Det er bemærkelsesværdigt, at så mange danskere er mere enige med Spillerforeningen end med DBU i den verserende sag. Danmark er jo på godt og ondt et socialdemokratisk samfund.
Alle skal helst være rimelig rige. Få skal have for meget, og endnu færre skal have for lidt. Dem, der har for meget, skal bidrage til fællesskabet og skal slet ikke bryde sig om at rage til sig. Men er det ikke netop det, spillerne gør her?
De er i forvejen stenrige, men kræver endnu mere. Pengene kommer jo fra DBU, som i sidste ende udgøres af over 300.000 danskere.
Det er de dygtige, unge talenter. Det er de ivrige amatører i divisionerne. Det er knoldesparkere som mig, der har svært ved at følge med i serie 5. Vi er en del af DBU. Jo flere penge der går til de i forvejen stenrige landsholdsspillere, jo færre penge går der til banerne, talenterne, knoldesparkerne og resten af dansk fodbold.
Men af en eller anden grund er det lykkedes at gøre det her til en arbejdskonflikt, selvom ethvert tænkende menneske kan se, at DBU ikke er spillernes arbejdsgiver. Spillerne er ikke forpligtet til at stille op for DBU på samme vis, som vi andre dødelige er forpligtet til at møde på arbejde hver morgen.
Det er spillernes eget frie valg.
Og omvendt er DBU ikke forpligtet til at give spillerne opsigelsesvarsler, hvis de ikke længere kan bruges på holdet. Spillerne har heller ikke barselsrettigheder, ferierettigheder og andre typiske lønmodtagerrettigheder. Et klassisk arbejdsgiverforhold passer simpelthen ikke ind her.
Landsholdsspillerne får et klækkeligt honorar, og det skal de være glade for. Det er langt mere, end mange andre verdensstjerner får.
Stod det til mig, skulle det honorar i stedet bruges på velgørende formål og understøttelse af dansk, som disse spillere i den grad har nydt godt af. At de nu tillader sig at kræve endnu mere er mildest talt kvalmende.
Tak til DBU for at stå fast.