Den svære vej fra Rosa Lund til Gøg og Gokke
Når depressionen sniger sig ind, trøster jeg mig med, at i det lange løb kan danskere ikke holde ud at høre på moralister og svovlprædikanter.
Dem er der mange af. De har i årtier siddet på den politiske venstrefløj, kultureliten, medierne og kirken. Der går ikke en dag, uden at vi skal høre på prædikener om synd, skyld og skam. Så er det klimaet, som du har ødelagt, så har du påført titusinder af børn fattigdom, så har du gjort hundredtusinder af indvandrere kede af det med din racisme, så er du et sexistisk svin, fordi du har taget en forkert kvinde på det forkerte lår – eller i det mindste har tænkt på at gøre det. Og hvis du ikke vil vedkende dig disse synder, skyldes det, at du ligger under for ubevidst strukturel racisme og trang til hvidt overherredømme. Det siger eksperterne på universiteterne.
Og det kan alt sammen være rigtigt nok. Problemet med denne kulturbølge er, at den ikke er morsom. For hundrede år siden kunne præsterne få menigheden til at bryde i gråd med trusler om helvedes ild, der ventede dem efter deres syndige leben. Det blev med tiden for ensformigt, og folk holdt op med at komme i kirken.
Venstreelitens problem er, at de ikke har sagt en vittighed siden 1961, og som Shakespeare erkendte, ville publikum udvandre fra hans tragedier, hvis der ikke var indlagt et rum til at grine.
Jeg forstår ikke, hvordan de moderne jesuitter kan holde ud at stå op hver morgen og spørge: Hvad kan jeg i dag beskylde mine medmennesker for?
Det kan de nok heller selv ikke på længere sigt. Men hvordan går man fra Rosa Lund til Gøg og Gokke?
Det er ikke noget, som venstrefløjen spekulerer over, og det bliver dens undergang.