Jeg husker det, som var det i går. Det var kort efter, at Lisbeth Knudsen var blevet chefredaktør på Berlingske. Mange havde spået, at det ville blive enden på min tid som skribent på Groft sagt.
Og ganske rigtigt. Den 15. september 2008 blev jeg indkaldt til samtale med senere chefredaktør Tom Jensen og bladets senere storpolitiske guru, Kristian Mouritzen. Havde jeg ikke fået adskillige advarsler om ikke at skrive om islam og indvandring? Og hvad havde jeg gjort? Jeg var blevet ved, og nu faldt hammeren. Slut prut! En redaktionssekretær havde beregnet, at 10 pct. af mine bidrag til klummen handlede om profeten og hans herboende følgere. Fru Knudsens håndgangne mænd omtalte dog ikke denne optælling, men kunne til gengæld oplyse, at mine skriverier var for kedelige. Det er jeg enig i. Det er den rene kedsomhed at beskæftige sig med islam. Denne bedømmelse deles af alle de andre dagblade, som ikke vil trykke et ord af mig. Nu kan Jensen og Mouritzen også glæde sig over, at jeg er blevet udraderet på Facebook. Indtil videre er jeg dog fortsat på fri fod.
Det er klart, at min skæbne har stor interesse – især for mig selv og den nærmeste familie – men jeg omtaler den mest for at kaste lys over debatklimaet i 2008. Det var dengang, vi hver dag måtte høre om ”tonen i debatten”, om ”menneskesynet” og om alt det, der var ”på kant med konventionerne”. Magthaverne vandt – og jeg tabte – og siden har islam bredt sig til alle pæne menneskers tilfredshed.
Men Tom Jensen er alligevel ikke helt glad. Den 16. august skriver han, at ”det ikke kræver nogen særlig fantasi at se dramaet: Hvad der begyndte som et bandeopgør i den århusianske underverden og et drab på en lokal rapmusiker, kulminerede for en uge siden med statsministerielle formaninger om, at det kan blive nødvendigt med landsdækkende krav om brug af mundbind?” Omkring 500, heriblandt en del somaliere og andre af ikke-etnisk dansk herkomst, deltog, og nu mener Jensen tydeligvis, at der kan være en sammenhæng mellem det etniske optog og coronaens opblussen i omegnen af Aarhus.
Tom Jensen går videre: ”Skulle myndighederne helt have undladt at meddele, at især det somaliske miljø i Aarhus var ramt af coronasmitte? At 70 procent af alle, der blev konstateret smittet i hele Danmark i uge 32, var af anden etnisk herkomst end dansk? At en bestemt begravelse måske var en del af årsagen til smittespredningen?” Nej, skriver chefredaktøren: ”Der kommer ikke noget godt samfund ud af at skjule de reelle problemer, der er. Det gælder for coronaepidemien, det gælder på andre områder. Lad os blive på indvandrerområdet: Det er nødvendigt på baggrund af konkrete fakta at kunne have en åben samfundsdiskussion om, at kriminalitet er betydeligt mere udbredt blandt indvandrere og efterkommere, særligt fra en bestemt gruppe lande i verden, end den er blandt etniske danskere og indvandrere fra andre lande.”
Der kommer heller ikke noget godt ud af at udtale sig klart, for Berlingskes abonniner i Nordsjælland kunne jo tro, at Jensen var blevet indvandringskritiker, og det kan hurtigt blive vejen til en fyreseddel.
Så han skynder sig at trække i land: ”Den oplysning, at kriminalitetsraten er høj i en bestemt befolkningsgruppe, kan muligvis føles som en stigmatisering; for det betyder jo ikke, at alle i denne gruppe er kriminelle, lige så lidt som den kendsgerning, at seks ud af syv indsatte i danske fængsler er mænd, er ensbetydende med, at alle mænd er potentielt kriminelle.”
Det er der ganske vist aldrig nogen, der har påstået. Men en ræv skal have flere udgange, og en meningsakrobat må sørge for en helgardering, hvis meningspolitiet en dag skulle banke på – eller hvis han ikke længere kunne komme på fjernsynet.