For blot 6 måneder siden advarede et panel af internationale sundhedseksperter under FN om en forestående pandemi. Ordene gik på, at det var en hurtig, bevægelig, meget dødelig pandemi fra et patogen, der angreb luftvejene. Det kunne dræbe mellem 50 og 80 millioner mennesker og udslette 5 pct. af verdensøkonomien. En global pandemi i den skala ville være katastrofal og skabe store ødelæggelser, ustabilitet og usikkerhed. Verden ville ikke være forberedt, stod der i rapporten fra FN-panelet Global Preparedness Monitoring Board med den tidligere norske statsminister Gro Harlem Bruntland i spidsen.
Hvis man kan kalde noget for et forsyn, så må det have været den advarsel. Man forledes nærmest til at tro, at de allerede kendte til coronaen på det tidspunkt. Men hvem i Sundhedsstyrelsen har mon læst advarslen? For tiden oplever verden en horror movie, som end ikke Hollywood kunne have udtænkt et manuskript til. At ingen har spurgt kineserne om den virkelige smittekilde, kan kun undre. En økonomisk recession af bibelske proportioner truer, og vi lader os alene spise af med virkningen af covid-19, som coronaen også hedder, og ikke årsagen til, hvorfor vores hverdag er sat på hold. Det er i forhold til årsagen omdrejningspunktet burde tages. Tiltagene til at bekæmpe virussen burde som det næste koncentreres om i videst muligt omfang ikke at skade velfærdssamfundets fundament.
Den oplagte årsag til en pandemi kommer med den største grad af sandsynlighed ikke fra en død flagermus eller en fisk, så var pandemien statistisk indtrådt på et langt tidligere tidspunkt. Den oplagte tese til spredning af en ukendt virus burde være, at en ansat på et laboratorium er blevet eksponeret for virussen, at en hel stab er blevet inficeret eller at en ansat har bragt virussen ud af laboratoriemæssig sammenhæng. Når et epicenter for en pandemi ligger i den selv samme by, hvor Asiens største virusforskning udgår fra, så lad det være ledetråden i min artikel omkring årsagen. Bekæmpelsen og virkningen vil jeg også forholde mig til i klummerne her.
Epicentret Wuhan
I den kinesiske by Wuhan har kineserne opbygget Asiens største viruscenter og virusbank. Centret er i følge egen hjemmeside inden for de sidste par år erklæret et nationalt og kulturelt center for forskning inden for området. Med begrebet virusbank følger opbygning af en samling af vira nok til at udslette ikke kun Kinas, men jordens befolkning flere gange.
Viruscentret i Wuhan blev etableret i 1979, og har ud over den forskningsmæssige side en sikkerhedsmæssig funktion for Kina. Al relevant bakteriologisk forskning udgår fra Wuhan. I viruscentret opbevares mere end 1.500 forskellige typer virus eller vira, som det hedder i flertal. WHO, FN’s Verdensorganisation for sundhed, er involveret i det forskningsmæssige arbejde i centret. Samtidig er Kina som økonomisk supermagt udstyret med en indflydelse på både på de beslutninger og dagsordener, som WHO vedtager. Dette er faktuelt.
Spredningens kronologi
Hvis man tager udgangspunkt i den officielle kronologi i spredningen af Covid-19 virussen, så erindres det, at reaktionen fra de kinesiske myndigheder kom den 31. dec. 2019, hvor man informerede WHO om forekomsten af en hidtil ukendt virus i Wuhan. Oplysningen gik på, at flere af de smittede havde tilknytning til fiskemarkedet i den 11 millioner indbyggere store by. Den 5. jan. 2020 meddeltes det, at der muligvis var tale om en Sars-relateret virus. To dage efter blev virussen identificeret til at være beslægtet med Sars, kendetegnet ved spredning via luftveje og forkølelse.
Fire dage senere blev det første dødsfald konstateret. Til dato er der registreret cirka 400.000 smittetilfælde og over 18.000 dødsfald verden over. Covid-19, der officielt er udgået fra et fiskemarked i byen Wuhan, blev hurtigt erklæret som en verdensomspændende pandemi af WHO. De økonomiske konsekvenser af nedlukningen af verdens infrastruktur og økonomiske relationer kan meget vel vise sig mere alvorlige end børskrakket i Wall Street i 1929.
Den uofficielle kronologi omkring spredningen af Covid-19 tegner derimod et noget anderledes billede. For langt tidligere, nemlig uger før, advarede både læger og sundhedspersonale i Wuhan om forekomsten af en ukendt virus-relateret sygdom. Historierne om, hvorledes whistleblowerne forsvandt eller blev truet til tavshed, kan man finde på Youtube og i andre medier. Det er almindelig kendt som et reaktionsmønster i Kina eller for den sags skyld andre diktaturstater, at systemkritikere bliver bragt til tavshed. Således også de whistleblowere, der, hvis myndighederne havde fulgt deres advarsler, kunne have sparet ikke kun Kina, men resten af jordens befolkning for en pandemi i form af en influenza-lignende virus med en overdødelighed i forholdet 1:3 i forhold til en af de kendte influenzavira.
Hvis den historie, som de kinesiske myndigheder har bragt til torvs om spredning fra et fiskemarked, skal stemme overens med øvrige data, så måtte man som et minimum kunne have forventet, at der var fremkommet en mere videnskabelig beskrivelse, netop når epicentret fra pandemien udgik fra den by, hvor tusindvis af forskere, hjælpere og militærsikkerhedspersonel har adresse. Hvad er formålet med at have oparbejdet Asiens og landets eget center for virusforskning, hvis det ikke var for at indkredse, opspore og identificere årsagen til pandemien?
Den kinesiske forklaring
Selv med lægmandsbriller forekommer de kinesiske myndigheders reaktion og udlægning uantagelig. Det der selv med lægmandsbriller kan undre, er måden, hvor på verdenspressen har slugt historien råt uden nærmere efterforskning. Hvis der på nogen måde kunne ligge en kilde til spredningen i viruscentret selv, så ville verdens øjne hvile på den kinesiske regering og de kinesiske myndigheder, og det på en helt anden måde end tilfældet er for nærværende.
Dansk reaktion på virussen
Hvorfor har danske sundhedsmyndigheder, medier og politikere ikke oplyst om muligheden herfor, og hvorfor tilsvarende har verdens medier og statsledere ikke koncentreret sig om at stille relevante spørgsmål til kineserne? Tilsvarende forskere i Danmark og udlandet kunne med sikkerhed bringe lys over scenariet, der med størst mulig sandsynlighed har udspillet sig forud for, under og efter en fejldisponering i viruscentret i millionbyen Wuhan.
Som en udløber af det ville de relevante spørgsmål til, hvilke sikkerhedsforanstaltninger kineserne har omgærdet deres forskning med, kunne stilles. Hvis kineserne måtte have whistleblowere, der endnu ikke er sendt til en bedre verden, så ville borende medier med sikkerhed også kunne finde frem til kernen i coronaens opståen.
På det lokale danske plan burde man falde tilbage på en undren over, at rådgivere, som den nok mest sete TV-person, Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, kan skifte en holdning fra på den anden side årsskiftet at tilkendegive, at Danmark ikke ville blive ramt af coronaen, til, at han nu formentlig er den enkeltperson om nogen, der har den største finger på lockdown-knappen i Danmarks historie. Om han er kompetent til det embede, han besidder, må fagpersoner bedømme, men tanker er toldfrie. Til gengæld er hans indflydelse formentlig større end statsministerens. Så må han også i debatmæssig sammenhæng leve med, at der bliver stillet relevante spørgsmål til den måde, Covid-19 behandles på af myndigheder og politikere.
Helt overordnet er det stærkt kritisabelt, at Sundhedsstyrelsen direktør ikke tog meldingen fra WHO ad notam allerede tilbage i september og informerede offentligheden og de folkevalgte politikere. Og idet man må antage, at både Brostrøm og Sundhedsstyrelsen var bekendt med udmeldingen, hvorfor så mod bedre vidende meddele offentligheden for et par måneder siden, at der ikke var noget at frygte? Svar udbedes!