To afgørende afstemninger
EU-kommissionens afvisende reaktion på den britiske premierminister Theresa Mays beslutning om at genoptage Brexit-forhandlingerne, der blev bekræftet gennem en afstemning i Underhuset d. 29. januar, var ventet og ligger helt på linje med den arrogance, som Bruxelles har vist over Storbritannien i forbindelse med disse forhandlinger gennem de to sidste år. Disse endte som bekendt med samme Underhus’s afvisning i december 2018 af den kompromisaftale, der indeholdt betingelserne for Storbritanniens farvel til EU d. 29. marts 2019, som May efter møje og besvær havde fået halet i land. Dette blev et voldsomt nederlag for hende, idet aftalen blev nedstemt med 432 nejstemmer mod 202 jastemmer. Derimod bragte den nye afstemning efter en vigtig tilføjelse (se nedenfor) d. 29. januar en sejr – omend knap – idet flere medlemmer af oppositionspartiet, det socialistiske Labour, samt det nordirske Democratic Unionist Partys ti repræsentanter denne gang stemte sammen med regeringen.
EUs diktatoriske holdning
Lad os nu drage flg. parallel for at kunne kaste mere lys over Brexit-problematikken: lad os antage, at den ærede læser af denne klumme er medlem af en klub eller forening, men ønsker at melde sig ud af denne. Dette afgøres med en telefonopringning eller en skriftlig meddelelse, og så er dén potte ude. Men nej, samme demokratiske regel gælder ikke i forholdet mellem EU og et medlemsland, i dette tilfælde Storbritannien, der ønsker at forlade klubben. Nej, en sådan udmeldelse kan per dags dato ikke uden videre finde sted og der skal under alle omstændigheder betales et klækkeligt beløb, en ”skilsmisseafgift”, som den kaldes, der er sat til svimlende 39 mia. engelske pund, dvs. ca. 300 mia. danske kroner. Altså skal Storbritannien straffes hårdt med en bøde for at ville gå egne vegne.
Dette er en ydmygelse, så det batter, og som svarer helt til de ydmygelser Theresa May blev udsat for under de tidligere Brexit-forhandlinger i Bruxelles. Disse ydmygelser gik helt over gevind under topmødet i september 2018 i den østrigske by Salzburg med deltagelse af alle EU-landenes regeringschefer med den franske præsident Emmanuel Macron og den den polske præsident for Europarådet, Donald Tusk, i spidsen. Her havde May fremlagt sin regerings kompromisaftale, der i januar 2019 blev nedstemt i Underhuset.
Men nu er det ligesom der efter den sidste afstemning i Underhuset forleden er gået et ryk ikke blot gennem britiske regering, der ulykkeligvis altid har været splittet i spørgsmålet om Brexit, men også gennem befolkningen, der i endnu højere grad end tidligere synes at have fået nok af EU-diktatorerne i Bruxelles. De sidste meningsmålinger viser i hvert fald, at tilslutningen til Brexit i den britiske befolkning ikke er blevet mindre i forhold til folkeafstemningen i 2016, tværtimod, og samtidigt lyder flere og flere røster, der kræver et stop for betalingen af de 39 mia. pund, hvis EU fortsætter dets modstand mod en forhandlingsløsning, som begge parter kan godkende. Der er ganske enkelt vokset en erkendelse frem, at ikke blot Storbritannien, men så sandelig også de resterende EU-lande kan se vanskelige tider i møde, hvis der ikke findes en forhandlingsløsning.
Backstop-problematikken
Theresa Mays aftale var netop et forsøg på et kompromis, men blev fra Underhusets side i december 2018 ikke accepteret især pga. den såkaldte irske Backstop-ordning, der er så indviklet, at mange stadigvæk ikke har forstået, hvad den handler om. Grundlæggende drejer det sig om en slags forsikringspolice, der skal garantere, at grænsen mellem Nordirland, Ulster (der er en del af Storbritannien), og Republikken Irland (der er medlem af EU) forbliver åben ligesom i dag, selvom de to parter ikke kan nå frem til en endelig aftale. At grænsen skal forblive åben var en del af Langfredagsaftalen i 1998. Denne førte til en afslutning på de såkaldte ”Troubles”, de borgerkrigsagtige tilstande i Nordirland forårsaget af den terror, som den halvmarxistiske Irish Republican Army (IRA), den irske republikanske hær, her havde udøvet siden slutningen af 1960erne for at gennemtvinge et forenet Irland. I tilfælde af, at de to parter ikke finder en løsning, foreskriver Backstop-ordningen, der er dikteret af EU, at Nordirland forbliver inden for EUs toldgrænser uden tidsbegrænsning, netop for at forhindre en fast grænse, ”a hard border”. Dette ville betyde en de facto grænsedragning ned gennem det irske hav mellem Nordirland og England. Naturligvis har Underhuset og ikke mindst det nordirske DUP ikke kunnet accepteret en sådan manglende tidsbegrænsning og det var netop kravet om en sådan, som May derefter har indføjet i aftalen, og som sikrede, at denne blev vedtaget i Underhuset d. 29. januar.
Det er denne ændrede aftale, som May nu skal have med i kufferten, når hun nu rejser til Bruxelles. Her har man dog knap fem minutter efter Underhusets vedtagelse af det nye forslag allerede afvist en genforhandling, selvom det rent faktisk blot drejer sig om en tilføjelse på fem linjer, hvilket kommer til at betyde, at den indgåede aftale fra britisk side annuleres. Lederen af EU-parlamentets liberale fraktion, den bralrende belgier Guy Verhofstadt, har frækt advaret briterne: ”I kommer til at betale prisen!” Tonen var så krigerisk, at det ærkeeurofile medlem af Underhuset Edwina Currie omgående replicerede/svarede: ”Ærlig talt, Guy,vi englændere lader os ikke diktere, hvad vi skal gøre. Og at brøle ad os gør det hele værre”. Man er næsten fristet til at drage en parallel til Winston Churchills reaktion på Hitlertyskland!
En modoffensiv
Men stemning er ikke blot slået om i Storbritannien. Også i flere EU-lande rejser sig kritiske røster over EUs adfærd. Således har Polens udenrigsminister Witold Waszczykowski foreslået at tidsbegrænse Backstop-ordningen, hvilket givetvis ville blive hilst velkommen af Storbritannien som en acceptabel løsning. Men også i Tyskland har flere kritiske røster rejst sig vendt mod EUs rigide holdning i Backstop-problematikken, der kan føre til, at Storbritannien vælger en hård Brexit d. 29. marts i år helt uden forhandlinger vedr. en fortsat frihandel og de flere hundredtusinder EU-borgere, der har fast arbejde i Storbritannien. Hertil kommer en afskedtagen med Europas stærkeste militærmagt og mest effektive efterretningsvæsen uden en aftale om videre samarbejde.
Nu har en gruppe tyske industriledere og økonomer bedt EU om at droppe den irske backstop-ordning og i stedet søge at bibeholde det gode forhold til Storbritannien. En rapport forfattet af det indlydelsesrige IFO-Institut, Institute for Economic Research, med hovedsæde i München i samarbejde med en række universiter, har advaret om, ikke at ligge under for en illusion om, at EU har de bedre kort på hånden i forbindelse med Brexit-processen en Storbritannie. Tværtimod kan en hård Brexit overhovedet ikke være i EUs interesse og nægter Storbritannien at betale de omtalte 39 mia. pund vil dette føre til et enormt hul i EUs budget, som skal fyldes af de øvrige medlemslande. Således vil en hård Brexit for Tysklands vedkommende betyde en reduktion på 57% af eksporten til Storbritannien, der immervæk har EUs næststørste og verdens femtestørste økonomi. Her har rapportens forfattere givetvis ogsaa tænkt på en eventuel voldsom nedgang i eksporten af tyske biler. Og hvorfor skulle Storbritannien overhovedet være interesseret i at etablere en fast grænse mellem Nord- og Sydirland? Den britiske eksport til den irske republik er enorm og det samme gælder Storbritanniens import af irske landbrugsvarer.
Dette er en udvikling, som EU-bureukraterne med den franske chefforhandler Michel Barnier i spidsen og med den franske præsident Emmanuel Macron og dn irske premierminister Leo Varadkar i kulissen ikke ønsker at diskutere. Deres historisk betingede had til Storbritannien, gør dem blinde i deres afvisning af yderligere britiske ønsker. Og hertil kommer, at ved den seneste pressekonference d. 6. februar har den ulyksalige Donald Tusk smagløst spekuleret over, hvilken plads i helvede de politikere, der har forhandlet Brexit, vil få. Dette er nu niveauet i EU!
Mens Storebritannien nu kan sole sig med den laveste arbejdsløshed i mands minde og den største lønstigning i Europa skranter ikke blot den tyske økonomi, hvis forventede vækst i 2019 er reduceret fra 1,5% til 1%, men også i Spanien, Italien og Frankrig vokser de økonomiske problemer, arbejdsløshedstallene og ikke mindst underskuddet på betalingsbalancen med raketfart. Derfor er udtalelsen af den buldrende Elmar Brok, et ledende tysk medlem af EU-parlamentet mere end grotest: ”Det europæiske marked er 14 gange større end det britiske.Firmaer, der producrerer for det europæiske marked, vil flytte til andre lande. Dette vil være bittert for Storbritannien – slemt for os, men bittert for jer!” Jawohl!
Men mon ikke fornuften sejrer, så Storbrintannien d. 29. marts kan forlade EU i god ro og orden, hvilket samtidigt vil være en sejr for demokratiet og parlamentarismen, hvis vugge jo netop stod i London?