Et spøgelse går gennem Europa, skrev Karl Marx og Friederich Engels i “Manifest der kommunistischen Partei” i 1848. Spøgelset var kommunismen, som alle magter i det gamle Europa “hetzede” mod, det være sig Paven, Zaren, Metternich (østrigsk udenrigsminister), Guizot (fransk politiker), franske radikale og tyske politifolk, hed det indledningsvist i Manifestet.
Billedet kan genbruges. For i dag går der også i de magthavendes øjne et væmmeligt spøgelse gennem Europa. Der er tale om de nye politiske grupperinger som AfD i Tyskland, Sverigesdemokraterne, Partij voor de Vrijheid i Holland, Vox i Spanien, De sande Finner og adskillige flere i bl.a. Frankrig og Østrig, for slet ikke at nævne forholdene i Østeuropa. Det truer magtpartierne med at torpedere deres parlamentariske dominans. I Tyskland har det senest ført til krav fra GROKO (den store regeringskoalition i Berlin mellem SPD og CDU/CSU) om, at et uønsket valgresultat i delstaten Thüringen skal omgøres. Der tales om en “højreradikal” trussel.
Hvad er dog årsagen til hele den redelighed? Naturligvis gør der sig forskellige omstændigheder gældende fra land til land. Men et fællestræk er det dog muligt at pege på, nemlig den meget store immigration fra ikke mindst Mellemøsten og fra Afrika – krigs- eller fattigdomsflygtninge – der ikke mindst tog fart i 2015. Det har afsløret et impotent EU, reelt uden styr på områdets ydre grænser, der i stedet for – og uden større succes – har koncentreret sig om fordelingen af den medfølgende økonomiske og sociale byrde. En byrde som klart er forbundet med at lukke et så stort, vanskeligt integrerbart, religiøst fikseret mindretal indenfor, fra regioner domineret af en voldskultur. Et mindretal som stadig vokser og ustandseligt sætter sig spor i modstrid med majoritetsbefolkningens holdninger og ønsker.
Vesteuropas regeringer og magthavende partier har reelt ikke formået eller ønsket at gøre noget tilgrundliggende herved, når EU således helt har svigtet. I stedet for har man søgt at skjule sig bag forældede konventioner fra tiden efter 2. verdenskrig, svulstige menneskerettighedsdeklarationer, der reelt ikke respekteres uden for Vesten osv.
Hvis vælgerne er utilfredse med den udvikling og deres politikeres manglende indsats, hvad gør de så? Helt elementært: De stemmer på andre, nye partier. Det er, hvad der sker. Der kan næppe holdbart dæmmes op herfor gennem udskamning af de nye partier og ved at slynge ideologisk prægede skældsord i hovedet på de politisk ulydige.
Herhjemme er del vel ikke hidtil gået så galt som andre steder set fra de gamle partiers synsvinkel. Glistrup fik man i sin tid sat i fængsel, og efterkommeren Dansk Folkeparti er effektivt blevet druknet i symbolske tiltag og velfærdsmagi. DF er stort set demonteret. Det vil næppe sige, at det europæiske “spøgelse” er udelukket fra Danmark. Miseren er formentlig bare midlertidigt skjult i et røgslør af velfærdsgodhed, klimaangst og i det hele taget gyldne løfter. Det skal nok vende, og spøgelset vil gå igennem Danmark.
Formentlig er et andet spøgelse yderligere på vej, ikke blot gennem Europa, men nu i hele Vesten. Det går nok lidt langsommere, men de politiske konsekvenser kan godt blive betydelige. Der er tale om den såkaldte identitetspolitik.
Mennesket er et pattedyr, som sådant bestående af hanner og hunner, der sammen sikrer reproduktionen. Det er imidlertid et helt forældet syn. Køn er en social konstruktion, og kønsskifte er muligt, allerede rent juridisk og i et vist omfang også medicinsk. Afgørende er ikke det pattedyrs-vrøvl, men hvordan individet opfatter sig selv, hedder det.
Jeg har forstået, at der i virkeligheden eksisterer 71 forskellige køn (ikke flere?). Sproget må ændres, så f.eks. han og hun som generel betegnelse forsvinder, ord med det mindste gran (hvid) racisme skal udrangeres, mængder af hidtidige benævnelser er utilstedelige og må tilrettes eller opgives. Sproget skal forandres, så det ikke krænker selv helt små minoriteter og alt ideologisk, racistisk, kryptokolonialistisk, antifeministisk og i det hele taget krænkende islæt fjernes. Det hele stammer vist især fra ekstreme venstreradikale kredse. Men i dag er det ikke mindst ligesindede “forskere” på især humanistiske og samfundsvidenskabelige universiteter i USA og Europa, der driver værket.
Det er kun på vej, men har allerede et vist greb om flere statsinstitutioner. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et massivt folkeligt oprør, hvis magthavende politikere – som i migrationssagen – lader stå til, og udviklingen derefter påtvinger 99 pct. af befolkningen at tilrette deres sprog og adfærd efter de venstreekstreme forskere og deres politiske venner. Så er et nyt spøgelse sluppet ind. USA er foran og kan tjene som advarsel mod derouten.