Kun få gør sig den ulejlighed at stille spørgsmålet om, hvorfor vi har en nationalstat. Hvad er det, der har gjort, at vi fortsat har en grænse, et fælles sprog, en fælles historie, og til dels fortsat et fælles etnisk ophav? Det der gør, at vi kan kalde os danske?
Ser man på det historiske Europa kort for 1500 år siden, så er det mere held end forstand, at det er tilfældet. Baseret på en historisk græsk krønike, dvs. en skriftlig overlevering, skulle danerne som stamme være udvandret fra Sverige. Etnisk set var det, der i dag er Nordeuropa, befolket af stammer, oftest af germansk herkomst, i nord og vest, mens den østlige del af nutidens Forbundsrepublik var beboet af slaviske folk.
Angler, heruler og så af alle stammer, danerne, var de folk, der var med til at sætte præg på Danmarks tidlige historie. På Danmarks dåbsattest om man vil. Men, hvad er præcis det, der netop har gjort os til en nation?
Syd for den nuværende grænse lå det mægtige Frankerrige for 1500 år siden. Det havde overtaget positionen som Europas førende magt efter at Romerriget var kollapset i 500-tallet under indtrængende barbarers hærgen. Barbarerne brændte Rom af i flere omgange. Hele det mægtige imperium fra Britannien i nord til Nordafrika i syd blev lagt i aske og ruiner efter germanske stammers folkevandring. Slaphed i den romerske militære struktur var hovedårsagen til forfaldet. Vandaler er ikke kun typer som fodboldhooligans. Oprindelig var det en germansk stamme, hvis navn blev indbegrebet af ødelæggelse.
Hvis man skal pege på en enkelt årsag til, at Danmark efter frankerrigets fald ikke blev indlemmet i en af de nordlige tyske delstater, så er det voldanlægget Dannevirke, danernes værk.
Voldanlægget befinder sig i dag godt 100 km syd for rigsgrænsen. Historiske udgravninger og analyser af anlægget viser ikke kun, at det er unikt rent ingeniørmæssigt. Det bekræfter også, at det netop var den stamme, der gav ophav til os danskere, som vi kan takke for, at vi fortsat har en ide om en nationalstat, en ide om et folkeligt dansk fællesskab og en historisk bagage, som binder os sammen.
Hvad danerne påbegyndte videreførte de senere danske konger og regenter for at holde fremmede folk og fremmede krigsmagter ude. I grundstensfasen at holde frankerne fra livet, senere hen tyskerne.
Hver enkelt del af det gigantiske jordvoldsanlæg har sin egen historie. Eksempelvis lå den vigtigste vikingeby Hedeby syd for Dannevirke. Den blev forladt omkring år 1000, efter at være blevet hærget. Kong Valdemar Sejr bidrog også til en del af befæstningsanlægget i 1200-tallet. Saxo beretter herom i sin krønike.
I 1864 måtte de danske soldater i hast forlade Dannevirke i ly af natten, da den prøjsiske overmagt var for voldsom. Siden hen har det gigantiske voldanlæg måtte leve med at befinde sig i fjendeland mod syd. Hos tysken.
Havde det ikke været for udbygning og forbedring af Dannevirke, havde vi med stor sandsynlighed talt tysk i dag. Vi havde ikke haft det særpræg at kunne tænke, skrive og føle os som danske. Vi kan takke de ukendte forfædre for deres slid og slæb med at flytte i tusindvis af ton af jord og grus, bygge palisader og kæmpe og dø for vores og vort folks skyld. Rettidig omhu kunne man kalde det.
Supereuropæerne er de historieløse niddinger, som blot en enkelt dag burde gennemleve, hvad vores forfædre gennemgik af strabadser for at forsvare riget, vi kalder vores. De forærer gladeligt Danmark bort. Danernes rige og værk.
Det var ikke Thyra Danebod, som lod Dannevirke opføre, det var først og fremmest fortidens danskere. De skriftlige overleveringer om Dannevirkes opbygning er nærmest ikke eksisterende. Men et er sikkert – nutidens danere står på skuldrene af generationerne før os. Den arv forpligter. Forstår man ikke, det fortjener man ikke at overleve som folk. Så vil stærkere magter tage over. Det forstod vores forfædre. Hvis man ikke forstår det i dag, fornægter man både sit eget ophav og sin egen intelligens. I fald man da har en og benytter sig af den.