Efterhånden som udsigten til, at Donald Trump igen vil flytte ind i Det Hvide Hus, bliver mere og mere reel, er man i Danmark i stigende grad bekymret for, om NATO vil forsvare Danmark i tilfælde af en krig med Rusland. Når man i Danmark siger NATO, mener man naturligvis USA, for rent militært er NATO uden USA ikke noget værd. Spørgsmålet er derfor, om Europa kan regne med, at Donald Trump, såfremt han bliver USA’s næste præsident, vil aktivere NATO’s Art. 5 (den såkaldte musketered) og sætte ind med amerikansk atomparaply og massiv troppeindsats i Europa, hvis russerne f.eks. angriber de baltiske stater, Finland, Sverige eller Danmark.
Tvivlen om NATO’s musketered kobles i Danmark sammen med Donald Trump, som ved flere lejligheder har udskammet Europas efterslæb på forsvarsområdet samt manglende NATO-bidrag. I virkeligheden er det ikke Trump, men de europæiske NATO-medlemmer (ikke mindst Danmark), der konsekvent har undermineret musketereden ved at misligholde NATO-aftalen af 2014, hvor medlemslandene forpligtede sig til at øge deres bidrag til alliancen til 2 pct. af deres bnp. I 2023 var der fortsat 19 af 31 NATO-lande, som betalte under 2 pct. Danmark, der i 2023 kun betalte 1,65 pct. af sit bnp, har som bekendt brugt og fortsat bruger alle mulige krumspring og kneb for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra NATO/USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset. Det seneste kneb, Danmark har brugt i forhold til NATO, er en kreativ måde at opgøre forsvarsudgifterne på, hvor danske donationer til Ukraine tæller med i det samlede regnestykke.
For tiden hører man jævnligt EU’s toppolitikere, herunder de danske, advokere for, at EU skal blive uafhængig af USA i forsvarspolitikken og agere som en militær supermagt. Økonomisk er Europa næsten lige så stærk som USA og stærkere end Kina, så hvorfor optræder EU ikke som en supermagt? Det skyldes selvfølgelig, at EU, der har vænnet sig til at leve som klient under den amerikanske beskyttelse, har mistet viljen til at optræde som en selvstændig udenrigspolitisk aktør, selvom unionen har den økonomiske magt til det. EU blev i sin tid oprettet for at afskaffe magtpolitikken og er derfor ude af stand til at føre en benhård magtpolitik. I stedet er EU blevet godhedens imperium uden maskulin vilje og evne til med styrke, vold og magt at beskytte sine grænser, borgere og institutioner.
Danske politikere og medier fortrænger realiteterne, som er, at EU’s ledere ikke er parate til at etablere en EU-hær og europæisk atomafskrækkelse, der for alvor ville kunne beskytte Europa og projicere magt i nærområdet. Prisen for militær oprustning ville være skyhøj, og den ville vælgerne ikke acceptere i en tid med behov for dyre investeringer i velfærd, migranter og klimaet. Tanken om en EU-hær er i øvrigt lige så gammel som EU selv, men den er aldrig blevet til virkelighed. Medlemslandene har nemlig meget lidt appetit på at afgive suverænitet på forsvarsområdet.
I dag er Europas militære kapaciteter hæmmet af ineffektivitet og mange forskellige nationale våbensystemer og dermed kompatibilitetsproblemer. Virkeligheden er, at uanset hvor meget vilje der måtte være, så kan Europa ikke på kort tid opbygge et troværdigt alternativ til den amerikanske sikkerhedsparaply. Det ville tage fem, ti eller femten år, selv hvis der er midler til det. Når europæiske og danske politikere derfor opfordrer til, at EU skal vise karakter og agere militært i konfliktsituationer, er det udtryk for en total mangel på realisme og decideret ønsketænkning. Når det kommer til hardcore militærpolitik, er der for EU, der udelukkende er gearet til nations- og institutionsopbygning, intet alternativ til alliancen med USA.
I debatten om Danmarks sikkerhed henvises der ofte til den såkaldte musketered (NATO’s Art. 5), som foreskriver, at NATO’s medlemmer skal komme hinanden til undsætning i tilfælde af et angreb. Man glemmer, at musketereden er et politisk løfte og ikke en bindende forpligtelse til at gå i krig for hinanden. Eftersom NATO aldrig har defineret, hvor den røde linje går i tilfælde af et russisk angreb, er det et uafklaret spørgsmål, om Polen, Baltikum eller Danmark kan opfatte musketereden som en pålidelig sikkerhedsgaranti. Art. 5 har jo kun været aktiveret én gang, nemlig efter 9/11 over for al Qaeda, som i modsætning til Rusland ikke var i besiddelse af atomvåben.
Vil Tyskland, Frankrig eller Italien forsvare balterne, polakkerne eller danskerne, hvis Rusland truer med at bruge taktiske atomvåben? Vil NATO virkelig gå i krig med Rusland, hvis Putin invaderer Bornholm eller Lapland? Det er mere end tvivlsomt. Virkeligheden er, at hverken NATO eller Danmark kender svaret. Men de mange krumspring, Vesten hele tiden gør for ikke at provokere Putin til at anvende taktiske atomvåben i Ukraine, giver et godt fingerpeg om, hvordan Vesten vil reagere, skulle Rusland true med at anvende taktiske atomvåben i forhold til et NATO-land.
Det er derfor nærliggende at stille det spørgsmål, om de pacifistiske og prorussiske tyskere, franskmænd og italienere er villige til at dø for balterne, polakkerne eller danskerne. Meningsmålinger, der foretages i Europa, viser jo hver gang, at et flertal i befolkningen i de fleste vesteuropæiske NATO-lande gerne vil leve i frihed, men er ikke parat til at betale for det. En meningsmåling fra den amerikanske tænketank Pew Research Center har f.eks. vist, at 60 pct. af tyskerne og 66 pct. af italienerne ikke ville forsvare en NATO-allieret, som blev angrebet af Rusland. Især i Tyskland lever skepsis over for USA og sympati for Rusland i bedste velgående. I det tidligere Østtyskland svarer lige under halvdelen, at de ser USA som en større trussel for freden end Rusland. I forhold til Ukraine-konflikten støtter ca. 50 pct. af borgerne i Tyskland, Frankrig og Italien hurtige fredsforhandlinger med Rusland. Kun ca. 20 pct. støtter en langvarig udmattelseskrig med Rusland. Langt de fleste i Vesteuropa bekymrer sig mere om krigens konsekvenser såsom de tårnhøje priser på energi, råvarer og fødevarer.
De østeuropæiske NATO-lande samt Danmark, Finland og Sverige bør derfor være nervøse for, om NATO’s militære svar på en evt. russisk aggression overhovedet er realistisk. NATO har jo hverken den militære kapacitet eller politisk vilje til at forsvare dem. I en tilspidset situation, hvor storbyer som Berlin, Paris eller Rom kan blive mål for russiske atomtrusler, vil NATO uden tvivl konkludere, at den menneskelige katastrofe og den kolossale økonomiske regning er helt uacceptable blot for at redde et lille østeuropæisk eller skandinavisk NATO-land. Prisen vil simpelt hen være alt for høj.
André Rossmann