Det er sex, venner. Mens Kina står på spring til at overtage verden, går Vesten op i sex. I centrum for mediernes interesse ligger de 117 køn og de 347 måder at have sex på.
Sex er vigtigt, men hvis folk ikke har andet at tage sig til, er det et tegn på degeneration. Tegnet på en forsumpet civilisation, der hverken kan eller vil forsvare sig og derfor må bøje sig for andre civilisationer med andre prioriteter.
I Politiken – organet for den højeste oplysning – læser man følgende indledning til en kommentar: “Mange kvinder er så meget i tilstræbt kontrol, at der skal en dildo på størrelse med en kaffekande op i røven, før de kan slukke hjernen og blive seksuelt nærværende.” Jeg beklager sproget, men det er altså godt nok for Politiken.
Jeg kan se, at der er delte meninger om, hvordan det skal udlægges, men det er ikke pointen.
Den er, at underlivets mysterier er på vej til at indtage den plads, der blev ledig, da vi mistede tiltroen til politik. Og det er ikke så underligt. Vi kan stemme af hjertens lyst, og intet ændrer sig. En ny regering gør som den tidligere, der gør som den tidligere, der gør …
Så hvorfor spilde tid på den slags pjat, når der er større udfordringer under eller over dynen?