Det kommunale selvstyre hviler på den antagelse, at beslutninger om lokale forhold bliver bedst, når de træffes af og nær de borgere, som de umiddelbart berører. Her har man mest viden om tingenes tilstand og de virkelige konsekvenser. Derved opnås optimale vilkår for, at “demokratiet” kan fungere. Borgernes viden mobiliseres, deres accept indhentes. Et idealbillede. Vel også noget af baggrunden for, at grundlovens § 82 fastslår, at kommunernes “ret” til selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov. Altså en “ret”.
I praksis ser det imidlertid meget anderledes ud. Det skyldes dels, at staten har fået gennemført myriader af bestemmelser om kommunernes aktiviteter, sociale ydelser og andre såkaldte velfærdsindsatser, økonomi mv. Dels at kommunerne selv har udviklet sig til uigennemsigtige konglomerater med tusindvis af ansatte og reelt lav borgerindflydelse.
For et stort antal borgmestre har det en meget høj prioritet at rage midler til sig via den kommunale udligning. Aktuelt er de helt skingert oppe at køre i bråvallaslaget herom. Som Cepos har dokumenteret, udgør den kommunale udligning kun 1/4 af den samlede regionale omfordeling, når man også ser på de skatter og overførselsindkomster, der kan henføres direkte til borgerne i de enkelte kommuner. 3/4 af omfordelingen sker via skattesystemet og overførselsindkomster. I alt 17 kommuner leverede i 2018 nettoindbetalinger til staten per indbygger, alle beliggende i hovedstadsområdet. Resten modtog nettoudbetalinger.
At skaffe penge til kommunen via den kommunale udligningsordning er imidlertid synbart og en rigtig fin borgmestertjans. Hylekoret er for øjeblikket på fuld lydstyrke. Det er åbenlyst vigtigere og mere taknemmeligt for kommunalpolitikerne at hyle højt end at sørge for en effektiv kommunal administration, skille sig af med unødvendige opgaveløsninger osv. Det kan også konstateres ved at sammenligne kommunernes økonomiske effektivitet, der udviser betydelige forskelle. I sig selv formindsker udligningen kommunernes incitament til at øge egen effektivitet.
Den nu aktuelle udligningsordning tilgodeser i særlig grad kommuner i Vestdanmark og uden for Hovedstadsområdet. Dog har regeringen i sit oplæg indsat en særlig bestemmelse for “udsatte” kommuner i Hovedstadsområdet, der med nærmest kirurgisk præcision giver yderligere midler til socialdemokratisk styrede kommuner syd for København. Bagvedliggende beregninger for regeringsforslaget har det i øvrigt været svært at få frem i lyset. Er dette så ikke i virkeligheden – såvel som den kommunale udligningsordning i det hele taget – en slags korruption, hvor folketingsflertallet vil skaffe penge til vennerne fra borgere, der ikke har stemt “rigtigt”. Borgmesterpartierne S og V er begge på tæerne. Korruption, nej sandelig ikke. Det hedder omfordeling og sammenhængskraft, sidstnævnte behageligt udefinerbart, men et yndet borgmesterord.
Sådan er der skam så meget. Fra andre lande hører man en gang imellem om politikere, som dømmes for at have overtrådt regler og ulovligt skaffet penge til deres valgkampagner etc. Ikke i Danmark, for her har partierne sørget for, at staten ordner det og giver en betydelig, direkte partistøtte. Samt stiller op med store løbende hjælpeydelser efterfølgende. Er det ikke i virkeligheden en slags nepotisme? Nepotisme, nej sandelig ikke, det er styrkelse af “demokratiet”, og det holder jo netop den slags – og korruptionen – i skak, når staten altså bare betaler. Det er selvfølgelig ikke partierne, der selv må bløde, for de fattigluse har jo næsten ingen medlemmer!
I Danmark er ejendomsretten “ukrænkelig”, jfr. grundlovens §73. Men der er skam alligevel godt med ejendomsskatter, arve- og gaveafgifter, et voldsomt skattetryk på indkomster, og afgifter på næsten alt mellem himmel og jord. Konfiskation uden erstatning? Nej, sandelig ikke, for “almenvellet” kræver det. Det er jo “demokrati” i et foregangsland!
Ord og begreber betyder ikke længere, hvad man engang troede. Det er lidt ligesom i identitetsdebatten, hvor det med “mænd” og “kvinder” betragtes som en – forældet – “social konstruktion” (dog nok ikke i Me-too-bevægelsen, hvor “mændene” vist stadig er de slemme?). Ellers flyder det, men der er i hvert fald ikke meget “korruption” i et af verdens mindst “korrupte” lande, og skam slet ikke i regeringen og parlamentet! Så meget ved vi da.