Danmarks fine placering i Transparency Internationals korruptionsindeks giver altid anledning til selvrosende kommentarer i medierne. Korruption – det er en by i Rusland. Vi er enige med os selv og omverdenen i, at vi er for rene til noget så griset og bananstatsagtigt som korruption. Denne selvopfattelse bygger imidlertid på Danmarks smarte gradbøjning af begrebet ”korruption”.
Transparency vildleder om korruptionen i Danmark
Myten om det korruptionsfrie Danmark markedsføres ivrigt i Danmark, ikke mindst af den danske afdeling af Transparency International (TI). På organisationens hjemmeside kan man bl.a. læse: ”Danmark er efter alt at dømme et af de mindst korrupte lande i verden. Hvert år udgiver Transparency International et indeks over opfattelsen af, hvor megen korruption der er i forskellige lande (Corruption Perceptions Index). I alle de år, Danmark har optrådt på den liste, har vi ligget helt i toppen som et af de lande i verden med mindst korruption sammen med de øvrige nordiske lande”.
Når Danmark gang på gang får topkarakterer som et af verdens mindst korrupte land, skyldes det, at TI’s danske afdeling ikke måler på den faktiske korruption i Danmark, men gengiver ukritisk danske ”landeeksperters” subjektive og stærkt farvede beretninger om korruptionsniveauet i den offentlige sektor. Det siger sig selv, at ”landeeksperterne” bruger et propagandistisk filter for at fremstille Danmark i så positivt lys som muligt.
Listen over forhold, TI ikke inddrager, er lang. Det gælder f.eks. forhold som almindelige borgeres opfattelse af korruption, skattesvindel, bestikkelser, karteller, nepotisme, hvidvaskning af penge, sort arbejde mv. Tænk bare, hvis følgende korruptionssager var medtaget i de danske landeeksperters vurdering: bestikkelse i ejendomsfirmaet Atea, Nordeas lyssky bankforretninger i Panama Papers, Danske Banks hvidvask i Estland, nepotisme i Forsvaret, svindel med udbytteskat i Skatteministeriet og fakturasvindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse for blot at nævne et par eksempler. Alt dette går altså under radaren i TI’s korruptionsindeks. Hvis den type korruption var med i indekset, ville Danmark straks miste sin fine placering.
Kendt korruption er kun toppen af isbjerget
Ifølge Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og har forsket i korruption, er det reelt umuligt at måle korruptionsniveauet i et land på basis af empiriske data, og heller ikke på basis af eksperters subjektive opfattelser. Der har været forsøg på at måle korruptionsniveauet det ved at sammenligne antallet af bøder, retssager og domme for korruption. Tallene kan imidlertid ikke betragtes som pålidelige målestokke for korruptionsniveauet, men snarere som udtryk for, hvor effektivt et lands medier, anklagemyndighed og domstole afdækker, undersøger og retsforfølger korruption. Den faktiske korruption i Danmark er derfor mere udbredt end man tror. Korruption bliver ofte håndteret internt og dermed under offentlighedens radar. Den korruption, som vi hører om i danske medier, er derfor kun toppen af isbjerget.
Korrupte politikere i Danmark?
Man behøver bare lave en simpel Google-søgning på ”korruption i dansk politik”, så vælter det frem med sager, der om ikke direkte er korruption, så tangerer korruption. Vi kan alle huske tidligere konservative økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, hvis jagt- og golfrejser blev betalt af Danfoss og Danisco. Og Troels Lund Poulsen, der som skatteminister modtog et Rolex-ur fra en oliesheik. Og forskningsminister Esben Lunde Larsens forsøg på at bruge sit folketingsmandat til at fremme en vindmøllesag, han selv og hans familie havde økonomiske interesser i. Og klima- og energiminister Martin Lidegaard, som gik videre med en lov om solceller, selv om ministeriet vidste, at der var et hul i loven. Og Claus Hjort Frederiksen, der ”glemte”, at Venstre i Rudersdal modtog omkring 400.000 fra pengeklubben Liberalt Erhvervsforum. Og Venstre-politiker Britt Bagers misbrug af lov om partistøtte. Listen over danske politikere med betændt moral er rigtig lang.
Vennetjenester, kammerateri og lokumsaftaler
Vennetjenester, kammerateri og lokumsaftaler er dybt institutionaliserede i verdens mindst korrupte land. De største og mest skævvridende særinteresser (som kaldes interessegrupper) bliver rutinemæssigt inviteret til at deltage i ”offentlige høringer”, der reelt er en gratis lobbyplatform, som staten, regioner og kommuner tilbyder særinteresserne. Det offentlige og særinteresserne opfatter hinanden som partnere, der hver især giver noget for at nå et kompromis. “Vi skal jo kunne se hinanden i øjnene, næste gang vi mødes”, plejer man at sige. Virkningen svarer til en kombination af vennetjenester, særbehandling og bestikkelse. Opgaverne går til dem, der har de bedste forbindelser og venner, og ikke dem, der er mest effektive. Taberen er samfundet.
I årtier har ledende medarbejdere fra Falck og 3F rejst til varme himmelstrøg i hhv. USA og Nicaragua forud for overenskomstforhandlinger. Kritikere kalder det kammerateri, mens parterne selv kalder det almindelig praksis. Professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, der er en af landets førende fagforeningseksperter, kalder turene problematiske. ”Vi kommer ud i et etisk morads. Når man rejser sammen med dem, man skal forhandle overenskomster med, må man spørge, om rolledefinitionen bliver uklar. Det er ikke normal praksis. Det ligner noget kammerateri med nogen, man egentlig skal tage en kamp med om overenskomster, og det kommer til at ligne et par, der danser ballet frem for den boksekamp, som overenskomstforhandlinger er”.
Embedsværket anløbne moral
Myten om det danske embedsværks høje troværdighed og integritet markedsføres på daglig basis af systemets mænd og kvinder, men igen er der tale om et skønmaleri af virkeligheden. I 2016/2017 har vi f.eks. oplevet den såkaldte Atea-sag, hvor 55 personer er blevet sigtet i den omfattende bestikkelsessag, herunder embedsmænd i Københavns Kommune, Postvæsenet, Forsvaret, DSB, 3A-it, Rigspolitiet, Region Sjælland, Udenrigsministeriet, Rigsadvokaten, DONG, Forsvarets Efterretningstjeneste og Kriminalforsorgen.
I 2012 afdækkede Intern Revision, hvordan i alt 1.518 ansatte i Københavns Kommune var ansat i job flere steder i kommunen. Nogle var mødt ind på det ene arbejde, mens de stadig var på vagt i det andet kommunale job. Andre havde været sygemeldt i det ene job, selv om de var raske nok til at passe det andet. I omkring 50 daginstitutioner har nepotistiske ansættelser fundet sted. Overborgmester Frank Jensen og hans topembedsmanden har forsøgt at stække Intern Revision, der har gravet en række betændte sager i kommunen frem.
Dansk hyggekorruption a la carte
Korruption er ikke kun bestikkelse, men også misbrug af offentlige midler. Der er herhjemme mange eksempler på et offentligt tag selv-bord og mangel på omhu i omgangen med betroede midler. Men i Danmark, der er verdensberømt for sin hygge, opfattes legaliseret misbrug af offentlige midler ikke som egentlig korruption, men som uskyldig hyggekorruption.
I 2018 kom det f.eks. frem, at direktører og bestyrelsesmedlemmer i en række navngivne kommunale og halvoffentlige varme-, el- og affaldsselskaber har brugt voldsomme beløb på luksusrejser til udlandet. Alt sammen på forbrugernes regning.
Senest har medarbejderne i Banedanmark spist og drukket på leverandørers regning. Leverandørerne sponsorerer nemlig traditionsrige og kernedanske arrangementer som juleafslutning og julefrokost med overnatning og fri bar.
New York, Toronto og Singapore. I hver tredje kommune kommer politikerne vidt omkring, når de skal inspireres til deres politiske arbejde. For skatteydernes regning naturligvis. Det fremgår af en aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået hos 87 af landets 98 kommuner. Materialet viser, at de fleste kommuner tager på studieture inden for Europas grænser, men 33 kommuner – svarende til hver tredje – har mindst en gang i den seneste valgperiode sendt lokalpolitikerne uden for Europa. I Aarhus har byrådsmedlemmer været på over 25 udlandsrejser, der blandt andet er gået til Canada, USA og Kina. Ingen kan påvise konkrete resultater af sådanne dyre studierejser til fjerne lande. Den virkelige forklaring på de dyre kommunale rejser kan kun være, at de er langt mere eksotiske og fornøjelige end en billig bustur til nabokommunen for at udveksle erfaringer.
Fup og fiduser i erhvervslivet
Listen med fup og fiduser i erhvervslivet vokser og vokser. Den omfatter ikke alene ukendte selskaber, men også danske ikonvirksomheder som FLSmidth, Mærsk, Hempel, Novo Nordisk, Burmeister & Wain Scandinavian Contractor, Carl Bro Gruppen, SAS, Danfoss og Atea.
Otte danske banker hjalp bankkunder med at indrette sig i skattely. Bankernes interne revisions- og kontrolafdelinger har ikke foretaget kontrol af, om bankernes kunder anvender konti til skatteunddragelsesformål på trods af, at bankerne ellers over for omverdenen fremhæver, at de gør en stor indsats på området. Godt 1.500 mia. kr., der ifølge flere landes myndigheder stammer fra kriminel virksomhed, er i perioden 2006-2015 ført til skattely via konti i Danske Bank og Nordea. Og Jyske Bank havde i 12 år Rifaat al Assad, der er onkel til Syriens diktator Bashar al Assad, som kunde i bankens afdeling i Gibraltar.
Danmark har en lang tradition for karteldannelse, og antallet af kartelbøder stiger voldsomt. Mange af de største kartelsager, vi har haft i Danmark, er foregået i byggebranchen. I Danmarks suverænt største kartelsag har 33 byggevirksomheder været mistænkt for ulovlig koordinering af priser. 17 firmaer har valgt at acceptere bøder for over 25 mio. kr.
Men også andre brancher kan være med. I kartelsagen i nedrivningsbranchen i 2016 har en række af de største danske nedbrydningsfirmaer været mistænkt for i årevis at have delt oplysninger om hinandens priser. Mellem 10-20 personer og virksomheder er blevet sigtet. Luftfartsselskabet SAS har været involveret i kartelsager to gange. Senest er SAS af EU-Kommissionen blevet idømt en bøde på 70,2 millioner euro i en større kartelsag om fragtpriser. Og i 2017 blev Carlsberg og Royal Unibrew anklaget for at have koordineret priser og leverancer i Grønland.
Den retskafne danske bonde
Danskerne er så retskafne og pæne mennesker, at man godt kan reducere kontrollen med de støttemillioner, som EU-systemet sender op til Danmark. Dette bemærkelsesværdige budskab er kommet fra Venstres EU-parlamentariker, Morten Løkkegaard, som i DR har sagt, “at man ikke skal kontrollere de forkerte. Når man i forvejen er duksen i klassen, og det viser al erfaring, at danskerne og de danske projekter er, så er der ingen grund til at tage et kæmpe kontrolsystem ind over det“. Sådan. Skurkene kender vi i forvejen – de bor nede i Sydeuropa et sted. Løkkegaards budskab køber man ikke i EU. Unionens anti-svindel-kontoret, Olaf, har nemlig over fem år registret danske svindelsager for over 200 mio. kr. med især danske landmænd som synderne.
Danske whistleblowere lever et farligt liv
Whistleblowere hyldes ofte, fordi de tør afsløre ulovligheder eller dårlig moral. Men ser man tilbage på de mest omtalte danske whistleblowere, er realiteten, at det ofte går dem ilde. De mister job og indtægt. Karrieren smuldrer. Hademails, fyresedler, opløste venskaber og ødelagte forhold til familien. Nogle er blevet retsforfulgt. Andre bliver mistænkeliggjort internt i en branche eller i medier. Prisen for at stå frem er ofte så høj, at de ender med at få psykiske lidelser som angst og depression. Undersøgelser viser, at de personlige konsekvenser for whistleblowere er store.
Michael Valentin, direktør i Akademikernes A-kasse, har brugt op til 250.000 kr. årligt på vinindkøb, eksotiske vinrejser og private vinfester, hvor bl.a. bestyrelsesformanden, Allan Luplau, adm. dir. i Sygeforsikringen ”danmark”, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer var med. Valentin blev efterfølgende afskediget, men en enig bestyrelse har besluttet at hævne sig på vicedirektør Lars Kreutzmann, der har ødelagt festen ved at afsløre Valentins misbrug, og har fyret manden. Luplau er i øvrigt fortsat adm. direktør i Sygeforsikringen “danmark”.
Jurist Hans Bøgesvang Riis mistede sit job og sin karriere – men fik en pris af Retspolitisk Forening for sit mod. Han har nemlig afsløret massive svigt i Arbejdsskadestyrelsen, som efterfølgende har vist sig at koste tusindvis af danskere millioner af erstatningskroner. Et andet eksempel er to embedsmænd i Udlændingestyrelsen, der stod frem med kritik af en rapport om forholdene i Eritrea. En frivillig fratrædelse blev den lakoniske udgang på sagen, der vidner om den svage ansættelsesbeskyttelse af offentligt ansatte.
Men også i den private sektor lever whistleblowere et farligt liv. Danske Bank har således truet den amerikanske whistleblower, Howard Wilkinson, med juridiske konsekvenser, hvis han udleverede oplysninger om de kriminelle forhold i banken.
Man kunne tro, at dansk diplomati er indbegrebet af integritet, men selv danske diplomater dækker over korruption. I 2019 henvendte Carlsbergs samarbejdspartner i Indien og Nepal sig til Danmarks ambassade i Singapore, hvor han advarede om, at der fandt korruption og andre mulige ulovligheder sted i bryggerikoncernen. Men i stedet for at anmelde sagen til myndighederne valgte ambassadøren at orientere Carlsbergs danske hovedsæde direkte om både henvendelsens indhold og identiteten på whistebloweren.
Internationalt ligger Danmark i den dårlige ende, når det gælder beskyttelse af whistleblowere. Danmark har nemlig ikke vedtaget ansættelsesretlige bestemmelser eller andre typer af love, som beskytter whistleblowere mod repressalier eller fyring. Opdager man korruption og svindel på sin arbejdsplads, er det derfor klogt at se den anden vej.