Som den amerikanske kommentator, Roger Simon, bemærker (i Epoch Times, 12.2.), byggede USA’s åbning mod Kina i begyndelsen af 1970’erne på den forhåbning, at hvis man inddrog den kommunistiske stormagt i det internationale samfund, ville landet efterhånden blive som USA.
Det er imidlertid det modsatte, der er sket: USA bliver i stigende grad som Kina.
Der var det rigtige i Nixons og Kissingers ide, at Kina aldrig har været kommunistisk i klassisk marxistisk forstand. Landet lever ikke under “proletariatets diktatur”, men under det kommunistiske partis diktatur over proletariatet. Systemet har vist sig at være en fremragende mekanisme til opsamling af rigdom hos en elite, mens store dele af befolkningen må gå for lud og koldt vand.
Intet under, at de store amerikanske monopolvirksomheder bliver stadigt mere Kina-venlige, og kaster misundelige blikke på Beijing, for de har præcis samme ambition om at kunne berige sig uden at skulle tåle kritik. Og med Biden ved magten er de godt på vej. Som resultat af corona-restriktionerne er store dele af det mindre erhvervsliv knust, og i takt med big techs nedlukning af systemkritiske meninger, kan de se frem til det uindskrænkede diktatur.
De to impeachment-sager mod Donald Trump var generalprøver på, hvad der er i vente.
Der er også den lighed mellem CCP’s herredømme i Kina og Det Demokratiske Partis i USA, at de begge påberåber sig at være den lille mands forkæmpere, og da medierne ikke fortæller andet, tror store dele af befolkningen på det.
USA er nu på vej til at blive en etpartistat, og mens Donald Trump var den amerikanske præsident, er Joe Biden den kinesiske.
Det, vi ser udspille sig i USA, er en klassekamp mellem det arbejdende folk og et plutokratisk oligarki. Men det har næsten ingen forstået her i landet.