Bach-gruppen og BG beton, som står for skandalebyggeriet, Njals Tårn på Amager, er blevet politianmeldt for at benytte billigere, men ulovlig beton. Højhuset står ensomt og har ikke fået sendt de rapporter til kommunen, som var lovet inden november 2021. Byggeriet står derfor stille. Det er skandaløst og et skrækeksempel på et firma, som ikke går af vejen for at bruge ulovlige metoder i deres byggeri. Metoder, som i yderste konsekvens, kan få uoverskuelige konsekvenser i relation til sikkerhed for beboere, som måtte flytte ind i Njals Tårn. Den renlivede svindel blev opdaget via en whistleblower og det mener jeg, at vi politikere skal sige tak for.
Jeg har gennemgået de seneste års sagsbehandlinger samt politiske spørgsmål om Njals Tårn. Jeg har ingen kritik af de juridiske svar som er afgivet af teknik- og miljø, men jeg har en kraftig kritik af oplevelsen og det som forvaltningen tilsyneladende ikke har lyst til at udtale sig om. Hvorfor vil de ikke det ?
For det første, svarer forvaltningen de politiske spørgere, ud fra, hvordan en samvittighedsfuld kommune kan og skal betjene en troværdig entreprenør. Kommunen sætter begrænsninger op for hvad vi som kommune kan. Men, det er jo helt galt, at kommunen “glemmer” at bedømme sagen ud fra, at der rent faktisk er tale om en svindelsag og en sikkerhedssag. Når vi er oppe imod det, så må der altså være mere fantasi i omløb. Jeg tænker på indgivelse af sag til domstolene, udarbejdelse af uvildig responsum eller måske henvendelse til regeringen. Det kommer an på et skøn, men slet ikke at foretage sig noget er et fejlskøn af dimensioner.
For det andet har forvaltningen fuldstændig undladt at oplyse spørgerne om, at en ændring af udbudsloven §136 fra juli 2022, forpligter kommuner og almene boligselskaber, til at udelukke en ansøger eller en tilbudsgiver fra deltagelse i en udbudsprocedure i 5 år, når det kan påvises, at ansøger i forbindelse med udøvelse af sit erhverv, har begået alvorlige forsømmelser, der sår tvivl om ansøgers eller tilbudsgivers integritet. Udelukkelse er ændret fra at være frivillig til at være obligatorisk og perioden er forlænget til 5 år.
Jeg synes faktisk det er urimeligt, at en sådan oplysning, først meddeles den 2/2-23. Lovændringen er fra juli 2022 !
Et spøgelseshus midt i København. DF synes, at det skriger på en langt mere progressiv håndtering fra Københavns Kommune. Der må altså ske noget nu.