Sunni-Muslimske ISIS har bombet en række romersk-katolske kirker i Colombo, Sri Lanka, på en af kristehedens største helligdage, Påske-Søndag, og dræbt over 250 mennesker.
EUs ”udenrigsminister” Federica Mogherini kalder det et angreb på alle religioner selvom bevisligt ingen religion undtagen kristendommen har det fjerneste at gøre med Påsken.
Obama og Clinton kalder angrebet et overfald på ”Easter worshippers”(mennesker som fejrer Påsken) i to pressemeddelelser, der synes at være afstemt med hinanden. Og Hilary Clinton advarer mod islamofobi.
Da en New Zealandsk racist myrdede muslimer i deres moske for en måned siden, udtrykte både Obama og Clinton at de ”stod sammen” med de muslimske ofre, men når radikale muslimer angriber og myrder kristne på en af deres største helligdage, har tonen en anden lyd: sandheden sløres og man advarer mod Islamofobi.
Men fobier er klinisk set irrationelle, altså uden hold i virkeligheden. Der kan være gode grunde til at advare mod at lade vreden over ugerningen gå ud over uskyldige muslimer, men irrationel er angsten for muslimer som lige har dræbt 250 kristne ikke.
I Sverige er dommene for had-tale på nettet tredoblet; ikke mindst efter en organisation kaldt Næthatsgranskerne, hvis leder er en tidlige politimand, har gjort det til sin fornemste opgave at opspore nedsættende ytringer på nettet om udlændinge og anderledes tænkende.
En pro-israelsk studerende, også i Sverige, som heller ikke var helt med på PC-vognen, blev forhindret at sige sin ærlige mening af hendes, lærer fordi vedkommende frygtede hendes medstuderendes reaktion.
Og Portugals statsminister, Antonio Costa, blev i denne for åben skærm skubbet til side og frataget mikrofonen af et medlem af Extinction Rebellion, en ekstrem miljøbevægelse, som for tiden blokerer trafikken i hovedstaden for et andet EU-land, England. (Læg mærke til sprogbrugen: extinction på engelsk betyder pludselig udslettelse og henviser til een af mange teorier om dinosauernes udslettelse som følge af en pludslig klimakatastrofe).
Og herhjemme viser Paludan-episoden på Nørrebro, at det ikke blot er de politisk korrekte svenskere, andre EU-borgere og den politiske klasse, som har gjort had-tale og anti-ytringsfrihedens ideologi til deres egen, men også vore egne landsmænd som med Lars Løkke i spidsen, ligesom i de glade Mohammed-tegningsdage, har klandret forsvarerne for ytringsfriheden for at ”provokere” og forsvaret ideologerne og voldsmændene.
Hvordan har vi ladet det komme så vidt? Og hvorfor er ytringsfriheden under angreb idag i både ud-og indland?
Ytringsfrihedsbegrebet er idehistorisk set Oplysningstidens opgør med Enevælden og dermed et opgør med den politiske klasses informationsmonopol og censur af anderledes tænkende. Voltaire, oplysningens filosof par excellence, som ligesom Paludan blev kriminaliseret for brud på loven om ytringsfrihed og tilbragte to lange fængselsophold i datidens mest berygtede franske fængsel, la Bastille, er ofte citeret for at have sagt: ”Jeg er uenig i det, du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det”. Citatet illustrerer på bedste vis den ytringsfrihed, oplysningstiden stod (inde)for.
Sådan er virkeligheden åbenlyst ikke længere. Det er ganske vist rigtigt, at siden Oplysningstiden har diktatorer, anti-demokrater og autoritære på både højre- og venstrefløjen med flid ophævet ytringsfriheden, udhulet den og bekæmpet den, som set senest i XI’s Kina, Putins Rusland og i Saudi-Arabien, som har likvideret en systemkritisk journalist.
Men det nye er, at angrebet på ytringsfriheden i dag kommer fra partier og institutioner, der historisk set har været og stadig hævder at være tilhængere af demokratiet, og at angrebet med meget få undtagelser kommer fra venstrefløjen.
Forklaringen skal findes i idehistorien. Sovjetunionens sammenbrud var et kolossalt tilbageslag for al marxistisk tankegods, men det betød ikke, at den grundlæggende marxistiske skepsis overfor Oplysningstidens idealistiske forsvar for ytringsfrihed blev smidt i skraldespanden.
Så blot fordi Marxismen havde spillet fallit i Sovjetunionen, ændrede analysen sig ikke. Men den fik en anden fjederham. Den såkaldte Kritiske Teori, som i 1930’erne blev udviklet af Max Horkheimer, der anså sig selv som marxist, og den marxistiske Frankfurt Skole, så og ser stadig Vestens principper om individuel frihed og det frie marked som filosofiske skalkeskjul for det, der virkelig prægede den vestlige kapitalistiske verden, nemlig ulighed, udnyttelse og den herskende klasses undertrykkelse af de svage.
Marxisterne så samfundets problemer gennem klassekampens prisme, altså monetært: samfundet repræsenterede de riges kamp mod de fattige. Men gammel-marxisterne er i dag blevet til postmodernister, fornemst repræsenteret ved en række franske filosoffer som Michel Foucault og Roland Barthes.
Mest indflydelsesrig var filosoffen, Jaques Derrida, som var erklæret marxist og som i sine filosofiske værker erstattede klassekampen med et nyt begreb, magt –i bredeste forstand: samfundet repræsenterede ikke længere de riges undertrykkelse af de fattige, men undertrykkelsen bestod nu i, at de, der har magt, undertrykker dem, der ikke har magt.
Nøglebegreberne var eksklusion og inklusion, og dem, der havde magt i de etablerede hierarkier, inkluderede dem selv og ekskluderede andre. Og denne modsætning mellem eksklusion/inklusion var ifølge postmodernisterne også indbygget i sproget, således at sproglige kategorier som f.eks. modstillingen af han/hun, mænd/kvinder var et udtryk for misbrug af magt, dvs. mænds undertrykkelse af kvinder. Sproget blev dermed politiseret af postmodernisterne i en sådan grad, at visse ord efter deres mening kan sidestilles med vold.
At sige sandheden om myrderierne på Sri Lanka ville derfor ifølge denne ideologi være islamofobisk overfor en gruppe mennesker, som ifølge postmodernisterne er ofre i modstillingen af hierarkierne kristne/muslimer, Vesten/Islam. Løsningen ifølge postmodernisterne var at dekonstruere sproget i en sådan grad, at alt er subjektivt, et spørgsmål om fortolkning. Der findes ingen objektive sandheder.
Postmodernismen, venstrefløjens ideologi, fremstår på den baggrund som ”oplysningfilosofiens direkte modsætning”, som det så tørt står i online- ordbogen Wikipedia.
Og det er ytringsfriheden, der er Oplysningstidens ypperste produkt, som for tiden er under beskydning – fra venstrefløjen.
OBS: DR har fået Facebook til at lukke 24NYTs side. Derfor kan vi ikke selv dele denne artikel. Vi håber, at læserne selv vil dele den fra egne Facebook-profiler.