Betegnelsen “det skæve Danmark” er et gængs debat-kneb. Det bruges som symbol for særlig velstand i Hovedstadsområdet, og i det hele taget i Nordsjælland, i forhold til landet mod vest. Området er rigest, har de fleste statsinstitutioner, de bedste kulturtilbud, højeste uddannelsesniveau osv. Dets eksistens risikerer ligefrem at true noget, der kaldes sammenhængskraften. Argumentationen bruges flittigt af især vestdanske borgmestre, som gerne – via kommunal “udligning”- vil skaffe flere penge til deres kommuner uden alt for meget besvær med effektivisering af egen drift. Det er netop igen lykkedes dem at få endnu mere, med hjælp fra S og V.
Uanset de skumle motiver, er der imidlertid grund til at indrømme, at der godt kan være noget rigtigt i overskriften om “det skæve”. I hvert fald kunne der sagtens være belæg for at tale om “det skæve København”. Landets største by med allerflest statsinstitutioner – herunder ministerier, statslige styrelser og al slags pengeforbrug i “kulturen” – masser af offentligt ansatte med “kolde hænder” osv. Men også “skæv” derudover.
København udskiller sig nemlig klart ved en markant venstreorienteret befolkning. Alene venstreekstremisterne fra EL og SF fik (sammen med fallitboet fra Å) ca. 35 pct. af afgivne stemmer ved folketingsvalget i fjor. For slet ikke at tale om kommunalpolitikken.
Med De Radikale blev 51,3 pct. af stemmerne afgivet på regeringens hale af støttepartier (mod 26,2 pct. i det samlede landsresultat). Medregnes S, var der tale om 68,3 pct. (mod 51,3 pct.), og vel at mærke selv om også Frederiksberg og Tårnby indgår i tallene. Helt markant blev kryptokommunisterne fra EL det største parti i tre afstemningskredse. Det er i virkeligheden opsigtsvækkende, og noget tilsvarende ses ikke i andre af de (efter egen opfattelse) danske storbyer som Aarhus, Odense eller Aalborg. Der er tale om det ganske “skæve” København.
“Skævt” er det i hvert fald, at venstreekstremisterne altså er blevet Københavns største landspolitiske gruppering, og at Lenins, Maos, Trotskijs m.fl.s ideologiske frænder i EL synes på vej til at blive byens stærkeste politiske kraft. På Nørrebro allerede dominerende. Hvor længe kan overborgmesteren blive ved med at være en socialdemokrat? Til kommunalvalget i 2021 vil jo endnu flere af venstreekstremisternes og de radikales venner i de forskellige mellemøstlige indvandrergrupper have stemmeret end ved folketingsvalget i fjor. Frank Jensen er nok snart fortid. Måske redder partiet ham med en ministerpost forinden?
Vil det nu gå ud over “sammenhængskraften”, når København skiller sig sådan ud, med neosocialister klart i førertrøjen? Det er ikke godt at vide, bl.a. fordi begrebet i praksis er udefinerbart. Men der skal i hvert fald nok være jyske borgmestre, der med afsæt i kritik af det dekadente København og begærligt blik på det i forvejen plyndringstruede, rige Nordsjælland, vil opskrue debat-knebet om “det skæve Danmark” i deres eget erobringstogtstogt. Vaudevillen med sex i EL-borgmester Hedeagers seng er skam gået over land og by som netop udtryk for det forsumpede politiske og promiskuøse miljø i København. Helt uret vil de så heller ikke vestpå have med hensyn til den røde fæstning i landets største by på Djævleøen. Det er da “skævt” for Danmark og kan blive slemt for København.