Den 23. november har Operaen premiere på Stephen Sondheims musical Sweeney Todd. Dagen markerer også startskuddet på en lang kærlighedsaffære mellem Det Kongelige Teater og musicalgenren. Sweeney Todd havde premiere på Broadway i 1979 og vandt efterfølgende otte Tony Awards.
Sweeney Todd bliver anset som en musical, men det fyldigt orkestrerede og gennemkomponerede værk giver mindelser om grand opera med det helt store udtræk. Værket er dybt inspireret af klassik gotisk skønlitteratur og gyserfilm og det kræver en hovedrolleindehaver, der både er en dygtig skuespiller, som kan portrættere den følelsesmæssigt forkrøblede og blodtørstige karakter, Sweeney Todd, overbevisende og samtidig har en stor operastemme i det mørke leje. I denne version deles rollen af de to barytoner Palle Knudsen og David Kempster. Stephen Sondheim har selv kaldt Sweeney Todd en black operetta og det refererer især til den sorte humor, der er grundtonen i værket.
Det er en musical, der adskiller sig fra mange klassiske Broadway-musicals ved at have en politisk ambition. Den tegner et krast billede af et klasseopdelt samfund og refererer i denne version implicit til Margaret Thatchers England i 1980erne, der var præget af krise og splittelse i befolkningen. Sweeney Todd handler i den sammenhæng om, hvad der sker, når magten træder på den lille mand og han træder tilbage. Hårdt tilbage.
“there are two kinds of men and only two
There’s the one they put in his proper place
And the one with his foot in the other one’s face,” Sweeney Todd
Komponisten Steven Sondheim tegner sig for både musik og tekst til musicalen. At Sondheim også kan noget med ord, viste han allerede som 26-årig, da han skrev sig ind i musicalhistorien som tekstforfatter til Bernsteins udødelige musical West Side Story med lyrikken til bl.a. ”I feel pretty” og ”Maria”. Sondheim er hyperaktuel i denne tid, idet komponisten står bag både ord og musik til klassikeren Send in the Clowns fra musicalen A little Night Music, der kan høres i den hypede blockbuster-film Joker, der fylder biografsale for tiden.
Sweeney Todd har premiere i Operaen den 23. november og spiller til den 22. februar 2020.