Stærke kræfter er imod indvandrernes aktivering

Man skal arbejde for sin ydelse, når man som udlænding får ophold i Danmark, sagde Mette F. i sin nytårstale. Det er gammel vin på nye flasker, for det samme forslag stillede Socialdemokratiet for 2 år siden, uden at det er blevet til noget.

Hvis udlændingene reelt skal arbejde, så kan man med fordel bruge den nuværende kommunale nytteindsats, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, i Berlingske.

Formålet med nytteindsatsen, der kun kan foregå hos en offentlig arbejdsgiver, er, at den ledige skal arbejde for sin ydelse og ikke blot møde op i et traditionelt jobsøgningsforløb. Men lige nu må nyttejobs kun være et supplement til det arbejde, der i forvejen udføres, eller job, der slet ikke udføres i forvejen. De meget detaljerede regler gør det svært at finde opgaver, som samtidig er samfundsnyttige, ikke bliver løst i forvejen og ikke tager ’rigtige’ job. Og det er en skam, for mulighederne er uanede. Nytteindsatsen er i sin intention lige i øjet, men støder i praksis på barrierer pga. modstand fra fagbevægelsen”, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard.

De angelsaksiske lande som Canada, USA og Australien er i modsætning til Danmark rigtig gode til at integrere flygtninge og indvandrere. De bliver nemlig tvunget til at tage et job, og hvis de kan klare sig på arbejdsmarkedet, bliver de integreret. Indvandrere har adgang til mange jobs til lavere lønninger, for der står ikke nogen 3F i vejen for, at man kan komme i arbejde til 20-40 kr. i timen. Ofte er det nødvendigt at have to eller tre lavtlønnede job for at overleve. Dette er utænkeligt i det halvsocialistiske Danmark. Her får de muslimske indvandrere lov til at sidde parkeret derhjemme på tårnhøje sociale ydelser foran TV-kanalen Al-Jazeera.

I Danmark taler man meget om, at flygtninge og indvandrere skal forsørge sig selv, men der har til dato ikke været politisk vilje i Folketinget til at indføre en egentlig indslusningsløn eller slippe løndannelsen fri.

Fagforeningerne ønsker naturligt nok høj løn til deres ufaglærte medlemmer og er derfor imod at slække tøjlerne på den stive danske model og få konkurrence fra lavtlønnede flygtninge og indvandrere. I en undersøgelse fra feb. 2016 svarer 77 pct. af de adspurgte 3Fere, at de er bange for, at flygtningene vil presse dem ud af arbejdsmarkedet.

Fagforeningernes modstand retter sig også mod østeuropæiske ansatte i byggebranchen. I overenskomstforhandlingerne har 3F således krævet, at mindstelønnen på 126 r. i byggebranchen hæves med 20-40 kr. i timen for de udenlandske ansatte. For Byggegruppen i 3F er det et problem, at udlændinge ansat i byggeriet arbejder til mindstelønnen, mens deres danske kolleger arbejder til en betydelig højere løn.

Arbejdsgiverne er heller ikke interesserede i en indslusningsløn. De har nemlig fundet ud af, at de altid kan få en ny flygtning i praktik gratis og dermed slippe for at betale løn.

Og så er der den magtfulde integrationsindustri, der også står i vejen for, at indvandrerne kan udføre nyttigt arbejde. Industriens behandlere ser det nemlig som deres mission at fratage flygtninge og migranter ansvaret for sig selv og deres nærmeste, forvandle dem til sociale klienter og fastholde dem i passiv forsørgelse.

Mette F’s forslag om 37 timers aktivering er derfor ikke andet end symbolpolitik og varm, socialdemokratisk luft. Og det er en skam, mener Cecilia Lonning-Skovgaard, for der findes et hav af opgaver, indvandrerne kunne tage fat på: ”Gå en tur med de gamle på et plejehjem, spille fodbold med børnene på et opholdssted, rydde op på gader og strande, vedligeholde legepladser i parker, institutioner og på skoler eller ordne fællesarealer på plejehjem eller ved havnen”.

Opgaver, som kunne indgå i den kommunale nytteindsats, men som har vist sig umulige at realisere pga. modstand fra fagbevægelsen, arbejdsgiverne og integrationsindustrien.

André Rossmann