Et af privilegierne ved mit politiske engagement er, at jeg får lejlighed til at krydse veje, hvor jeg møder ånds- og meningsfæller.
Det være sig Peter Kofod, Martin Henriksen og Rasmus Paludan.
Hvis højrefløjen i dansk politik, de nationalkonservative, skal gøre sig nogen forhåbninger om at få en kick start og det at være en samlende og afgørende faktor, så skal personfnidder standses og politikerne skal indse, at der er noget større en deres eget ego.
Det større er Danmarks sag, den bagage vi har til låns fra tidligere led, den bagage vi er forpligtet til at give videre til næste generation – ikke i den helt samme udgave som vi fik den, men i en udgave, der bibringer den vores præg, vores tid.
Bagagen er sproget, kulturen, samhørigheden, historien og danske traditioner og sidst, men ikke mindst, det der kendetegner os danskere: humor, ironi og trods, hvis nogen bliver for selvoptagede, autoritære og nogen der vil ændre vores måde at gøre tingene på. Direkte møntet på Mette Frederiksen.
Den største trussel mod danskheden udgøres ubetinget af islam, og den dybe stats manipulation gennem udefrakommende påvirkninger, mediernes løgne, og vores egne politikere fra den liberale og røde blok.
Personligt føler jeg det som politikere som Lars Løkke reelt ikke bryder sig om sin egen befolkning, og gerne så os udskiftet med illegale migranter. Han gør ligesom den politiske elite intet for at standse udviklingen mod befolkningsudskiftning og islamisering.
På den anden side er det også på tide, at den danske befolkning holder op med at tro på nisser, dvs. den siddende politiske elite på Christiansborg som godt ved, hvilke midler der skal til for at nedbringe antallet af muslimer, men som intet gør for at realisere det.
Hovedsynspunkterne burde være, at opholdstilladelser bliver inddraget, hvis man ikke er selvforsørgende, og hvis der i forhold til flygtninge blev givet permanente opholdstilladelser, bør de bortfalde så snart der er fred i hjemlandene. Plus at overtrædelser af straffeloven bør medføre udvisning.
Man kan godt få indtrykket, at danskerne i al almindelighed elsker islam, siden de ikke flytter deres kryds i valglokalet. Men, det der skal til for at formå danskerne til en holdningsændring, er stærke nationalkonservative ledertyper.
For at gøre højrefløjens målsætninger til en folkesag, skal man for det første kunne samles om et fælles idegrundlag om hvad mål man har som patrioter.
Som det næste skal der udfindes ledertyper, som forstår at sprede det gode budskab om det at sætte det nære og det trygge først. Det skal gøres til en folkesag.
En folkesag bliver det kun, hvis argumenter følger karismatiske ledertyper.
I Danmark er der ikke nogen tradition for, at det nationalkonservative segment har ledere med gennemslagskraft. Det kræver talegaver, viden, tæft og det der ekstra, som kan være svært at beskrive, som en karismatisk og veltalende person har.
Der mangler organisering, erkendelse af, at man vil højrefløjs mål og ikke en gang sødsuppe på midten plus en vilje til at markere det offentligt uden at være tilbageholdende med det. Vi kan lære meget af de røde.
Vanopslagh har det på sin vis, men hans succes skyldes nok mere, at udvalget af politikere p.t. er så dårligt, at man roligt, som min afdøde forfatterven, Erik Haaest, sagde, “at i de blindes rige er den enøjede konge”.
Jeg sætter stor pris på min kreds af politikervenner og de åndsfæller, jeg har på den fornuftsorienterede side af spektret. Det være sig Michael Bischoff, Phillipe Dudzinsky, Kenneth Vernon-Madsen og Peter Omdal, som jeg godt særligt vil fremhæve.
Men, jeg kan godt blive lidt bekymret over manglen på enighed på højrefløjen, og udvalget af spillere, der kan få vælgerne til at samles om det vigtigste af alt: vores fælles hjem Danmark, vores land, og vores landsmænd, og ikke alle mulige uvedkommende, der kun kommer til vores kyster for at suge os tørre for den honning, som det har kostet os blod, sved og tårer at frembringe.
Hvis først vi kan frigøre os af stigmata om, at det at passe på Danmark er racisme, ekstremisme, og intolerance, så er vi nået langt. Øllebrøds nationalisme, som dyrkes i store dele af den blå blok, hvor danske interesser til enhver tid må vige til fordel for globalisme og EU interesser, er værdiløse.
Lige så værdiløse som det, Inger Støjberg forsøger at sælge sammen med en flok trætte gamle DF’ere eller opportunister som Pernille Vermund.
Hvis du har nogle tanker så lad mig høre fra dig i kommentarfeltet.