Politikere, embedsmænd, erhvervsfolk og brancheorganisationsfolk taler om behovet for at tiltrække udenlandsk talent. Men sandheden er, at danskerne helst vil være fri for udlændinge, både på arbejde og i fritiden.
Udlændinge fravælger Danmark
Danmark markedsføres som et hyggeligt, veldrevent, lykkeligt og åbent kongerige mod nord, men vi har svært ved at tiltrække og fastholde dygtige udlændinge. Det bekræfter bl.a. den seneste rapport fra World Economic Forum, der peger på, at Danmark ligger som nummer 105 ud af 140 lande, når det gælder evnen til at tiltrække udenlandske specialister.
HR-direktører på store danske virksomheder siger samstemmende, at det internationale kendskab til Danmark som karrieredestination er begrænset. Et godt eksempel er de over 10.000 læger, som i perioden 2005-2015 har forladt Italien for at finde arbejde i udlandet. Langt de fleste har valgt at slå sig ned i Storbritannien, Tyskland, Schweiz og Frankrig. Ingen af dem har søgt arbejde i Danmark.
Skatten virker afskrækkende
Kandidater fra andre vestlige lande er vant til en langt lavere marginalskat end den danske. Skatteprocenten og disponibel indkomst er derfor altid centrale punkter i kandidaternes overvejelser, når de skal vælge mellem jobtilbud i udlandet. Især for topledere og bestyrelsesmedlemmer er der tale om store beløb. F.eks. skal schweiziske kandidater til topjobs i den danske medicinalindustri betale 20 pct. mere i skat i Danmark end de gør i Schweiz.
Bureaukratiske barrierer er et benspænd
Når internationale medarbejdere ankommer til Danmark, løber de spidsrod mellem mange forskellige myndigheder, fordi der ikke findes ét sted, hvor de kan henvende sig om formalia. Mange føler sig overladt til sig selv i forhold til sundhedsvæsen, forsikringer, kørekort, bank og skat.
Senest har man i medierne debatteret det urimelige danske krav om, at udlændinge skal have en dansk bankkonto for at få udbetalt løn. Samt kravet om brugerbetaling på danskundervisning for udenlandske medarbejdere og deres ægtefæller. Der er mange bureaukratiske barrierer, der gør, at udenlandske medarbejdere i Danmark ikke kan komme hurtigt i gang med at arbejde.
Udlændinge er ikke velkomne i erhvervslivet
Erhvervslivet tager ikke med åbne arme imod dygtige udlændinge. Undersøgelser viser, at Danmark er helt i bund, når det kommer til at hive udenlandske kompetencer ind i bestyrelse eller direktion. I 2015 var kun 12 pct. af bestyrelsesposterne i børsnoterede danske selskaber besat af udlændinge. I Tyskland var tallet 30 pct., i Frankrig 27 pct. og i Storbritannien 52 pct. I 2018 havde kun 13 pct. af Danmarks 1.000 største virksomheder en udenlandsk topleder.
Det kniber også med karrieremuligheder for udlændinge i danske virksomheder. ISS dokumenterede i 2011, at mangfoldighed giver millioner på bundlinjen. I 2018 havde servicekoncernen stor mangfoldighed i bunden af virksomheden, men ikke længere oppe i hierarkiet. Kun 16 pct. af selskabets ansatte med udenlandsk baggrund er avanceret til ledelsesniveau.
Danmark er et lukket netværkssamfund
Danskerne tager ikke med åbne arme imod de efterspurgte eksperter og specialister fra udlandet, når de kommer hertil med deres familier for at arbejde. Danmark er et af de lande, som tager mest køligt imod udlændinge. Disse barrierer bekræftes i en ny undersøgelse, “Expat Insider 2019”, der placerer Danmark i bunden af kategorien “Ease of Settling In”. Det er for svært at falde til i Danmark, og derfor rejser mange hurtigt videre.
For tredje år i træk indtager Danmark en bundplacering i organisationen Internations årlige trivselsundersøgelse blandt flere end 20.000 udenlandske medarbejdere i Danmark. Det kan derfor ikke undre, at 70 pct. af de udenlandske studerende, der er kommet til Danmark for at tage en videregående uddannelse, har forladt landet igen et par år efter endt uddannelse. Danmark høster altså ikke erhvervsmæssigt, som det sår uddannelsesmæssigt.
Danskerne vil ikke omgås udlændinge
Undersøgelser viser, at Danmark er ”verdens dårligste sted at få venner,” hvis man er udenlandsk udstationeret arbejdskraft. Socialt omgås de herboende udlændinge næsten udelukkende andre udlændinge. Danskerne inviterer aldrig nye kollegaer fra udlandet med hjem til middag eller mødes med dem efter arbejde. Det skyldes, at når danskerne har fri, passer de deres familie, deres danske venner og deres fritidsaktiviteter.
Stort set alle udstationerede udlændinge i København siger, at danskere er venlige nok, men dybest set slet ikke interesserer sig for andre end sig selv. Mange udlændinge føler sig ensomme og finder som oftest sammen i deres eget selskab i ex-pat miljø eller lignende.
“Danskernes selvopfattelse er, at vi er åbne og hjælpsomme. Men det er vi ikke“, siger Tine Horwitz, som er direktør i DI’s Consortium for Global Talent. Danskerne er rædselsfulde kolleger og venner overfor udlændinge. Den danske hyggefest er en lukket fest.
Danmarks branding er helt hen i vejret
Danskernes uvilje til at lære udlændinge at kende betyder, at danskerne tror, at alle udlændinge tænker som danskerne. Konsekvensen i forhold til tiltrækning af udenlandske talenter er, at Danmark markedsfører sig på styrkepositioner, som udlændinge prioriterer lavt eller helt bortprioriterer.
I dansk selvforståelse er Danmark nemlig verdens navle og kvintessensen af, hvad der er bedst i verden. Politikerne og medierne udbreder dagligt deres begejstring for det danske velfærdssamfund og den danske model. Og derfor markedsfører Danmark sig på forhold som ”tryghed, tillid og bæredygtighed, et godt arbejdsklima med fladt hierarki, medbestemmelse, en god balance mellem fritid og arbejdsliv, socialt sikkerhedsnet, grøn omstilling, økologi, cykelstierne o.lign.”.
Tendensen til nationalt tunnelsyn, navlebeskuelse og storhedsvanvid i den danske andedam er så stærk, at man ikke fatter, at det, der får unge dygtige udlændinge til at søge job i udlandet, er faglige udfordringer, karrieremuligheder, høj løn og lav skat.
Alle de forhold, som Danmarks markedsfører sig på, og som er sød musik i de danske ører, er udlændinge ligeglade med. Danskerne forstår ikke, at folk i andre lande ikke deler danskernes besættelse af klimaet, bæredygtigheden og verdensmålene. De forstår ikke, at selv om det danske velfærdssystem kan tilbyde langt mere end andre lande, er det ikke attraktivt for unge talenter. Det danske velfærdssystem giver nemlig kun mening over et helt livsforløb. Men ikke for en 25-årig udenlandsk ekspert, der måske kun arbejder i Danmark i 4-5 år og ikke kommer til at bruge noget af det, som velfærdssamfundet kan tilbyde.
Udlandet støvsuger Danmark for talenter
Mens man i Danmark drømmer om at tiltrække udenlandsk talent, forlader flere og flere dygtige og højtuddannede danskere landet. Ifølge en forskningsartikel i det prestigiøse tidsskrift The Economic Journal rejser de særligt talentfulde og veluddannede danskere til udlandet og efterlader Danmark med et såkaldt “brain drain” – et fænomen, der ellers mest kendes fra ulande. Det er i sig selv et problem, hvis der ikke kommer ca. lige så mange veluddannede immigranter til Danmark.
For til forskel fra kloge lande som USA, Canada eller Australien, som kun importerer topmotiverede og velkvalificerede indvandrere, har Danmark valgt at importere fattige muslimske analfabeter fra Mellemøsten og Afrika, der søger personlig lykke i europæiske lande, som de hverken forstår eller ønsker at høre hjemme i. Derfor har Danmark tabt i kampen om de globale talenter.