det demokratiske parti i USA, Alexandria Ocasio-Cortez gør det, er volden ikke langt væk.
Greenpeace grundlæggeren, kanadieren Patrick Moore, har kaldt klimabevægelsens retorik for et skræmmebillede, en politisk ideologi baseret på frygt, overtro og manipulation af de historiske data.
Moore påviser, at den såkaldte undergang, som verden siges at stå overfor, er målt med historiske briller intet andet end klimaets naturlige bevægelse mellem istider og varmeperioder.
For 50 millioner år siden, altså længe før Industrialismen og ligeledes på grund af CO2 udledninger, var temperaturerne nmlig 4 gange højere end i dag. ”Frygt, overtro og manipulation af fakta” – det lyder som noget Voltaire kunne have sagt.
Men klimaskeptikerne er ikke de eneste, der føler sig som kulakkerne i Stalins Sovjetunion i 1930’erne.
Den nye kønspolitiks fortalere, heriblandt mange feminister, som siger at man er det køn, man vælger at være, og at den biologisk betingede binære opdeling af mænd og kvinder er kønsfascistisk, er også børn af Derrida. Med dertil hørende ideologiske fanatisme.
De ser følgelig kønsforskellene som socialt konstruerede, et middel for mænd til at holde kvinder, homoseksuelle, lesbiske og transkønnede nede. ”Me-too bevægelsen”, en udløber af den radikale feminisme, har som hovedargument, at man i sager, hvor kvinder føler sig forulempet eller det der er værre, ”skal tro på ofret”.
Men det stiller en anden af Oplysningstidens landvindinger på hovedet, nemlig at bevisbyrden i retstvister er op til den anklagende part, og betyder en tilbagebevenden til middeladerlig retspraksis.
Hertil kommer bevægelsens dæmonisering af mænd og deres påståede magt i samfundet. Især hvide ældre mænds indflydelse, som forleder dem til at kalde mange af samfundets institutioner for ”too stale, too male, too white” (for gamle, for meget mand, for hvide). En påstand, som ikke ville være gået i Oplysningstiden og er åbenlyst racistisk.
Men holdningen er udbredt og det var bl.a. et medlem af det britiske kongehus, Meghan Markle, en politisk korrekt Hollywood skuespillerinde og gift med den britiske prins Harry, der sagde dette om universiteterne i Storbritannien. Uden at der var en kat, der gøede. Ikke engang hendes ligeså politisk korrekte mand, som opfyldte mindst to af de tre betingelser hun nævnte.
Rasmus Paludans ”provokation” har afdækket sagens rette sammenhæng: Den politiske klasses angreb på ytringsfriheden er ligesom kampen om klimaet og feminismens angreb på mænd et dække over neo-marxisternes kamp for at generobre den politiske magt.
Og dette ophøjede mål helliger midlet, der som vi har set sigter mod – om nødvendigt med vold – at undergrave retssamfundets institutioner og ikke mindst sproget. Men målet er, ligesom i perioden før oplysningstiden, det samme: at lukke munden på anderledes tænkende.