Personalemanglen tvinger både arbejdsmiljø og selve driften i knæ i Renbæk Fængsel. Tillidsrepræsentant Bjarke Knudsen undrer sig over, at ledelsen ikke satte ind, før katastrofen gjorde det.
Bjarke Knudsen byder fagbladet på kaffe i det, han kalder vesterhavshytten. Vi er tæt på de store bølger, og også tættere på en tsunami, end han bryder sig om at tænke på.
”Vi er på katastrofens rand,” siger tillidsrepræsentanten om situationen i Renbæk Fængsel.
En gordisk knude af dårligt arbejdsmiljø og for meget overarbejde gør det svært at rekruttere nyt personale.
”Vi mister flere fængselsbetjente, end vi kan nå at ansætte. Siden foråret har vi mistet syv kollegaer. Vi er holdt op med at lave jobopslag, for der kommer ingen ansøgere,” siger han.
De er 46 fængselsbetjente til 134 åbne pladser og 84 lukkede, men ska l være 60. Listen er lang, når tillidsrepræsentanten bliver bedt om at opliste grunde til, at personalet flygter.
”Først og fremmest handler det om manglende ledelse og kommunikation. Når der bliver foretaget ændringer, ved de indsatte det ofte før os. Vores regelsamling har ikke været opdatere t i to år, og det er årevis siden, vi har haft et personalemøde. Vi mangler retning og ledelse,” siger Bjarke Knudsen.
52 timer ekstra til alle
Bemandingsproblemet er også mildt sagt en medvirkende faktor til, at fængselsbetjente og værkmestre i Renbæk Fængsel søger nye græsgange.
”I oktober skal alle tage 52,4 timer ekstra for at få tingene til at hænge sammen. Det er før, der kommer sygdom og kørsler,” siger Bjarke Knudsen.
Tillidsrepræsentanten viser vej fra vagten til den lukkede afdeling. En værkmester passerer os på cykel og hilser.
”Han har lige sagt op,” siger Bjarke Knudsen og fortæller, at næsten alle værkmestre har været hevet ind i vagtplanen i august og september.
Jeg kan ikke forsvare det mere
I den lukkede afdeling møder vi Henrik Ravn, der har været fængselsbetjent siden 2014.
”Jeg har søgt et års orlov i sidste måned, jeg kan ikke stå inde for det mere overfor min kone og to små børn. Jeg har konstant ondt i maven over ubesatte vagter. Det, der gør mest ondt er, at jeg virkelig identificerer mig med at være fængselsbetjent,” siger han.
Hans kollega Tina Toft er også tynget af situationen. ”Det værste er uvisheden. Vi får ingen besked om, hvad der foregår. Hvad laver de i kulissen? Gør de noget? Når man ikke hører noget, tænker man, at de gør ingenting,” siger hun.
I Bjarke Knudsens optik har der været flere fatale skridt ned mod den afgrund, fængslet befinder sig i nu.
”I 2015 fik vi en lukket afdeling, og det giver ekstremt mange flere kørsler til tandlæge, læge og så videre. Men vi fik ikke tilført ressourcer, og det betyder, at man tager betjente fra den åbne afdeling til kørslerne. Nogle gange er der ni afsted på én gang. Det er ikke usædvanligt, at man sidder alene med 39 indsatte i 12 timer,” siger han.
Det andet ligkistesøm er Kriminalforsorgens såkaldte kapacitetsoptimering og misforholdet mellem øgning af pladser og ikke-øgning af personale.
”Vi har fået 40 nye pladser. Men vi fik kun én ekstra betjent,” siger Bjarke Knudsen.
I hans øjne er katastrofen allerede sket, og hvis der ikke bliver gjort noget drastisk, kan fængslet ikke køres længere.
”Vi har råbt op om problemerne længe, og jeg forstår ikke, at ledelsen ikke gør mere for at fastholde de betjente, der er tilbage, før de også forsvinder. Jeg ville godt have skruet op for bemandingen halvvejs. Men nu er det for sent. Vi er forbi point of no return,” siger han.