Site icon 24NYT

Ny skøjtehal i København: Østerbro Skøjtehal indvies

Foto: Københavns Kommune

Skøjteglade københavnere har fået endnu mere is at boltre sig på med den nye skøjtehal på Østerbro, som nu indvies officielt.

Skøjtehallen, der er det første byggeri i det nye Østre Gasværk-kvarter på Østerbro, vil leve op til internationale mål og standarder samt plads til op mod 500 tilskuere.

Derudover vil der i skøjtehallen også være stort fokus på de lokale foreningers behov med faciliteter som styrketræning, dansesal, køkkener og foreningslokale i bygningen.

”Østerbro Skøjtehal bliver et hyggeligt og aktivt samlingspunkt for både familier og skøjteentusiaster i Østre Gasværk-kvarteret, som i de kommende år vil blomstre op som et helt nyt byområde i København. Og så er det fantastisk, at der kan komme endnu mere aktivitet på isen efter lang tid med corona, hvor byens idrætsliv har været på lavt blus”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

“Med den nye Østerbro Skøjtehal får københavnerne og foreningslivet helt nye muligheder for bevægelse og et aktivt fritidslivsliv. Derfor glæder jeg mig til at se børn og unge indtage både isen og de øvrige faciliteter i skøjtehallen. Det vil ikke kun komme Østerbro, men hele København til gode,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Østerbro Skøjtehal er som den første af sin slags opført som et offentligt-privat partnerskab (OPP). Københavns Kommune ejer og finansierer skøjtehallen, mens entreprenøren CASA har stået for opførelsen og ejendomsforvalteren DEAS har ansvaret for drift og vedligehold over en 24-årig periode.

”Østerbro Skøjtehal er den første kulturbygning, vi opfører som partner i et OPP. Det har været et spændende projekt, udført i tæt og godt samarbejde med Københavns Kommune og DEAS, samt ikke mindst de kommende brugere af skøjtehallen. De har været involveret fra første dag og har på den måde været med til at sikre, at skøjtehallen lever op til alles ønsker og behov. Det er derfor også er en stor glæde at kunne overdrage bygningen til dem og kommunen i overbevisning om, at det vil blive et vigtigt mødested for både sportsfolk og københavnere generelt i mange år fremover,” siger Torben Modvig, CEO i CASA.

”Det er en stor fornøjelse, at vi sammen med projektets parter har nået denne vigtige milepæl. Vi glæder os til at være med til at skabe rammerne for skøjtehallens brugere og yde et højt serviceniveau i dagligdagen i mange år fremover. Vi vil sikre, at bygningerne forbliver tidssvarende, så den nye hal bevarer sin høje kvalitet, mens driftsomkostningerne er kendte og stabile i hele perioden,” siger Lars Olaf Larsen, afdelingsdirektør med ansvaret for OPP og OPS i DEAS.

Ud over Østerbro Skøjtehal vil Østre Gasværk-kvarteret også huse private og almene boliger, plejecenter og parkeringshus. Hele grunden vil desuden blive en grøn, rekreativ oase med park og en sti, der snor sig gennem området.

Tid og sted

Den officielle åbning finder sted lørdag den 14. august klokken 14:00 – 14:30, ved Svendborg Alle 36, 2100 København Ø.

Program for dagen:

13.00-14.00: Reception – hygge, snacks og drikkevarer

14.00-14.30: Officiel åbning med klipning af det røde bånd og åbningstaler v. Overborgmester Lars Weiss og Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde

14.30-15.00: Opvisning fra SKK og KSF på isen

15.00-16.00: Offentlig is – fri adgang for alle på isen samt mulighed for gratis at låne skøjter.

16.00-19.30: Pause (foreningsaktiviteter)

19.30-21.30: Is-Disco. Fri adgang for alle på isen samt mulighed for gratis at låne skøjter

Fakta​​

  • Østerbro Skøjtehal bliver 5.227 m2 med en 30×60 m skøjtebane, 500 tilskuerpladser samt service- og klubfaciliteter.
  • Skøjtehallen har været taget i brug siden april 2021, men en officiel åbning har ikke været mulig pga. corona.
  • Skøjtehallen bliver et vigtigt centrum i udviklingen af det nye Østre Gasværk-bykvarter.
  • Sammen med skøjtehallen er opført et parkeringshus med ca. 270 p-pladser, som dog ikke er en del af OPP-aftalen. Københavns Kommune vil eje 60 pladser i p-huset til brug for skøjtegæsterne.
  • Østerbro Skøjtehal er placeret mellem Østre Gasværk Teater og fodboldklubben B93’s fodboldbaner. Boldbanerne udvides umiddelbart efter ibrugtagning af den nye skøjtehal.
  • Der er afsat ca. 143,8 mio. kr. til byggeriet af skøjtehallen.
  • Østerbro Skøjtehal opføres som kommunens første OPP-projekt i samarbejde med CASA og DEAS.
Exit mobile version