Den 1. september afholdtes to lokalvalg i de tyske delstater Brandenburg og Sachsen. Det drejer sig om regioner, der frem til Murens fald og de to Tysklandes genforening i 1989 var dele af den tidligere kommunistiske diktaturstat, det såkaldte DDR, en yndet feriedestination for en række danske socialdemokratiske politikere i de gode gamle dage.
At valget ville blive et nederlag for de to regeringspartier, det konservative CDU og det socialdemokratiske SPD, var forudsigeligt og er behandlet i en tidligere klumme. Men at nederlaget ville blive så eklatant, og at sejren for protestpartiet Alternative für Deutschland (AfD) ville blive så overvældende, havde dog ingen regnet med.
I Brandenburg gik CDU tilbage med 7,4% – hvilket betyder en kastastrofal halvering af de afgivne stemmer og et tab på 6 pladser i det lokale parlament – mens delstatens regeringsparti SPD gik tilbage med 5,7% med et tab på 5 pladser. Interessant er et tab på 7,3% for partiet Die Linke/PDS, efterfølgeren af det tidligere østtyske kommunistiske parti, og dermed et tab på 7 pladser i det lokale parlament. Befolkningen synes at have fået nok af socialister og neokommunister! Derimod er fremgangen for AfD på hele 11,3%, hvilket betyder en gevinst på 12 pladser, sensationel. Hermed er AfD blevet Brandenburgs næststørste parti med kun 2 færre pladser end det tidligere så almægtige SPD.
I delstaten Sachsen gik CDU tilbage med 7,3%, hvilket betyder et tab på 14 pladser i det lokale parlament, men forbliver alligevel med et knapt flertal Sachsens største parti. Koalitionspartneren SPD gik tilbage med 4,7% med et tab på 8 pladser. Også i Sachsen reduceredes det postkommunistiske Die Linke/PDS betydeligt – med 8,5% og et tab på hele 13 pladser – og også her vandt AfD en sensationel sejr med en fremgang på 17,8% og en gevinst på hele 24 pladser i det lokale parlament.
I begge delstater stillede også miljøpartiet Bündnis 90/Die Grünen og det farveløse liberale Freie Demokratische Partei (FDP) op. Mens miljøpartiet, der har stor succes i den vestlige del af Tyskland, hvor en irrationel klimadebat ligesom i andre lande fylder avisernes forsider, kunne notere en fremgang, der dog var beskeden, forblev FDP en fodnote.
Hvad står AfD for?
Ganske vist forventedes AfD i alle medier og i meningsmålingerne at blive sejrherren både i Brandenburg og Sachsen. Partiet er tordnet frem, siden det ved sidste valg til den tyske forbundsdag i 2017 fik 12,6% af de afgivne stemmer og dermed for første gang fik sæde i parlamentet i Berlin med ialt 94 pladser. Derimod måtte både CDU under ledelse af forbundskansler Angela Merkel, dets bayriske konservative søsterparti CSU og koalitionspartneren SPD indkassere voldsomme nederlag.
AfD blev grundlagt i Berlin i 2013, men fik ved det efterflg. valg kun 4,7% af de afgivne stemmer og kom således ikke ind i Forbundsdagen pga. den herskende spærregrænse på 5%. Men ved Europavalget i 2014 fik AfD 7% af stemmerne og vandt hermed 7 mandater i Europaparlamentet. Ved Europavalget d. 26. maj i år fik partiet 11% af stemmerne og hermed 4 ekstra pladser, og samme år blev AfD også repræsenteret i parlamenterne i 13 tyske delstater. Ved Forbundsdagsvalget i 2017 kunne partiet så vinde yderligere stemmer og fik faktisk et kanonvalg med 12,6% af de afgivne stemmer, hvilket betyder 94 sæder i Forbundsdagen.
Det er således tydeligt, at AfD er blevet det nye folkeparti i de østlige dele af Tyskland, de dele, der efter det kommunistiske systems politiske fallit med dets mislykkede planøkonomi og tvangskollektivisering af landbruget økonomisk var på sammenbruddets rand, da Muren faldt. De unge østtyskere er i massevis ”udvandret” til de vestlige dele af Tyskland, hvor der var arbejde at få, og de gennemrustede og forældede industrivirksomheder måtte lukke uden – med enkelte undtagelser – i tilstrækkelig grad at blive afløst af moderne vesteuropæisk teknologi. Alt dette har fundet sted på trods af, at Forbundrepublikken frem til den dag i dag årligt sender milliarder af hård valuta østpå for at genopbygge økonomien i de nye delstater, ikke mindst i de dele, der ligger ved den polske grænse, hvor lønniveauet stadigvæk er ca. 20% lavere end i de vestlige dele, og visse landsdele nærmest er affolket.
Det kan ikke undre, at det er denne del af befolkningen, der efter genforeningen har haft vanskeligst ved at få del i den generelle velstandsøgelse og derfor følt sig ladt i stikken, der i AfD har fundet et parti, der taler dens sag. Så kan medierne nok så eftertrykkeligt stemple AfD som et højrepopulistisk, nationalistisk og endda kryptonazistisk parti, hvor sandheden dog snarere er, at partiets program er centreret omkring flg. punkter: en uhyre skepsis over for EU – gerne kræver AfD, at Tyskland forlader denne udemokratiske Bruxelles-centrerede organisation –, en udtræden af Eurozonen og en tilbagevenden til den stærke D-Mark, en opsigelse af Schengen-aftalen om åbne grænser og dermed en omgående lukning af flygtningestrømmen af angst for en endnu større stigning i arbejdsløsheden, en angst der ikke mindst er udpræget blandt de unge, der er blevet tilbage. Disse såvel som den ældre generation, der nærmest har resigneret, har i de senere år i protest kastet deres stemmer på AfD. Især blandt mandlige vælgere i alle aldre har partiet haft succes.
Hvad bringer fremtiden?
Både CDU og SPD har såvel i Brandenburg, i Sachsen og i det øvrige Tyskland nægtet at ville samarbejde med AfD. Denne afvisning har ikke blot gjort regeringsdannelsen i de to delstater vanskelig, men vil pga. denne bevidste udemokratiske udgrænsningspolitik givetvis vise sig at være kontraproduktiv. Mon ikke AfDs ledelse godter sig, selvom den officielt kræver regeringsdeltagelse. For allerede d. 27. oktober i år er der valg i endnu en østlig delstat, Thüringen, hvor AfD ved sidste valg i 2014 allerede var oppe på 10,6% af stemmerne. Stemmetallet kan kun øges og de etablerede partier kun ærgre sig endnu mere!