På vegne af Kodas europæiske paraplyorganisation, GESAC, har EY udført en omfattende undersøgelse af den kulturelle og kreative industris betydning for europæisk økonomi, og konsekvenserne af den igangværende coronapandemi. Rapporten peger på, at vi har at gøre med en industri af kolossal betydning for både økonomi, beskæftigelse og sammenhængskraft – en industri, som er central og uundværlig for genopbygningen af Europa, men som lige nu er blandt de områder, der er allerhårdest ramt af coronakrisen.
2019: En sværvægter i europæisk økonomi
I 2019 omsatte de kulturelle og kreative industrier for 643 milliarder euro svarende til 4,4 procent af EU’s BNP målt på omsætning, og områdets bidrag til den europæiske økonomi var således større end både telekommunikations- og bilindustriens. Målt på jobskabelse var de kulturelle og kreative industrier ligeledes en af Europas førende og beskæftigede mere end 7,6 millioner mennesker, hvilket er knap tre gange så mange som bilindustrien. Men i 2020 vendte billedet og rapportens afdækning af coronapandemiens massive økonomiske indvirkning på de kulturelle og kreative industrier i Europa, er ikke opløftende læsning.
2020: De kulturelle og kreative industrier mistede 31 procent af deres omsætning
Undersøgelsen slår fast, at de kulturelle og kreative industrier er blandt de hårdest ramte i Europa – hårdere end turistindustrien og tæt på niveauet for luftfartsindustrien. De kulturelle og kreative industrier har samlet haft et tab på over 31 procent af deres omsætning i 2020, svarende til 199 milliarder euro. Og ser man nærmere på, hvilke brancher, som krisen har ramt hårdest, springer musikbranchen i øjnene. Musikbranchen er, næst efter scenekunsten, den hårdest ramte branche i den kulturelle og kreative industri med et omsætningstab på hele 75 procent.
Genopbygningen af Europa
I rapporten peger en lang række aktører på, at de kulturelle og kreative industrier kan spille en central rolle i arbejdet med genopbygningen af Europa. David Sassoli, formand for Europa-Parlamentet, fremhæver kulturens bidrag til samfundets sociale samhørighed, demokrati og økonomi, og dens evne til at afspejle mangfoldighed, værdier, historie og livsstil.
”Vi må tænke på kultur, ikke kun som et omdrejningspunkt for genopretning, men også som den sociale cement i en post-covid-19-verden, der skal genopbygges,” siger han.
Jean-Noël Tronc, formand for GESAC, peger på, at coronakrisen risikerer at svække hele kultur-værdikæden i meget lang tid fremover, når alle de fundamentale funktioner, der er vitale for sektoren, fra producenter, udgivere, teknikere til artister og skabere, er truede. Men det er ikke for sent, påpeger han:
“Hvis der indføres specifikke foranstaltninger og genopretningsplaner, kan de kulturelle og kreative industrier være meget mere end “et af de problemer, der skal løses,” når krisen er overstået. De kan blive en væsentlig del af Europas løsning.”
Også i Koda vækker undersøgelsen genklang. Her genkender man afspejlingen af en musikbranche, der i meget høj grad er berørt af særlig liveområdets styrtdyk.
”Det er en vigtig undersøgelse, der udkommer i dag. Og det er alvorlig læsning. De nye tal fra EY sætter en tyk streg under, hvor hårdt kulturen er ramt i øjeblikket og hvor vigtigt det er, at vi får den tilbage på fuld kraft. At musikbranchen er et de områder i Europa, der er allerhårdest ramt, kommer desværre ikke som nogen overraskelse. Og heller ikke at indtægterne fra det digitale musikforbrug på ingen måde kan kompensere for de enorme tab, der opstår, når hele liveområdet er slukket,” udtaler Kodas direktør, Gorm Arildsen.
FAKTA
De kulturelle og kreative industrier i Europa i 2019
- Omsætning: 643 milliarder euro
- Andel af EU’s BNP: 4,4 procent
- Beskæftigelse: 7,6 millioner mennesker
- 8,4 gange flere beskæftigede end i telekommunikation – 2,9 gange flere end i bilindustrien
- De kulturelle og kreative har siden 2013 skabt ca. 700.000 (+10 procent) nye job
2020: Efter corona
- Omsætningstab på 31 procent (199 milliarder euro)
- Større tab end turistindustrien – på niveau med luftfartsindustrien
- Omsætningstab i musikbranchen på 75 procent – kun scenekunsten er hårdere ramt