De 5 trusler mod nationalstaten Danmark
For forenklingens skyld, så opereres der med 5 faktorer, som har spillet en afgørende rolle for udviklingen i dansk og europæisk politik over de seneste 40-50 år. Der tænkes her på udviklingen i retning af en afmontering dels af den juridiske selvbestemmelsesret og det mere emotionelt betonede begreb danskheden.
Den første trussel på det lokale danske plan var dannelsen af Firkløver-regeringen og øvrige konstellationer under statsminister Poul Schlüters ledelse i årene fra 1982-1993. Det var nævnte statsminister, der udtalte de berømte ord om, at unionen var stendød tilbage i 1986. Under Schlüters regeringsperiode åbnede Danmark sig for masseindvandring.
Den anden trussel mod Danmarks nationale selvbestemmelsesret og danskheden var tiltrædelsen til Mastricht-aftalen i 1993 og etableringen af det indre marked.
Som tredje trusselsfaktor skal Berlinmurens fald i 1989 nævnes, for på negativ siden var den med til at opløse forståelsen af nødvendigheden af at opretholde nationale landegrænser.
Som fjerde og helt afgørende årsag til de nuværende opløsningstendenser er globaliseringen, der har skubbet ekstra til den udvikling, hvor Danmark som nationalstat må påregne sin endelige opløsning.
Den femte faktor er tidens tiltagende meningsmæssige totalitarisme og intolerance over for patriotisme.
Overordnet set er EU den vigtigste eksponent for de trusler, der langsomt, men sikkert kan tage livet af de enkelte nationalstaters selvbestemmelse og nationale selvforståelse.
Den første trussel mod nationalstaten – Årene med Schlüter
Den tidligere konservative statsminister, Poul Schlüter, udtalte for nylig, at man ikke havde forudset den voldsomme indvandring som følge af ændringen i udlændingeloven under hans regeringstid. Her indførtes i 1983 begrebet “de facto flygtning”, hvorefter flygtningestatus kunne meddeles alene under henvisning til, at man kom fra et område med uro og krig. Man behøvede ikke dokumentere en personlig forfølgelse for at opnå flygtningestatus. De Radikale var ankermænd for den lovændring. Klassisk kulturradikal kernepolitik. Partiet har været i kamp mod Danmark siden stiftelsen i 1905.
Når en borgerlig regering gennemfører en så radikal ændring i udlændingepolitikken, så kunne man have en forventning om, at embedsværket blev bedt om at foretage nogle konsekvensbetragtninger. Og når det så efterfølgende viste sig, at lovændringen medførte en utilsigtet tilstrømning, så ligger der i det politiske ansvar en pligt til at reagere. Det erindres, at Schlüter sad i embedet frem til 1993. Følgevirkningerne af lovændringen i 1983 ser vi den dag i dag.
Schlüter og de Konservative passede ikke på Danmark, Venstre ej heller. De lod porten stå åben på de Radikales foranledning. De Radikale fik placeret en trojansk hest inde i Danmark, hvorfra deres nuværende ghettostemmer kommer. Sandheden har ikke været skjult, men partierne, der sov på vagten, har blot undladt at fortælle vælgerne om det for at undgå negative reaktioner. Siden hen har porten med skiftende mellemrum enten stået helt eller halvt åben eller på klem, for at den halve verden kunne komme ind i Danmark under påberåbelse af flygtningestatus.
Det der i dag kaldes en stram udlændingepolitik, er en kliché, for skaden er sket. Babylonsk forvirring omkring sammenhængskraft mellem et utal af kulturer har forpasset muligheden for, at danskheden på sigt kan overleve. Banemændene har stået i kø for enten at vaske hænder eller kalde kritikerne “ikke stuerene”. Det sidste var den hidtil bedste reklame, DF kunne have ønsket sig fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens side. Efter at DF er blevet stuerene, er deres eksistensberettigelse blevet underkendt af vælgerne. Det skete ved valget i juni sidste år. Fuldt fortjent.
Fra tiden under Schlüter og frem til dags dato er antallet af mena-borgere, dvs. borgere fra Mellemøsten og Afrika eksploderet således, at de med efterkommere formentlig kan opgøres til en halv million, inklusive de naturaliserede med dansk statsborgerskab og efterkommere. Selv mener jeg tallet er sat flere hundredetusinde for lavt. Forudseenhed og det at politisere på forkant har ikke været det borgerlige Danmarks stærkeste kompetence.
Schlüter og hans efterfølgere i embedet som konservative formænd har aflivet alle forestillinger om, at konservatisme var ensbetydende med Gud, konge og fædreland. Er der nogen, der har afviklet disse begreber, så har det været det Konservative Folkeparti, godt assisteret af samtlige øvrige partier til højre for midten. For socialister er national opløsning en disciplin i sig selv.
De borgerlige tinsoldater er marcheret til omsmeltning og blevet en politisk korrekt metervare i stedet for at gøre det, de burde, nemlig kæmpe for borgerlige synspunkter, herunder sikring af økonomi samt af, at antallet af mena-borgere i Danmark blev holdt på et absolut forsvarligt økonomisk funderet niveau.
Den anden trussel mod nationalstaten – Mastricht-aftalen i 1993
Mastricht-aftalen i 1993 gjorde ondt værre i europæisk sammenhæng. EU blev transformeret om til en overstatslig organisation. Medlemsstaterne blev nedgraderet til at have andenrangs indflydelse. EF blev nedlagt, og der blev indført en skarp afgrænsning mellem unionens og medlemsstaternes kompetencer. Man indførte et indre marked og en fælles politik, herunder retten til fri bevægelighed via Schengen-aftalen. Med indførelsen af det indre marked og ophævelsen af paskontrollen indgik Danmark i afviklingen af det, der har kendetegnet vores nationalstats status, siden begrebet har haft en indflydelse på dansk politik, og i mere nationalromantisk sammenhæng. Danmark som nation er en saga blot.
Fra at bestå af en stribe nationalt uafhængige stater adskilt af historiske grænsedragninger, er de europæiske lande både med Schengen, Mastricht og øvrige efterfølgende aftaler, hver især lovgivningsmæssigt blevet harmoniseret af EU-regler, hvis demokratiske ophav lider af så væsentlige mangler, at man ikke forstår, hvorfor og hvordan det er blevet gjort muligt, i og med Danmark internt ophævede både hoveri og stavnsbåndet allerede i oplysningstiden tilbage i 1700-tallet.
EU har om noget været medvirkende til at skabe rammerne om en opløsning ikke kun af flere tusinde års europæisk særpræg i de enkelte lande etnisk, sprogligt og kulturelt, men også på det mere overordnede plan, i og med at unionens ansvarlige helt har valgt at kaste håndklædet i forhold til at påse sikring af de ydre grænser. Hele formålet med det indre marked og Schengen-aftalen har været at sikre, at den frie bevægelighed i unionen ikke blev udnyttet af grænseoverskridende kriminalitet, og internt at korruption ikke skulle ødelægge omfordeling af de midler, som EU tilførte såvel egne projekter og de projekter, som har skullet medvirke til opbygning af det indre marked.
Kombinationen af mangel på ansvar og lederevner på såvel EU-plan som i de enkelte europæiske lande over for udviklingen gjorde 1990’erne til årene, hvor begrebet migration og masseindvandring for alvor tog fart mod det europæiske kontinent. Både internt i Europa fra ex-Jugoslavien og eksternt fra 3. verdenslande.
I de store EU-lande begyndte de udsatte sociale boligområder at forvandle sig til indvandrerghettoer. I England lod premierminister Tony Blair bevidst porten stå åben for masseindvandring fra Commonwealth-landene for at stække de konservatives magt. Hvis den etniske befolkning kom i mindretal, ville konservatismen uddø. Det var den kyniske kalkyle. Begreber som grooming fra pakistanske grupper mod udsatte etnisk engelske piger påbegyndte, og tiltagende islamisering af både de engelske og øvrige europæiske byer og samfund startede for alvor op.