Jeg skal anbefale Thomas Aastrup Rømers tankevækkende og skræmmende artikel om “the great reset”, de herskende klassers bestræbelser på at omdanne ikke bare samfundet, men mennesket. Det skal bl.a. ske ved hjælp af ny teknologi og nye styringssystemer og er baseret på en filosofi, hvis grundtanke er, at der findes indiskutable “verdensmål”, og at uenighed derfor er en uskik.
Som vi kan konstatere, har coronaen været en appelsin i verdensforbedrernes turban. Store dele af befolkningerne accepterer nu uden murren at blive styret af videnskaben og magthavernes visdom. Det hedder “samfundssind”, og hvem vil beskyldes for at sætte sig op mod dette varme fællesskab?
Man kan argumentere for, at “samfundssind” har været nødvendigt under pandemien. Man kan også argumentere for, at det samme sind vedbliver at være normen for menneskelig adfærd, når pandemien er overstået. Når man har filosofien og styringsapparatet på plads, vil man altid kunne finde noget nyt at styre. Når gode mennesker er enige om fortræffeligheden af den grønne omstilling, globaliseringen, antiracismen, transkønnetheden, nationernes ophævelse, religionernes ligeværd og flere andre verdensmål, bliver det ikke morsomt at stille spørgsmål. Uenighed vil blive betragtet som en sygdom.
I Danmark er vi allerede godt med. Det afspejler sig i Folketinget, hvis knusende flertal fundamentalt set er enig om alt væsentligt. Det samme gælder medierne, embedsapparatet, skolen og kirken.
Når verdens befolkning er dresseret til at mene det samme, vender vi tilbage til menneskets udgangspunkt i det østlige Afrika for nogle millioner år siden. For enighed er død.
Og vore efterkommere bliver nødt til at starte evolutionen på ny.