Plejehjemmet Kongsgården med de umenneskelige forhold og overgreb er ikke et enestående tilfælde. At der på plejehjemmene let udvikler sig en dominanskultur er et faktum og slet ikke mærkeligt. Det er den logiske bagside af velfærdstænkningen, skriver Kathrine Lilleør i Berlingske.
Virkeligheden er den alment menneskelige, at når man tjener lige meget, hvad enten man gør sit arbejde godt eller dårligt, da er ordentlighed det første, der ofres. Når man ikke aflønnes efter det gode, man gør, men man i stedet kontrolleres, fordi man er under mistanke for at udnytte systemet, så gør man det også.
Det gælder ikke kun den kommunale ældrepleje. Det gælder hele den offentlige forvaltning – fra småbørnsplejen, over skolerne og sundhedsvæsnet til plejehjemmene. Og Folkekirken, såmænd. Hvorfor anstrenge sig så meget? Lønnen kommer ind alligevel.
Den anløbne organisationskultur, der findes i alt for mange offentlige institutioner, eroderer velfærdsstaten indefra. Det grundlæggende modsvar til ringe offentlig service er hverken flere varme hænder eller privatisering. Svaret er en kulturændring i offentlig ledelse. Bonus frem for kontrol. Anerkendelse frem for mistænkeliggørelse. Og vilje til konsekvens.
24NYT: Den mentalitet og dominanskultur, der hersker i den danske velfærdsstat, er typiske for alle socialistiske lande. Ligesom i Danmark oppebar folk i Østeuropas socialistiske lande deres månedlige løn, selv om de ikke udførte deres arbejde som de skulle. Og det vrimlede med sager som Kongsgårdsagen.
I det socialistiske Polen plejede man at sige: ”Czy sie stoi czy sie lezy, 2.000 sie nalezy”. Frit oversat: ”Uanset om man udfører sit arbejde som man skal eller driver den af, får man ikke mere end 2.000 zloty om måneden”. Så hvorfor anstrenge sig så meget?
Også i den socialistiske danske velfærdsstat er indsatsen ligegyldig – lønnen kommer jo ind alligevel. Og når lønnen kommer ind, hvad enten man gør sit arbejde godt eller dårligt, er ordentlighed og medmenneskelighed det første, der ofres.
I et korrumperet socialistisk system som det danske bliver politikerne ét med velfærdsstaten, som de ejer med hud og hår, og som de skalter og valter med som de vil. Og derfor vil miseren i den danske plejesektor fortsætte – bare bedre skjult.