I mange år har skiftende regeringer talt om, at danske universiteter skal være i verdensklasse. Det er dog kun et luftkastel og ønsketænkning. En socialdemokratisk taberkultur har nemlig medført, at for mange ukvalificerede optages på universiteterne, fordi for mange ukvalificerede kommer i gymnasiet. Og det skyldes igen, at undervisningsniveauet er for lavt i folkeskolen.
80 pct. bør ikke optages på universiteterne
Universiteterne er blevet ødelagt af, at man i årevis har optaget fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. Tilgangen af nye studerende på de videregående uddannelser er steget fra 14.000 i 2005 til 28.000 i 2016 og 69.526 i 2020. Uddannelsesboblen drives af den udbredte opfattelse af, at mere og mere middelmådig uddannelse er udtryk for velfærdsstatens succes.
Da flere og flere fagligt uegnede studerende optages, bruger universiteterne et helt semester på at lære de studerende noget, som de burde have med fra gymnasiet. Ifølge eksperter bør 80 pct. af de unge, der kommer fra gymnasiet, ikke optages på universiteterne.
De unges uddannelsesvalg styres ikke af arbejdsmarkedets behov, men af snobberiet. Unge med de højeste karakterer søger typisk ind på de samme fire uddannelser: medicin, psykologi, jura og statskundskab. Til gengæld flygter de fra velfærdsfag, hvor man uddanner sig til folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver. Facit er, at Danmark har et A- og B-hold på de videregående uddannelser.
Masseuniversitetet fortsætter sin sejrsgang
Den politiske koalition, som i Danmark har indgået alle aftaler om uddannelse og forskning, er besat af spørgsmålene om lighed og social mobilitet. Universiteterne bruges derfor som en socialpolitisk foranstaltning, der skal fremme målsætningerne om lighed og social mobilitet. Den sociale ingeniørkunst, der har skabt masseuniversitetet, har medført, at dagsordenen på universiteterne sættes i dag af mennesker, der ikke har noget at gøre med klassiske, akademiske traditioner.
Det får konsekvenser for uddannelsernes kvalitet og indhold og dermed også for de studerendes og samfundets vidensniveau, idet man i jagten på lighed er nødt til at sænke de faglige krav for at få alle med.
I nov. 2019 sagde direktøren for museet M/S Søfart, Ulla Tofte, til Berlingske: ”Universiteterne har optaget for mange kandidater, ikke mindst på humaniora. Der bliver uddannet for mange. Og der bliver også uddannet for dårligt. Som aftager af cand.mag.’er må jeg også sige, at hele magister-pølsemaskinen har avlet en masse sløje humanister, der ikke kan bruges til noget. Universiteterne optog så mange, som man overhovedet kunne, fordi politikerne belønnede universitetet for at få dem igennem systemet. Politikerne belønnede ikke for at producere den rigtige type uddannelse. De har alene haft fokus på kvantitet og antallet af beståede årsværk. Hele diskussionen om, hvad en uddannelse skal rumme, både kvalitativt og i forhold til arbejdsmarkedet, er der ingen, der interesserer sig for”.
Tant og fjas i stedet for faglighed
Uddannelsessystemet rammes med jævne mellemrum af nye udokumenterede pædagogiske teorier, som vinder gehør blandt røde reformpædagoger og embedsmænd. Resultatet er nedtoning af faglighed til fordel for tant og fjas som f.eks. det nye fag ”Beyoncé, køn og race”, som er lanceret på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. 75 studerende begyndte på faget i september 2017. Politikerne har nemlig bestemt, at Danmark har brug for 75 universitetsuddannede Beyoncé-eksperter.
Kvalitet handler om taxameterpenge
På universiteterne har opfattelsen af kvalitet ikke noget at gøre med det faglige niveau. Københavns Universitet har f.eks. udarbejdet et ”kvalitetssikringssystem”, hvor kvaliteten bl.a. måles ved antallet af optagne studerende, hvor hurtigt de kommer igennem, og hvor mange der må droppe ud af hver eneste uddannelse.
Universitetsledelserne er mere optaget af at optimere institutionernes økonomi end at varetage samfundets interesser, for taxametertilskud til universiteterne bevilges på baggrund af antallet af færdiguddannede dimittender. Fokus på universiteterne er derfor ganske logisk på at få så mange halvstuderede røvere igennem så hurtigt som muligt ved at sænke beståelseskravene og give relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum.
Resultatet er, at når rådgiverbranchen vurderer de nyuddannede, er tilbagemeldingen, at de mangler kompetencer og forretningsforståelse, og evner ikke at bruge deres viden fra studiet i en erhvervskontekst. Knap 30 pct. af virksomhederne siger, at de nyuddannede mangler kernefaglig viden. Det gælder bl.a. ingeniører, jurister og kandidater fra handelshøjskolerne.
OECD’s seneste rapport om Danmark afslører også, at flere og flere nyuddannede kandidater bestrider HK-job, der kræver beskeden uddannelse. I 2018 var antallet af kandidater uddannet i perioden 2015-2017 fra RUC og Københavns Universitet, der var i HK-job, hhv. 18,4 pct. og 14,3 pct. De øvrige universiteter i Danmark oplever samme problem. Samfundet bruger således enorme ressourcer på at uddanne kandidater, som erhvervslivet ikke kan bruge.
De studerende uddannes til ledighed
I 2010 var hver tiende i dagpengesystemet dimittend. I dag står de nyuddannede for en fjerdedel af alle dagpengemodtagere. I 2018 var ledigheden på 12,2 pct. blandt de 25-29-årige med en lang videregående uddannelse. For alle 25-29-årige lå ledigheden sidste år på 7,1 pct., mens den generelle ledighed lå på 3,9 pct. Det er især unge med en lang videregående humanistisk og teologisk uddannelse, der er ramt.
En nyuddannet fra universitetet kan gå fra en SU-sats på 6.000 kr. til en dimittendsats på ca. 13.000 kr. og bliver så rig, at det er nærliggende at ”tage en slapper” efter endt studium på skatteydernes regning. Det medfører, at nyuddannede udnytter systemet og er meget kræsne med, hvilke job de er villige til at tage. De går i flere år og venter på drømmejobbet, mens de faktisk burde være villige til at tage et ufaglært job bag kassen i Kvickly. Det er et klart symptom på velfærdsstatens forfald, at så mange nyuddannede er arbejdsløse, selv om langt de fleste kunne få et job lynhurtigt. Det er også spild af samfundets ressourcer.
Danske universiteter rangerer lavt i global sammenhæng
Hvert år udarbejder Times den prestigefyldte rangliste ”World University Ranking”, hvor universiteter fra hele verden bedømmes på en lang række parametre såsom undervisning, forskning mv. På listen for 2019 ligger fire danske universiteter: KU (nr. 116), Aarhus Universitet (nr. 123), DTU (nr. 163) og Aalborg Universitet (nr. 194).
I europæisk sammenhæng er det påfaldende, at 43 europæiske universiteter, herunder 2 svenske og et finsk, rangerer højere end KU, som er nr. 116. Der er vist ingen, der kan være i tvivl om at det varer meget længe, før danskernes drømme om universiteter i verdensklasse går i opfyldelse.
RUC er suverænt nummer sjok
Blandt de danske universiteter er Roskilde Universitet (RUC) suverænt nummer sjok. RUC’s studerende har efter endt uddannelse ekstra svært ved at få arbejde, og dimittendledigheden er højere end for de andre universiteter.
Den manglende evne til at uddanne kandidater, der kan få et job, er en af årsagerne til, at RUC har svært ved at tiltrække studerende. Mens søgningen til universiteterne steg med 8 pct. i 2020, faldt den på RUC med 5 pct. Adgangskravene er slappe, et eksamenssnit på 4,5 er nok til at blive optaget på RUC’s samfundsvidenskabelige basisuddannelse. Til sammenligning skulle man have 10,6 for at blive optaget på statskundskab ved Københavns Universitet.
At RUC leverer sjask både hvad angår forskning og undervisning har resulteret i, at RUC i Times Higher Education University Ranking 2019 har en placering mellem nr. 601 og 800 i verden. Ikke overraskende var hver tredje kandidat uddannet mellem 2015-2017 fra RUC i 2018 ansat i et klassisk HK-job som sekretær, tjener, sælger, regnskabsassistent o. lign.
Danske akademikere er EU’s dummeste
Selv om Danmarks uddannelsessystem er i dyb krise, anlægger de fædrelandsbegejstrede danske politikere, embedsmænd og opinionsdannere et nationalt tunnelsyn, hvor uddannelsessystemets deroute forsvinder helt fra deres synsfelt. Som f.eks. Henrik Funder, den tidligere formand for DJØF Privat, som i et interview med Børsen (14. okt. 2017) har udtalt, at ”grundet vores fantastiske uddannelsessystem og hele den almene dannelse og viden, det bygger på, har vi som danskere en fantastisk logisk sans, som vi er verdensmestre i”.
I EU, hvor alle akademikere skal bestå en optagelsesprøve for at blive ansat i EU’s institutioner, en såkaldt concour, har man et andet syn på danskernes logiske sans. I perioden 2010-2014 har kun fire danskere bestået prøven. Der har faktisk været flere år, hvor ingen danskere har bestået, selv om mange forsøgte.
Optagelsesprøven indeholder bl.a. en række logiske computertests, der kan minde om en intelligenstest fra Mensa. En af undskyldningerne for danskernes manglende succes er, at der er tale om en prøveform, der er fremmed for dansk skoletradition, og som afvikles under tidspres. Det er denne prøve, der sorterer så godt som alle danskere fra. I EU-systemet, hvor man kræver solid faktuel viden og ikke holdningsbaseret plidderpladder, er danske kandidater kendt som EU’s dummeste.