Der var glæde i Randers Kommune, da kommunens eget storkøkken, Madservice Kronjylland, i november 2017 fik besked om, at de skal levere mad til 300 ældre i nabokommunen Norddjurs.
Den private virksomhed Det Danske Madhus mente imidlertid, at de to kommuners aftale var ulovlig. Det Danske Madhus’ syv afdelinger landet over leverer i forvejen mad til en række kommuner og stod klar til at løse opgaven som hovedleverandør for Norddjurs Kommune.
Men aftalen mellem Norddjurs og Randers betød, at opgaven aldrig blev sendt i udbud.
Det Danske Madhus har efterfølgende lagt sag an mod Norddjurs Kommune ved Ankestyrelsen og Klagenævn for Udbud.
Efter flere måneders sagsbehandling gav Social- og Indenrigsministeriet i oktober 2019 Det Danske Madhus ret, skriver Børsen. Stik imod Ankestyrelsens afgørelse blev det vurderet, at de to kommuner ikke havde handlet efter loven, og deres fælles madprojekt skal nu enten gøres lovligt eller droppes.
24NYT: Tendensen i hele Danmark er, at kommuner og regioner i stigende omfang tager opgaver hjem, som før var udliciteret til private. Det gør de med afsæt i den såkaldte kommunalfuldmagt, som er et uskrevent regelsæt, der giver kommunerne mulighed for at varetage visse opgaver og foretage særlige økonomiske dispositioner uden hjemmel i loven.
Erhvervsorganisationerne vil gerne have kommunalfuldmagten erstattet med en decideret lov, men den kommunale mafia er imod, fordi det ville hæmme den i at stjæle opgaver fra private virksomheder.
Med skatte penge i ryggen stjæler staten, regionerne eller kommunerne opgaver fra det private på områder, hvor der i forvejen er et velfungerende privat marked.
I Københavns Kommune har borgerne f.eks. betalt alt for høje gebyrer for affaldshåndteringen – en service, der uden besvær kunne være håndteret af en privat virksomhed – til en højere kvalitet og til en lavere pris.
P.t. er der offentlige opgaver for ca. 300 mia. kr., som det er muligt at udbyde, men de håndteres gennem egenproduktion i offentlig regi uden at det undersøges, om private leverandører kan udføre opgaven billigere og bedre.
Samfundsøkonomisk kan det på ingen måde forsvares, at det offentlige stjæler opgaver fra det private, men i Folketinget er der ikke et politisk flertal til at sætte en stopper for det offentlige opgavetyveri.
Kommunal erhvervsvirksomhed er ikke kun unfair konkurrence. Det er også respektløs pengeforvaltning, der gør danskerne fattigere.