I Storbritanniens konservative printmedier kommer i disse dage en stigende utilfredshed med den britiske premierminister Theresa Mays slappe måde at føre forhandlingerne på om Storbritanniens udtræden af EU, også kaldt Brexit, til udtryk. Til gengæld er både den tidligere så hæderværdige nationale public service-udbyder af radio og tv BBC og det toneangivende venstreliberale dagblad The Guardian forlængst slået ind på en dogmatisk pro-EU og dermed også pro-immigrations linje – og er desuden politisk korrekt ud over alle grænser!
Og alt dette sker, selvom et flertal af den britiske befolkning ved folkeafstemning d. 23. juni 2016 stemte for at forlade EU, en holdning, der i den forløbne tid ikke er blevet mindre udtalt. Ja, der kan endda fastslås en stigende utålmodighed med Theresa Mays ikke blot slappe, men også forhalende forhandlingsstrategi, der har medført, at Bruxelles stiller stadigt større og stadigt mere urimelige krav til Storbritannien. Her kan befolkningen simpelthen ikke forstå, at man, når man er medlem af en forening, ikke også skal have lov til at melde sig ud af denne uden at skulle straffes.
Problemet med Mays forhandlingsstrategi eller mangel på samme er ikke så meget hendes egen vaklende holdning til Brexit, som hun oprindeligt var modstander af, men stridigheder i hendes eget regeringsmandskab mellem modstandere af Brexit anført af finansministeren Philip Hammond og tilhængere anført af udenrigsministeren Boris Johnson.
I begyndelsen af juli måned vil May invitere de stridende parter til et forsoningsmøde på regeringens landsted Chequers: Dog er udsigterne ikke lyse, selvom der er tegn i sol og måne på, at Boris Johnson-fløjen, der også omfatter den britiske chefforhandler i Bruxelles David Davis og handelsministeren Liam Fox, her på det sidste har fået vind i sejlene. Det skyldes ikke mindst, at den nyudnævnte indenrigsminister af pakistansk afstamning, Sajid Javid, nu har meldt ud som værende en tilhænger af Brexit.
Så nu må det være slut, skriver Storbritanniens førende konservative dagblad The Daily Telegraph, med at krybe for Bruxelles og den åbenlyst fjendtligt indstillede chefforhandler Michel Barnier. I EU har man ligesom ”glemt”, at Storbritannien allerede har indvilliget i at betale EU et beløb på ca. 300 mia. kroner som erstatning for allerede indgåede aftaler, selvom en sådan klausul ikke er nedfældet i nogen aftale. Ikke blot bør dette beløb genforhandles, men muligheden af slet ikke at betale eller i hvert fald reducere det enorme beløb bør i hvert fald indgå i forhandlingerne.
Et andet spørgsmål vedrører grænsen mellem den irske republik, der er medlem af EU, og Nordirland, der er en del af Storbritannien. Her skal der jo ifølge sagens natur oprettes en grænse, der ifølge de britiske Brexitmodstanderne kan føre til lange køer ved den nye grænse. Dette kan få de gamle blodige stridigheder mellem IRA og Nordirland til at bryde ud igen, hævdes det. Men bevisførelsen mangler, og eventuelle problemer ses naturligvis kun fra EUs side. Nej, siger en anden ledende konservativ stemme, tidsskriftet The Spectator: Når Storbritannien er ude af EU, kan en sådan grænse kun blive EUs problem, som Bruxelles og den irske republik selv må løse.
Så er der et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Mens f.eks. Tysklands – og også Danmarks – bidrag til NATO ligger på mindre end de 2% af de pågældende landes nationalprodukt, som NATO-landende forlængst er blevet enige om, men ikke har ændret – hvilket som bekendt er et af den amerikanske præsident Donald Trumps angrebspunkter – ligger Storbritanniens forsvarsbudget over denne procentdel. Desuden er det britiske militær det bedst udbyggede i Europa og det britiske efterretningsvæsen så langt det mest effektive – også takket være et gnidningsløst samarbejde med USA, Australien og Canada. Men et tilbud om at fortsætte dette samarbejde på europæisk basis efter Brexit er kort og brutalt blevet afvist. Det kan overhovedet ikke komme på tale, at dele de europæiske efterretningsvæsners og politimyndigheders, f.eks. Europols, informationer med de tilsvarende organisationer i Storbritannien, har samme Barnier erklæret. At dette er værst for det europæiske kontinent spiller åbenbart ikke nogen rolle hos den forblændede franskmand, der er ved at gøre sig parat til at overtage Jean-Claude Junckers stilling som EU-kommissionens præsident, når denne fratræder i 2019. Velbekomme!
Hvad den kommende handelspolitik angår, er et af pointerne ved Brexit, at Storbritannien vil være frit stillet til at indgå frihandelsaftaler med alverden. Nej, siger EU. Hvis Storbritannien skal gøre sig håb om en eller anden form for fremtidigt samarbejde, skal alle handelsaftaler ind og vende på de bureaukratiske skriveborde i Bruxelles, et uforskammet, formynderisk krav, der naturligvis må afvises fra britisk side – dog ikke hvis det går efter Philip Hammonds ønske. Så her er der et klart regeringsinternt stridspunkt.
Og endelig brænder det på med indvandringsproblematikken. Under valgkampen op til folkeafstemningen var den uhæmmede indvandring fra en række østeuropæiske EU-lande et af de vigtigste temaer. Aktuelle underdanige forslag af visse regeringsmedlemmer, at Storbritannien alligevel bør holde grænserne åbne efter at landet har forladt EU, er dog blevet skudt ned netop af Sajid Javid bl.a. med en henvisning til, at EU netop ikke er villig til at tillade en tilsvarende indvandring af britiske statsborgere.
Så her er endnu et eksempel på den arrogance, der udvises fra EUs side, en arrogance, der har fået bægeret til at flyde over blandt vore britiske venner. Theresa Mays tidligere personlige rådgiver, den skarpsindige Nick Timothy, slår således fast, idet han også sparker bolden over i EUs banehalvdel efter at have gjort opmærksom på de interne problemer i medlemslandene:
”Storbritanniens forhandlingsposition er langt fra håbløs. EUs medlemslande står splittede, hvad angår de krav, der kan stilles i forbindelse med Brexit. (…) Den tid, hvor vi optrådte venligt og lod os udnytte, er ovre. Naturligvis skal vi fortsætte forhandlingerne, og vi bliver nødt til at indgå kompromisser. (…) Men vi skal gøre det helt klart, hvad det er, vi ønsker. Vi bør sige, at vi ønsker et partnerskab, hvad angår handel og sikkerhedsspørgsmål, men at vi ikke vil acceptere indblanding fra den europæiske domstol [i Luxembourg] og en betaling af enorme beløb for at sikre os adgang til det europæiske marked. Vi skal endda være forberedt på, at forhandlingerne bryder sammen.”
Det sidste er et ønske, der deles af mange EU-modstandere i Storbritannien og andetsteds. Så er det nemlig slut med ydmygelserne fra det enevældige Bruxelles!