Flere medier har for nylig skrevet om, at det universelle velfærdssamfund er under afvikling. I dag er det en illusion at tro, at velfærdssamfundet vil tage sig af danskerne fra vugge til grav med de samme offentlige velfærdsydelser og service til alle.
Den universelle velfærdsmodel afløses langsomt af en liberal model med en skrabet basisvelfærd til B-holdet og private velfærdstilbud i luksusklasse til A-holdet, der kan og vil betale.
Princippet for det velfærdssamfund, der er på vej, er enkelt: Har du penge, kan du få.
I dag fortsætter danskerne med at betale over 50 pct. i skat (ifølge Cepos), men kan ikke længere forvente fri og lige adgang til velfærd og service. Dermed er socialkontrakten brudt.
Nu skal den velstillede del af befolkningen – A-holdet – betale to gange for de samme velfærdsydelser: én gang over skattebilletten og så anden gang via egen opsparing og egenbetaling.
Det store spørgsmål er: Hvor længe gider middelklassen betale 2 gange for den samme ydelse? Og hvornår siger den stop?