Kvinder fra de såkaldte MENAPT-lande, der tæller lande fra Mellemøsten, Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet, udgør bare 2 pct. af befolkningen i den arbejdsdygtige alder mellem 18 og 65 år, men i statistikkerne over personer, der uden afbrydelser har modtaget kontanthjælp i 10 år eller mere, udgør de 20 pct., altså hver femte.
For at løse problemet med den lave erhvervsfrekvens blandt muslimerne har Socialdemokratiet planer om at udøve forskelsbehandling på baggrund af geografi og/eller herkomst samt tvinge alle muslimer, der har fået opholdstilladelse her i landet, til at være i beskæftigelse eller aktivering i 37 timer om ugen.
Socialdemokratiets planer om at bruge tvang er imidlertid ren og skær symbolpolitik og PR-stunt, for virkeligheden er, at danske politikere ikke tør tage skrappe midler i brug.
Det danske samfund fungerer nemlig på feminine præmisser, hvor både politikere og myndigheder skal være søde og empatiske. Myndighederne sætter derfor ikke hårdt mod hårdt, men møder de muslimske indvandrere med berøringsangst, misforstået omsorg, dialogkaffe og bekymringssamtaler.
Samtidig modarbejdes indvandrernes aktivering af meget stærke interessegrupper i det danske samfund, nemlig fagbevægelsen, arbejdsgiverne og integrationsindustrien.
Fagforeningerne ønsker høj løn til deres ufaglærte medlemmer og er derfor imod at slække tøjlerne på den stive danske model og få konkurrence fra lavtlønnede flygtninge og indvandrere. Lønmodtagerorganisationerne repræsenterer dem, som allerede er på arbejdsmarkedet, og de er derfor helt logisk ikke interesserede i løntrykkere.
Arbejdsgiverne ønsker ikke at lægge sig ud med fagforeningerne. De har desuden fundet ud af, at de altid kan få en ny migrant i praktik gratis og dermed slippe for at betale løn.
Jobcentrene gør alt hvad de kan for at forvandle indvandrere til sociale klienter og fastholde dem i passiv forsørgelse. Behandlersystemet er en magtfuld interessegruppe, som ikke har den mindste interesse i at miste ”kunder” og dermed bringe sine egne jobs i fare.
Indvandrere, der er på kontanthjælp, sendes derfor i mindre grad i aktivering end etniske danskere på kontanthjælp. Det viser bl.a. en ny analyse, som Danmarks Videnscenter for Integration står bag.
Samtidig viser en undersøgelse fra Københavns Kommune, at 70 pct. af sagsbehandlerne har oplevet pres fra muslimske ægtefæller, familien eller fra personer fra omgangskredsen for, at kvinden ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men stadigvæk skal modtage en offentlig ydelse.
Selv om kvinderne ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, trækker sagsbehandlerne dem ikke i deres kontanthjælp.
Man skal derfor ikke regne med, at politikerne vil bruge tvang og forskelsbehandling over for muslimerne.
Det feminine og berøringsangste danske DNA er ganske enkelt ikke gearet til at gøre det, som for alvor batter noget i forhold til ledige muslimer: svinge pisken og smække kasserne i.
André Rossmann