Storbritannien er multikulturelt og multietnisk, og derfor må det forventes, at også folk med anden etnisk baggrund end hvid indtager lederpositioner, men det er da pudsigt, at alle 4 ledere af hhv. England, Skotland, Wales og London har etniske rødder i andre verdensdele.
Det vidner om, hvor hurtigt befolkningsudskiftningen foregår, ikke kun i Storbritannien, men i hele Vesteuropa. Et hav af borgmestre i navnlig England har tilsvarende anden etnisk oprindelse. Typisk muslimsk. Og udviklingen, nogen siger afviklingen, af det hvide Storbritannien fortsætter.
Det havde man nok ikke fundet sig i i Centralafrika, hvis hvide i millionvis ankom med deres religion og kulturelle bagage. Men, i den politiske korrektheds navn, og grundet Storbritanniens fortid, så skal nutidens briter finde sig i islamisering og kultur berigelse udefra.
Og vi ved alle, hvor det ender, nemlig i et kalifat. Bare vent til vi tilsvarende får flere islamister som de Grønnes leder i byråd og Folketing herhjemme.
Hvad der derimod ikke er pudsigt mht lederes hudfarve, men er skræmmende, er, at Skotlands arabiske premierminister mener, at der er for mange hvide i Skotland. Rendyrket racisme. Det har han tilkendegivet ved flere lejligheder, fordi han gerne ser mere etnisk indflydelse. Læs: islamisering.
Der må jo også være hvide skotter, som bifalder dette synspunkt om flere æresdrab, social kontrol og grooming af etnisk, hvide piger af pakistanske gangstertyper. Det som Tommy R har afdækket i mange engelske byer.
Englands premierminister Sunak er mere konservativ af navn end af gavn. Grænsen står pivåben, og de konservative står til øretæver, nu da også Nigel Farrage har meldt sig politisk på banen. Han er de hvide englænders fornuftsorienterede sidste håb. En af vor tids største talere.
Londons borgmester Khan er en del af det muslimske broderskab, så tak for kaffe. Hans hælden til islamiske værdier og promovering af folk med anden festlig herkomst er velkendt. I London fødes der flere, som døbes Mohamed end Jack, så vejen er brolagt helt til Mekka.
Bundlinjen: Der er ikke meget Rule Britannia tilbage overseas. Det er for længst slut med angelsaksisk indflydelse i imperiet, og hjemmebanen står nu for tur.
Og alle 4 britiske ledere, inklusive den politiske leder i Wales, er hånddukker for Klaus Schwabs Agenda 2030.
Margareth Thatcher og Winston Churchill må rotere i deres grave.
De faldne englændere, skotter og walisere, som kæmpede for Storbritanniens sag i utallige krige, de kan da i det mindste glæde sig over, at landets nybyggerledere ikke taler tysk. Men, det er så også det eneste, de kan takke nutiden for.
