Er du på A- eller B-holdet?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

I 1960’erne og 1970’erne, under stærk økonomisk vækst og praktisk talt nul arbejdsløshed, blev visionen om en universel velfærdsmodel til virkelighed. Danskerne fik daginstitutioner, folkepension, dagpenge, SU, kontanthjælp og et veludbygget sundhedsvæsen til gengæld for at betale omkring halvdelen af lønnen i skat. Men grundlaget for velfærdssamfundet er ved at smuldre i disse år.

Forskellige velfærdsstater

I lande som USA og Storbritannien har man valgt en liberal velfærdsmodel, hvor velfærdsordninger ofte er private og forsikringslignende, mens statslige ydelser primært er møntet på trængende personer. De central- og sydeuropæiske lande har valgt den såkaldte ”korporative” velfærdsmodel med velfærdsordninger i form af lovpligtige forsikringer betalt af arbejdsmarkedets parter.

De nordiske lande, herunder Danmark, har valgt den ”universelle” velfærdsmodel med velfærdsordninger, som alle har ret til, uanset indkomst eller faktisk behov. Det er denne model, danske politikere er i færd med at afvikle.

Den universelle velfærdsmodel er under pres

Velfærdssamfundets økonomi i Danmark er under pres, fordi den ikke har fulgt med den demografiske udvikling. Der er færre danskere i den erhvervsdygtige alder, flere ældre, flere indvandrere og efterkommere på livsvarig offentlig forsørgelse, og flere børn med ikke-vestlig baggrund.

De økonomiske realiteter betyder, at samfundet ikke længere er i stand til at finansiere den universelle velfærdsmodel. Der er derfor de seneste år sket en gradvis forskydning fra den universelle velfærdsmodel til den liberale forsikringsmodel. Resultatet er, at der er opstået et A- og B-hold med vidt forskellig adgang til velfærd og service.

LÆS OGSÅ:  Klumme: "Det skal blive bedre" – Den har vi hørt før

Mens A-holdet – den heldige velpolstrede middelklasse med et fast vellønnet arbejde, pensionsopsparing, arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, private velfærdsforsikringer og store friværdier – har råd til velfærd i luksusklasse, må B-holdet – ”working poor” med den korteste uddannelse, laveste indkomst og ringeste helbred, de arbejdsløse, de marginaliserede, flygtninge og migranter mv. – nøjes med skrabet, basal leverpostejsvelfærd for de fattige.

Danskerne står med en velfærdsillusion

De fleste danskere er vokset op med fortællingen om, at vi lever i et universelt velfærdssamfund med en stærk social kontrakt – vi betaler en høj skat til gengæld for social tryghed til alle. Ifølge Cepos betaler danskerne 50 pct. i skat og forventer til gengæld, at man har fri og lige adgang til sundhed, uddannelse og social tryghed gennem økonomisk og faglig hjælp, når en livskrise rammer.

Men i dag er den sociale kontrakt brudt og hjælpen er langtfra givet. Flere og flere borgere oplever velfærdsforringelser og udhuling af det sociale sikkerhedsnet. De oplever, at de ikke får den hjælp og tryghed, de var stillet i udsigt, og som de har betalt til over skatten, når de får en livskrise.

LÆS OGSÅ:  Klumme: 2018 var året hvor maskerne faldt – Del 2

Selv om den sociale kontrakt er smuldret og velfærden er blevet til en illusion, hører vi i politiske udspil og medierne fortsat om velfærdssamfundet som fundamentet under det danske mønstersamfund.

Men faktum er, at vi er nået til et punkt, hvor borgerne ikke mere kan være sikre på, at velfærdssamfundet vil overholde sin del af socialkontrakten. Politikerne bør derfor prise sig lykkelige for, at socialkontrakten ikke er en juridisk bindende kontrakt, som borgerne har med velfærdssamfundet. Så ville den nemlig være misligholdt i en grad, der berettigede borgerne til at opsige kontrakten.

Vi har ikke råd til at hjælpe vores egne

Mens politikerne hjælper store grupper af flygtninge og migranter på offentlig forsørgelse, har de ikke længere har råd til at hjælpe danskere i social nød. Mange spørger derfor: ”Hvem skal danskerne være solidariske med? Først og fremmest med hinanden? Eller med dem fra Mellemøsten, Afrika, Sydeuropa og den halve verden?”

Mange danskere føler, at velfærdsstatens solidaritet med almindelige danskere er forsvundet. Regeringen og magteliten er optaget af at hjælpe alle andre end dem. Spørgsmålet er derfor: Hvor længe vil danskerne finde sig i, at regningen for hjælp til uintegrerbare muslimske indvandrere – 36 mia. kr. netto årligt i 82 år – bliver placeret hos dem, mens de danskere, som har været med til at opbygge velfærdssamfundet, svigtes.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Svenske tilstande

Hvornår siger A-holdet stop?

Direktøren i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, advarer: ”Den sociale kontrakt bryder helt sammen, hvis man begynder at sige, at borgerne ikke kan få det, de var stillet i udsigt, og i stedet skal betale det hvide ud af øjnene for forskellige velfærdsydelser”.

A-holdet har imidlertid ikke tillid til, at de offentlige velfærdsydelser, som man gennem skatten betaler for, er til rådighed, når der er brug for dem. Derfor er det store spørgsmål, hvornår A-holdet vil sige til sig selv: ”Hvorfor skal jeg betale 50 pct. i skat for de basale velfærdsydelser, som primært benyttes af B-holdet? Hvorfor skal jeg fortsat betale 50 pct. i skat, når jeg selv betaler for de fleste velfærdsydelser med private velfærdsforsikringer, egen pensionsopsparing o. lign.?”

Uanset om danskerne kan lide det eller ej, er den forkromede danske velfærdsmodel, som bygger på universelle ydelser – alt til alle – gradvis ved at blive erstattet af en liberal velfærdsmodel med en skrabet basisvelfærd til B-holdet og private velfærdstilbud i luksusklasse til A-holdet, der kan og vil betale.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb