Site icon 24NYT

Personlige breve giver unikt indblik i livet på hospitalsskibet Jutlandia

Flere end 100 breve skrevet af kontorist og telefonpasser Bent Boisen er omdrejningspunktet i en ny podcastserie, der markerer 70 året for aktionen under krigen i Korea. Brevene sendte han hjem til familien i Danmark, mens han som 20-årig var udsendt med hospitalsskibet Jutlandia.

Podcastserien, der er produceret af LYDPOL i samarbejde med Røde Kors, sætter fokus på den spektakulære nødhjælpsmission. Hospitalsskibet Jutlandia blev sendt afsted for at behandle FN-soldater, men det danske Røde Kors-skib endte med at spille en endnu større rolle, da de forhandlede sig tilladelse til også at behandle civile.

Bent Boisens breve, der ikke er delt med omverdenen før nu, giver et absolut unikt indblik i en af Danmarks største humanitære aktioner nogensinde.

Fandt brevene under stormen Bodil
Efter stormen Bodil ramte Danmark i 2013, finder journalist, sanger og TV-mand Axel Boisen en skotøjsæske fyldt med gamle breve, da han skal rydde op i sin farmor og farfars vandskadede kælder.

Axel Boisen kan med det samme se, at æsken ikke bare skal i containeren. Men det er først mange år senere, han dykker ned i skotøjsæskens indhold.

I æsken finder han flere end 100 breve skrevet og sendt af sin onkel, Bent Boisen, imens han var afsted på hospitalsskibet Jutlandias to første togter.

Den unge Bent Boisens lyst til at tage ud i verden og gøre en forskel bliver på mange måder et symbol på det lille land mod nord og den humanitære, og ikke militære, indsats, Danmark yder under krigen i Korea.

Podcastserien – ’Kaldet til Slaget’
Podcastserien er seks afsnit lang og er produceret af LYDPOL i samarbejde med Axel Boisen og Røde Kors i Danmark i anledningen af 70 året for Jutlandia-aktionen.

Podcasten har premiere i denne uge, da denne uge markerer 70 året for, at Bent Boisen og Jutlandia lagde til i Pusan i Korea for første gang.

Fakta om Bent Boisen

  • Født 4. juli 1930 – død i januar 2014
  • Født og opvokset på Lolland
  • Var med ombord på Jutlandias første to togter fra januar 1951 til sommeren 1952
  • Blev siden uddannet lærer, skoleinspektør, konsulent i Undervisningsministeriet og senere præst
  • Onkel til Axel Boisen

Kontakt Røde Kors’ pressetelefon tlf. 3529 9699, hvis du ønsker interview med Alex Boisen.

Exit mobile version