Den borgerlige oppositions udfordring
Udfordringen for de borgerlige politikere, hvis de overhovedet har været opmærksomme på deres stillingsbetegnelse og det ansvar, der er fulgt med, har været, at de allerede tilbage under vedtagelsen af epidemitiltagene gav regeringen samt embeds- og myndighedsværket mandat til at regulere helt ned i detaljer om, hvad der var tilladt og hvad der ikke var tilladt. Det uanset hvad sundhedsmyndighederne anbefalede.
Jakob Ellemann og hele borgermusikken af partier har ganske enkelt ikke evnet at stille noget op mod de kræfter, som en mandatmæssig sikret Mette Frederiksen har kunne opmønstre. Om hun så havde beordret Ellemann, Pape og de øvrige borgerlige oppositionsledere til at slå kolbøtter under regeringens coronaudsendelser fra Statsministeriet, så havde de gjort det. Ingen havde tilstrækkelig røv i bukserne til at sige fra og kræve, at staten ikke kunne frasige sig et objektivt erstatningsansvar, eller at frihedsrettighederne og grundloven ikke uden videre prøvelse kunne sættes ud af kraft, som tilfældet blev, uden at der var et klart sundhedsfagligt belæg herfor. Mette Frederiksen var ekstrem sårbar for kritik under den værste krisestyring siden besættelsen. Den borgerlige opposition sov på sin vagt.
Op mod hver tredje dansker vil i dag stemme på regeringen samt dens ministre og partisoldater i Folketinget for at have ventet for længe med at reagere med coronaindgrebene, for at have suspenderet grundloven og de statslige forpligtelser, der førhen lå til at erstatte borgerne for indgreb. Ingen tvivl om, at rød bloks rædselskabinet af kulturradikale og kommunister har klappet i hænderne over den totale statsstyring. Men at man selv langt inde i de borgerlige rækker har syntes, at Mette Frederiksen har gjort det godt, vidner om, at der må gå en hel stribe af borgerlig observans med ubehandlede lyster for masochisme. Jeg har svært ved at se, at et diktatorisk forløb uden et politisk modspil kan afstedkomme den helt store trommefanfare.
Forløbet vidner om, hvor lidt vælgerne kræver. Det vidner om, hvor let det er at komme til magten og misbruge den, og så stadig få folk til at tro, at man styrer landet med fast hånd. Adolf Hitler fik overtrumfet en opposition efter valget i marts 1933 via forordninger og forbud, trods en opbakning til nazisterne på under 50% af vælgerne. Året efter på samme dato var demokratiet afskaffet i Tyskland, og vejen banet for en verdenskrig 5 år senere. Sådan set til sammenligning med verdenshistoriske briller.
Milde gaver til vælgerne, danskerne, har været måden, Mette Frederiksen og regeringen har tacklet den voksende utilfredshed i befolkningen. Og det alene takket være en forudgående, trods alt nogenlunde velpolstret ansvarlig økonomisk, borgerlig økonomisk politik og dertil hørende statskasse. Lidt a la romernes “Panem et circenses”-traditioner, altså at man giver folket brød og skuespil for at undgå revolter og for megen utilfredshed. Men, hvorfor har den borgerlige opposition ikke talt med en fælles stemme og gjort opmærksom på det tåbelige i at bestikke danskerne med “hold kæft-bolsjer” mod, at de forholder sig roligt og afventende? Man forstår det ikke, medmindre man går i dybden med de navne, der er indsat som det lette kavaleri i partiledelserne.
Den økonomiske regning for det omfattende lovkompleks af regeringsindgreb vil først blive gjort op på et senere tidspunkt. Reaktionen i form af indgreb vil koste tabte velfærdsydelser fremover, men også manglende midler til uddannelsesinstitutioner samt ældre- og sundhedspleje – det er ganske oplagt. Kun Enhedslisten er så naivt et parti, at partiets medlemmer i fuld ædruelighed kræver, at samfundsnedlukningen ikke kommer til at tære på velfærdsydelserne. Det svarer lidt til “Rytteriets” Tage, der ikke vil komme ud af skabet, før alle huller i ozonlaget er stoppet. Ret sjovt, men kun i satirens verden.
Bundlinje betragtninger
Bundlinjen i forhold til den berettigede kritik, der kan rettes mod den manglende borgerlige opposition, er, at oppositionen siden junivalget sidste år har været aldeles usynlig. Det er reelt blot en fortsættelse af Løkkes semi-Socialdemokratiske og politisk korrekte embedsførelse fra årene 2014-19. Der har hverken været lederskab, initiativ eller konstruktivt modspil over for en enerådig, matriarkalsk statsminister. Jakob Ellemann er dumpet som oppositionsleder, og Søren Pape har ikke grebet rattet og sat fødderne på pedalerne i tilstrækkeligt omfang til, at man kan sige, at han er trådt i karakter.
Ud over udlændingepolitikken skal de borgerlige dyder promoveres på en måde, så der bliver skabt afstand til den trængsel, der i midten af dansk politik. Som borgerlig sindet er det ulideligt at opleve, at der hverken er lederskab og formidling af den historiske arv, som trænger til at blive oprustet i kampen mode socialdemokratisk, kommunistisk og kulturradikalt tankegods.
Hvor svært kan det være at forstå, at for en borgerlig vælger er det en dødssynd og nærmest forræderi og faneflugt, hvis man først og fremmest ikke bekymrer sig om sikkerheden for landets borgere. Den sikkerhed er aldeles undermineret i et Europa uden grænser. Man lader jo heller ikke sin hoveddør stå på vid gab i troen på, at der enten ikke sker noget, eller at alle der kommer ind har gode hensigter. EU, og FN for den sags skyld, er garant for en fortsat tilstrømning af uønsket økonomisk migration og sikkerhedsmæssige udfordringer. Men, så sæt dog ord på det fra borgerligt hold, Hvor svært kan det være? De daglige nyheder nærmest flyder over med beviserne herpå.
Helt galt er det gået med DF’s Kristian Thulesen Dahl, hvis førerbevis burde inddrages grundet væsentlig tilsidesættelse af den politiske færdselssikkerhed. Han har udspillet sin rolle og burde tage konsekvensen af det. Skaarup skal godt nok også oppe sig, hvis han ikke også kommer i risikozonen for det opgør, der ulmer i DF’s undergrund og bagland. Jeg spår DF ude om to valg, hvis der ikke kommer nye boller på suppen.
Pernille Vermund har skullet træde varsomt i de nye politiske balsko på Christiansborg, men jeg har et håb om, at der fra den fløj kan forventes karakter og politiske signaler, der vil lyde højere end de islamiske bønnekald, som Mette Frederiksen ikke har ville sætte en stopper for i det offentlige rum. Med kun 4 mandater er det begrænset, hvor meget man har kunnet gungre, når man som mus har bevæget sig over broen sammen med elefanten. Som nationalkonservativ må håbet være, at DF og NB lægger den indbyrdes rivalisering på hylden, at man vil respektere hinanden for de forskelle, der er, og at man i stedet forener sig i den fælles værdikamp. DF har sat et aftryk på Danmarks historie, men man kan ikke længere hvile på laurbærene. Det virker ikke, som om granatchokket fra junivalget sidste år har fortaget sig. Eller også håber ledelsen på, at miraklernes tid ikke er forbi. Svar og reaktion udbedes, men det haster. DF er inde i en eksistentiel krise. Partiets vælgertab kan sammenlignes med et blodtab fra en såret værdikriger på den politiske slagmark, alt imens ledelsen forholder sig passivt.
Men, den dag danskerne forstår alvoren i fortsat at lade mellemøstlig indflydelse på vores forhold stige, vil den blå blok få momentum. Så længe blå stue accepterer at blive ført ud i ørkenen uden vand af karakter- og ansvarsløse personer som Løkke, Jan E. Jørgensen og Ellemann, så vælger man Danmark fra og Mellemøsten til. Det samme destruktive projekt foregår i alle andre vesteuropæiske lande, blot med andre navne over for flokdyrene, som ubetinget tror på, at alting kan fortsætte uforandret.
Den danske borgerlige opposition er under ét kendetegnet af på gode dage at have middelmådige og på dårlige dage værdiløse partiledere. Værdikrigen er løbet ud i sandet og styret af NGO-bevægelser som BLM og det, der er værre. Tossernes paradis styres af en fru Sørensen med et meget lidt dansk fornavn og udseende. Danmark og navnlig den nationale del af vælgerkorpset går og venter på en oratorisk og ledermæssig messias.
Det skal være en messias, der kan genrejse den tabte opposition, det Danmark, der stadig har opfattelsen af, at Enhedslistens folk burde opholde sig i sommerlejre i det tidligere DDR, og at de Radikale folketingsmedlemmer som straf for deres politik burde sættes på tålt ophold blandt de få etnisk danske, som endnu tør bo på det ydre Nørrebro i Nordvestkvarteret. Det blandt skoler uden danske elever og butikker, hvis ejernavne kræver indtagelse af en god portion alkohol for at man kan udtale dem. Indtil vi får ordnede forhold i kongeriget, er der kun to, der passer på Danmark. Den ene sidder helt stille nede i kasematterne på Kronborg, og den anden kan vi kun påberåbe os fra oven.