A man’s gotta do what a man’s gotta do

Selv om Danmark har en klar aftale med NATO om i 2024 at nå op på 2 pct. af bnp i udgifter til forsvaret, har de skiftende danske regeringer i mange år benægtet, at der var tale om en aftale.

Danmark har derfor i forhold til NATO brugt alle mulige krumspring og kneb for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til amerikanerne.

Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i sin tid forsøgt at overbevise USA’s præsident Donald Trump om, at dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres, hvorfor dansk bidrag til NATO skal ganges med to. Danskerne har altid haft ry i NATO for at være gode til at skjule, at man sælger den samme vare to gange, og at det begge gange er et sminket lig, de sælger.

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forsøgt at bilde amerikanerne ind, at dansk bidrag til NATO reelt var større, fordi det var de danske styrker i Afghanistan, der led de største tab. Hvilket var usandt, idet både USA og Estland har lidt lige så store tab som Danmark.

Løkke har endda præsteret noget så kræmmeragtigt som at regne ud, at de 43 faldne danske soldater i Afghanistan svarer til de 0,7 pct. af bnp, som Danmark mangler at betale i NATO-bidrag. Det siger sig selv, at Løkkes forsøg på at omveksle 43 faldne danske soldater til 0,7 pct. af bnp ikke alene var direkte uværdigt og usmageligt, men også uforskammet over for de faldne soldater og deres pårørende.

Det seneste kneb, Danmark har brugt i forhold til NATO, er en kreativ måde at opgøre forsvarsudgifterne på, hvor danske donationer til Ukraine tæller med i det samlede regnestykke. USA’s ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, har i et interview med OLFI og Radio4 udtalt, at Danmark ikke kan medregne de mange økonomiske donationer til Ukraine som en del af NATO-målsætningen om at bruge de aftalte 2 pct. af BNP på forsvar. Dermed undsagde han regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S), der så sent som den 19. december påstod, at Danmark grundet donationerne til Ukraine allerede nu lever op til NATOs målsætning om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar.

Både i NATO og i USA er man naturligvis klar over, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. Man opfatter derfor danskerne som illoyale snyltere, der kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske.

Det kan derfor ikke undre, at eftersom Danmark hverken kan eller vil oprette et troværdigt forsvar, har amerikanske NATO-styrker besluttet at overtage forsvaret af de danske sunde og bælter. Populært sagt gad USA ikke det pis mere, skar igennem og fyrede det danske forsvar på gråt papir. Som man siger i USA: “A man’s gotta do what a man’s gotta do”.

Selv om Danmarks forsvarsaftale med USA er det endelige bevis på, at det danske forsvar er værdiløst, har både de danske medier og vælgere købt regeringens orwellske forklaring om, at aftalen er en yderlige styrkelse af det ubrydelige forsvarssamarbejde samarbejde mellem Danmark og USA. Med andre ord: Danskerne bliver spyttet i ansigtet, men regeringen siger, at det regner.

Amerikanske styrker har nu fri adgang til flyvestationerne Aalborg, Karup og Skrydstrup og kan indsætte det personel og det udstyr, de måtte finde hensigtsmæssigt. De kan frit opmagasinere våben og materiel og have soldater boende også i fredstid. De amerikanske styrker er vel at mærke underlagt amerikansk jurisdiktion.

Aftalen giver amerikanerne, der flere steder i verden har vist en hårdhændet tilgang til magtanvendelse, end man er vant til i Danmark, ret til at bruge magtmidler i forhold til danskerne. Det betyder, at amerikanske soldater får lov til at gå rundt med våben og i yderste konsekvens skyde løs på danske civile.

Selv om Danmark afgiver suverænitet med en amerikansk tilstedeværelse og en uopsigelig kontrakt på ti år, giver aftalen mening rent geostrategisk. Skal den russiske flåde ud fra Kaliningrad og Skt. Petersborg, skal den gennem danske farvande. Og det er Danmark, der kontrollerer mundingen og er derfor et vigtigt opmarchland for tropper og materiel, som skal østpå.

Den nye forsvarsaftale med USA vil uden tvivl blive en sovepude for regeringen. I Rammeforliget om Forsvaret er forsvaret lovet 155 mia. kr. over de næste ti år, men det er tydeligt, at det ikke haster med at modernisere og styrke forsvaret. Udmøntningen af pengene er nemlig udsat til en række delforlig om alt fra værnepligt til materiel, som endnu ikke er påbegyndt.

Forsvarsaftalen med USA letter presset gevaldigt på de danske politikere, som nu kan gå i gang med uhæmmet at pumpe penge ind i det, som kan sikre dem genvalg ved næste folketingsvalg: velfærd, løft af lønnen til grupper af offentligt ansatte, Arne-pensioner og lignende sysler. Politikerne har derfor slugt den bitre pille uden den store debat. De er glade for, at Danmark endnu en gang kan slippe for at trække sin del af NATO-læsset.

André Rossmann