Direktør for JP/Politikens Hus Stig Ørskov (SØ) har i et indlæg i Berlingske kommenteret mediesituationen med særligt henblik på den statslige mediefinansiering og -støtte.
Et sundt, demokratiunderstøttende medielandskab hviler på to fundamentale principper, skriver han. For det første skal medierne være frie. Ægte magtkritik fås kun, hvis medierne er fuldstændig uafhængige af økonomiske og politiske interesser. For det andet skal holdninger, magtkritik og oplysning belyses fra alle leder og kanter.
SØ, som er næstformand i World Association of News Publishers, fastslår, at Danmark har en betydelig grad af sådan relevant mediefrihed. Der er – stadigvæk – langt til den statslige mediekontrol, som vi i disse år oplever i EU-lande som Polen og Ungarn.
Inden vi luller os ind i selvgodhedens tornerosesøvn, er det dog i henhold til SØ værd at huske på, at den danske stat i langt højere grad, end tilfældet er i andre demokratiske lande, har kontrol med betydelige dele af medielandskabet i form af ejerskabet af DR og TV2, som beskæftiger halvdelen af de journalister, der er ansat på de landsdækkende medier.
Dertil kommer så den særlige mediestøtte til private aviser mv. Mange har bragt sig i en situation, hvor de er blevet mere eller mindre afhængige af vedvarende driftsstøtte fra staten. F.eks. Berlingske søger nu yderligere at blive statsfinansieret koncessionshaver for staten. Det er vist 65 mio. kr., der lokker. Statsstøtte skaber imidlertid afhængighed og giver ultimativt staten indflydelse på medierne.
Snart skal der landes et nyt medieforlig, og det bør i henhold til SØ føre til en reduktion af mediestøtten og på sigt gerne en helt udfasning af støtten til de etablerede medier.
Man kan jo også spørge, hvorfor skatteyderne skal betale så meget til f.eks. udgivelsen af menighedsblade som Information og Kristeligt Dagblad, når disses abonnenter kunne klare det ved at betale 1.000 kr. mere om året.
Han har ret i, at staten direkte og skjult udøver alt for megen påvirkning af det danske medielandskab.
Men hans analyse har en afgørende svaghed: At truslen mod de etablerede medier blot kommer fra staten og dens penge. Alvorligt er det derimod, at der er sygdom i mediernes indre organer.
Det er en sygdom, som i sig selv svækker ægte magtkritik, og reelt kan forhindre, at der oplyses på alle leder og kanter. Det har sikkert også noget at gøre med mediestøtten – oplagt i hvert fald for TV.
Men derudover er det klart, at Journalistisk Venstreparti huserer på de landsdækkende dagblade. Her vejes oplysninger, magtkritik mv. efter de som helhed venstreorienterede journalisters synspunkter og interesser; herigennem afgøres, hvilke emner, der anses for væsentlige, hvilke “eksperter”, der skal inddrages osv. Journaliststanden har nemlig stort set valgt side.
Det lægger reelt et snærende bånd af politisk korrekthed over de fleste af medierne.
Eksempler: “Klimakampens” egentlige grundlag udfordres så godt som ikke (med ugeavisen WA som delvis undtagelse), Corona-indgrebenes ekstreme forsigtighedsprincip er i hvert fald længe blevet accepteret. At Danmark har en “stram udlændingepolitik” fremføres, uden at det påpeges, at den ikke rammer, hvor behovet er. Ødelæggende konventioner er ikke til seriøs diskussion, “paradigmeskiftet” og anden tilsvarende politisk humbug afsløres ikke, skønmalerier om MENAPT-immigranters beskæftigelse og integration er hyppige osv. Ringe dybdeboring på centrale felter.
Dette dækker størsteparten af den etablerede presses indsats, reelt styret af Journalistisk Venstreparti.
Den sygdom kommer som nævnt inde fra pressen selv. Og måske er det derfor, SØ åbenbart ikke er klar over, at dette reelt har ramt den store del af disse medier. De varetager derefter reelt ikke deres rolle i det demokratiske samfund. Og de er ikke engang selv opmærksomme på miseren.
At få medierne afluset i så henseende er formentlig i praksis ikke muligt. Men de etablerede medier står for fald: Økonomien er generelt dårlig – bortset fra i stats-tv og måske i JP/Politikens Hus – annonceindtægter svigter, unge orienterer sig i faldende grad via aviser og tv. De såkaldte sociale medier, Netflix m.fl. er på fremmarch, om end i et mønster præget af stærkt skiftende kvalitet. For en gammel deltager i dansk presse er det ikke nødvendigvis et smukt syn. Men det er nok uomgængeligt, og kan forhåbentlig fremskyndes gennem hurtig afvikling af statens forskellige former for mediestøtte.