Vesten slår sit moralske kompas fra – igen.
USAs Præsident Biden vil have, at Israel efter Hamas er nedkæmpet accepterer, at PA (Det Palæstinensiske Selvstyre), som styrer Vestbredden, også overtager ledelsen af Gaza (Vestbredden, Jordans betegnelse for den vestlige del af Jordan floden, hvis østlige del ligger i Jordan, og hvis egentlige navn er Judea og Samaria, land jøderne har beboet i mere end tre tusind-år).
Det er den såkaldte 2-statsløsning, som siden Oslo-aftalerne i 1993 og Det Palæstinensiske Selvstyres modvillige og aldrig i praksis gennemførte accept af Israels ret til at eksistere, som et mantra bliver fremmumlet af alle Vestens ledere, hver gang spørgsmålet om fred efter stormen kommer på tale. Mest af alt EU og i øvrigt også den israelske venstrefløj anført af tidligere premierministre som Yehud Barak og Ehud Olmert.
Som om intet principielt har ændret sig siden 7. oktober og Hamas’ angreb på Israel, undtagen den omstændighed, at Hamas, der før den 7. oktober blev anset som en fuldgyldig aftalepartner med Israel, nu pludselig ikke længere er stueren.
Israels leder, Netanyahu, siger ”aldrig i livet”.
For ham repræsenterer den 7. oktober et paradigmeskift, som umuliggør, at Israel og palæstinenserne nogensinde vil kunne leve fredeligt side om side.
Ingen kan længere, efter Netanyahus opfattelse, være i tvivl om, at palæstinensernes endemål er Israels tilintetgørelse.
Som argument fremfører han, at dette står højt og tydeligt i Hamas’ og Det Palæstinensiske Selvstyres ”forfatninger”, at Det Palæstinensiske Selvstyre offentligt har rost Hamas’ angreb den 7. oktober, at Det Palæstinensiske Selvstyres militære arm, Fatah, aktivt støtter Hamas, at Det Palæstinensiske Selvstyre stadig giver finansiel støtte til palæstinensere, der begår terror drab på jøder, at det betaler pension til deres familier, hvis de bliver dræbt, og at skolerne på Vestbredden indoktriner unge palæstinensere i jødehad.
Hvem har ret?
Man siger at definitionen på mental sygdom er at blive ved med at fremføre argumenter, som i virkeligheden har vist sig at være urealistiske.
Ud fra denne optik må man sige, at de mennesker som holder fast ved 2-statsløsningen efter at den i 30 år har fejlet godt og grundigt, ikke blot har et psykisk problem, men også et forklaringsproblem.
Problemet ligger i 2-statsløsningens implicitte præmis: blot palæstinenserne får deres eget land og deres egen stat, går konflikten mellem jøderne og palæstinenserne væk af sig selv. Blot Israel giver de nødvendige indrømmelser, lyder teorien, vil palæstinenserne følge trop.
Men det har jo har vist sig ikke at holde stik, eftersom Israel jo netop overlod Vestbredden til Det Palæstinensiske Selvstyre i 1993 og trak sig ud af Gaza i 2005.
Sandheden er lige omvendt, nemlig at uanset hvor mange indrømmelser Israel gør, nytter det ikke noget.
Af to grunde: Fr det første fordi konflikten har en anden dimension en religiøs dimension, hvilket palæstinenserne underspiller over for Vesten, men overspiller over for manden på gaden: Islams og Koranens påbud om Jihad for et samlet Islamisk rige, umma, og genoprettelsen af kalifatet. Vesten, især dets a-religiøse elite, har meget svært ved at forstå, at palæstinenserne ikke kan købes-de tager Islams påbud dybt alvorligt.
For det andet fordi palæstinenserne siden konfliktens begyndelse mere end 100 år tilbage med Folkeforbundets oprettelse af en jødisk stat i 1922 har afvist alle forslag til løsninger, der accepterede Israels ret til at bebo, hvad der trods alt bevisligt er gammelt jødisk land.
Kort sagt var palæstinensernes egentlige plan, hvad enten det var England, Folkeforbundet, FN eller USA, der kørte med 2-stats klatten, altid Israels tilintetgørelse. Det er historisk ubestrideligt
Palæstinenserne hverken vil eller kan indrømme dette, fordi det vil betyde, at de må opgive rollen som ofre og forholde sig til et par ubehagelige kendsgerninger:
- 2-stats systemet eksisterer allerede. Jordans befolkning er for 80 pct.’s vedkommende palæstinensere, men styres af et mindretalskongedømme indsat af englænderne, hashemitterne, som ikke har den mindste lyst til at indlemme endnu flere stærkt islamisk indoktrinerede palæstinensere.
- Ingen af de arabiske lande, undtaget delvist Jordan, har gjort det mindste for at integrere palæstinenserne i deres samfund, men fastholder dem i flygtningelejre, selv om der er gået næsten 75 år efter de flygtede fra Israel, da fem arabiske lande, Jordan, Irak, Syrien, Ægypten og Libanon angreb Israel dagen efter dets selvstændighedserklæring den 15. maj 1948.
Så palæstinenserne er fanget: deres arabiske naboer vil helst ikke have noget med dem at gøre, deres ledere er fanget i en radikal udgave af islam, som indoktrinerer og prædiker en ideologi, Israels tilintetgørelse, uden rod i virkeligheden, men som den almindelige palæstinenser på gaden reelt ingen demokratisk mulighed har for at ændre. Hertil kommer, at Vestens elite synes at være på palæstinensernes side og er parat til at tvinge Israel til stadig flere og flere indrømmelser.
I den situation giver det mening både for manden på gaden og de palæstinensiske ledere at tilsløre deres egentlige plan. Og det har virket ud over al forventning. Godt hjulpet af Vestens nyttige klaphatte.
En vigtig del af røgsløret er 2 myter:
- at Det Palæstinensiske Selvstyre ville kunne overtage magten på Vestbredden og i Gaza og efter lidt reformeringsarbejde og et demokratisk valg ville kunne være fuldgyldig og ligestillet partner i forhold til Israel. Det er venstrefløjens og EUs foretrukne model, som Joe Biden lige for 117nde gang har fremført, og som allerede har været afprøvet: fra 1993 til valget af Hamas i Gaza i 2006 havde Det Palæstinensiske Selvstyre som bekendt magten begge steder og terroren tog på ingen måde af, tværtimod.
- at det er Iran, som står bag og finansierer Hamas og blot man kunne slå hårdere ned på præstestyret, ville Hamas (samt Det Palæstinensiske Selvstyre og Hezbollah, Irans håndgangne mænd i Mellemøsten), se lyset, løbe tør for penge og indse fornuften i et samarbejde med Israel.
Det er højrefløjens model.
At Iran er en del af problemet, er uomtvisteligt, men det betyder, ikke at det er en del af løsningen. Den and modsiges af den omstændighed, at palæstinenserne længe før præstestyret kom til magten i 1979 brugte terroren mod jøderne (og mod englænderne, hvis disse støttede jøderne) som magtmiddel og som sagt, fra konfliktens begyndelse har de afvist alle løsningsforslag (og dem var der rigtig mange af), der indeholdt elementer af en 2-statsløsning.
Hvem får ret?
Det er svært at spå især om fremtiden, men jeg vover det ene øje: 2-statsløsningen er kommet for at blive. Israels naboer, især Jordan og Ægypten, vil aldrig acceptere en 1-statsløsning med Israels i de facto kontrol over Vestbredden og Gaza, og EU og USA heller ikke. Benjamin Netanyahu er Palle alene i Verden med sin mistillid til 2-statsløsningen og palæstinensernes skjulte program: Israels tilintetgørelse.
For Netanyahu og de fleste jøder er klare over, at også den løsning har været prøvet før – i Tyskland fra 1933-45, som i 12 år prøvede at blive fri for jøder, Judenrein, ”renset” for jøder, mens Vesten ængsteligt lukkede øjnene.
Han ved, hvad palæstinenserne og demonstranterne i Vestens hovedstæder virkeligheden mener med slagordet: ”From the River to the Sea, Palestine must be free”.
Fri for jøder.
Judenrein.