Mens verden er på vej ind i en ny multipolar orden, hvor der er flere stormagter om at definere den globale politik, er EU ramt af opløsningstendenser og ledelsestomrum. I en tid, hvor magt er tilbage som central metode til at realisere politiske mål, er Europa på vej ned som et selvstændigt magtcenter.
Den liberale verdensorden er under afvikling
Den geopolitiske orden er under forandring. Den liberale verdensorden etableret af de vestlige lande er under afvikling. Vi er på vej mod en multipolar og stormagtsorienteret verden, som er mindre liberal og demokratisk. De to stormagter Kina og Rusland ønsker at forme deres lande i overensstemmelse med den autoritære og kollektivistiske samfundsmodel. De er fast besluttet på at udfordre USA. Grænser, nationalstater og geopolitisk rivalisering mellem stormagterne er vendt tilbage for fuld styrke. Den rå magt er tilbage som et centralt middel til at realisere politiske mål.
Et aggressivt Rusland
For Putin har Ruslands nederlag i Den Kolde Krig været en personlig ydmygelse. Han ønsker derfor at kompensere for denne ydmygelse ved at genopbygge Rusland, ikke kun som en politisk stormagt, men også som en ”alternativ civilisation”, der kan triumfere over det dekadente Vesten. Putin har en drøm om at genoplive russisk dominans over Østeuropa og de tidligere sovjetrepublikker samt true magtbalancen i Europa ved at splitte NATO og EU ad. Rusland har sat dialog og diplomati ud af kraft og bruger aggressiv adfærd og militær magt til at gennemtvinge sine interesser og markere sin supermagtsstatus.
Et selvbevidst og stolt Kina
Kina gennemgår en lignende udvikling. Kina har en drøm om, at landet skal genrejses ligesom Putins Rusland og Trumps USA. På den 19. partikongres i 2017 blev det vedtaget, at Kina i 2049 skal være en stormagt. Selv om Kina stadig halter bagefter, hvad angår militær kapacitet på verdensplan, kan landet nu udfordre den amerikanske militærmagt i området omkring Taiwan og i det omstridte Sydkinesiske Hav. Kina er allerede den største våbenleverandør i Afrika og anlægger militære baser langs den nye ”silkevej” til Afrika og Europa. Donald Trump ser Kina som den største geopolitiske trussel og har udråbt Kina som USA’s fjende nr. 1.
USA – en pragmatisk supermagt
For den del af USA’s politiske establishment, som Donald Trump repræsenterer, er verden ikke på vej mod større og større konvergens med vestlige værdier. Vi bliver ikke mere og mere ens, snarere tværtimod. Den store drivkraft i verden er fortsat national bevidsthed, altså det, der adskiller os fra de andre. Ud fra den erkendelse har amerikanerne valgt en pragmatisk præsident, der ikke forsøger at udbrede vestlige værdier til hele verden, men som udelukkende arbejder for at tjene USA’s strategiske interesser, der går forud for alt andet.
Et Europa i opløsning
Over for de tre modpoler står et EU, som bliver udfordret både indefra og udefra, og som knager i fugerne. EU mangler en fælles vision og virkelyst. Europæisk politik er i kaos. Gang på gang ryster regeringskriser og protestvalg det politiske landskab i Europa. Briterne forlader EU. Visegrad-landene tager afstand fra EU’s værdipolitik. I spørgsmålet om økonomi er der en dyb kløft mellem Sydeuropa og Nordeuropa. Flygtninge og migranter strømmer fortsat ind i EU. Vælgerne oplever kaos, konstant reaktiv krisestyring og alles kamp mod alle.
Unionen er ude af stand til at løse sine grænseoverskridende udfordringer, for medlemslandene er svage og splittede. Topmødet i Salzburg forleden viser, at EU er ramt af ledelsestomrum. Der er ingen i EU, der for alvor kan og vil påtage sig lederskabet i unionen.
EU kan heller ikke beskytte sine borgere mod eksterne trusler. Frankrigs og Tysklands planer om at reducere Europas militære afhængighed af USA er et fantasifoster. EU kan ikke erstatte den sikkerhedspolitiske alliance på tværs af Atlanten. USA er fortsat Europas sikkerhedsgarant.
EU er på vej ned som et selvstændigt magtcenter. EU-landene har hverken vilje eller evne til at gøre fælles front mod Kina, Rusland og USA. Opløsningstendenserne i EU er til de tre stormagters fordel. Jo mere opløsning, der er i EU, desto stærkere vil deres forhandlingsposition og pressionsmuligheder over for de europæiske lande være. Det lover ikke godt for Europa i en multipolar verden.