Elektroniske betalinger med Dankort (eller andre muligheder) har længe været stærkt stigende, og ikke mindst under coronakrisen. Det har ligefrem været et led i “folkesundheden”, at betalinger i fysiske butikker skulle ske uden sedler og mønt, medens e-handelen i øvrigt florerer.
Det har da også ledt til forskellige udsagn om, at man lige så godt kunne afskaffe disse gængse – og tvungne – betalingsmidler. Allerede for flere år siden foreslog i øvrigt Jyske Banks direktør, at man opgav denne betalingsmulighed, som var blevet kostbar at opretholde for bankerne, detailhandelen mv., og nu fandtes der jo et udbredt elektronisk betalingsarrangement. Han anbefalede et “kontantløst” samfund. Bankfilialer med rede penge i kassen er som bekendt også ved at blive en sjælden oplevelse. I sig selv et tilbageskridt i bankernes håndtering af betalingsformidlingen. Pengeautomater har i stigende grad overtaget den del af bankbetjeningen.
Det er da forståeligt, at bankdirektører, butiksindehavere o.a. kan se en professionel interesse i at få afskaffet kontanterne. De opfattes som en omkostningsmæssig og administrativ ulempe i et betalings- og forretningsmæssigt system, der ellers fungerer rimelig effektivt via de elektroniske betalinger.
Der er dog flere grunde til at advare mod at opgive de traditionelle betalingsmidler.
Først og fremmest – og temmelig tungtvejende – er der jo et hensyn at tage til medborgere – nok især ældre – som slet ikke er med på digitaliseringsbølgen, mobiltelefoner, nem-id osv. Tænk! Er der stadig mennesker i dette land, der ikke har en PC, endsige en smartmobil?
Der er ligeledes et hensyn at tage til børn, som sikkert ellers er fuldt digitaliserede, men mangler en bankkonto og et hævekort; de skal vel også stadig have mulighed for med en småmønt eller lille seddel at købe slik, is eller juice samt gå indkøbsærinder for de voksne. Og hvad med de hjemløse og andre “bankløse”?
Ud over sådanne “sociale” hensyn må mere principielle overvejelser imidlertid også føre til, at vi beholder kontanterne. Betalingssystemet er et væsentligt led i samfundets infrastruktur. Det er vigtigt, at det rummer forskellige løsninger, når der f.eks. uvægerligt sker mere eller mindre omfattende sammenbrud i elektronikken. Borgere og virksomheder skal dertil have reelle valgmuligheder.
En monopolisering af systemet bør i videst muligt omfang undgås. Således er det at betragte som et begyndende problem, at de fleste banker nu opkræver renter af kontantindskud på almindelige bankkunders konti. Disse har vist store stigninger som følge af afsvækkede forbrugsmuligheder, særlige tilskud osv. Foreløbig har jeg hørt om Sydbank og i hvert fald ét lokalt pengeinstitut, som har nedsat grænsen for en sådan negativ rente til et indestående på 100.000 kr. Muligheden for at hæve og opbevare kontanter er formentlig den eneste – omend uhensigtsmæssige – bremse på den trafik.
Miseren har naturligvis sin baggrund i generelle økonomiske forhold, gebyrregler mv., men det er dog svært at komme uden om, at der er tale om et svigtende “samfundssind” fra pengeinstitutternes side. Kontanterne er i den henseende et – skrøbeligt – værn.
Nu foreligger der mig bekendt heller ikke konkrete planer om at skrotte kontanterne. Tværtimod har Nationalbanken lige introduceret en ny 500-kr.-seddel. Men man kan jo efterhånden aldrig vide, hvad en mere eller mindre utilregnelig regering – med et folketingsflertal bag sig – finder på under en folkesundhedspanik eller ramt af hvid-vask-feber.
Det bør derfor helt uomtvisteligt slås fast, at mønt og sedler – herunder også de højeste denominationer – bør bevares som tvungne betalingsmidler i det danske betalingssystem.