EU-Kommissionens sag mod Italiens ”populistiske” regering har været en ren politisk hævnaktion styret af Tyskland og Frankrig.
Siden de to populistiske partier, Lega Nord og Cinque Stelle (5-stjerne partiet), vandt forårets parlamentsvalg i Italien, har Tyskland og Frankrig faret umanerligt hårdt frem mod det Italien, som var en af grundlæggerne af Det Europæiske Fællesskab i 1958, og som med 60 mio. indbyggere er EU’s fjerdestørste økonomi.
EU-Kommissionen, der er Frankrigs og Tyskland talerør, har ytret sønderrivende kritik af Italiens nye finanslovforslag og har givet Italien 3 uger til at komme med et nyt. Det er første gang i EU’s historie, at EU-Kommissionen har afvist et finanslovsforslag fra et medlemsland i stedet for gå i dialog, som kutymen er i den slags sager.
Foranlediget af Italiens planlagte budgetunderskud på 2,4 pct. besluttede EU’s franske kommissær for økonomi, Pierre Moscovici, den 21. nov. 2018 at indlede en såkaldt EDP-procedure (excessive deficit procedure) mod Italien. Når EU-Kommissionen skal vurdere et lands budget, er det tommelfingerreglen, at landet ikke må budgettere med et underskud, der overstiger 3 pct. af BNP pr. år.
Italien afviste kategorisk EU-Kommissionens diktat om at fremsætte et nyt finanslovforslag inden for de 3 uger. Konfrontationen med EU fik finansmarkederne til at ryste og prisen på Italiens statsgæld steg hastigt ved udsigten til endnu en krise i et euro-land.
Men hvorfor valgte Tyskland og Frankrig den hårde linje? Jeg tror ikke, at det skyldes, at Italien ikke har overholdt reglen om, at et underskud ikke må overstige 3 pct. af BNP. Det skyldes snarere det forhold, at Italiens nye populistiske regering er meget upopulær i Bruxelles, og ikke mindst i Paris og Berlin.
Rom har nemlig nægtet at acceptere EU’s (læs: Merkels) flygtningepolitik, har sat en stopper for flygtningestrømmene fra Nordafrika og er gået i gang med at deportere ulovlige migranter ud af Italien en masse. Derudover har Italien som det første store EU-land nægtet at underskrive FN’s migrationspagt, hvilket er i strid med EU’s fælles udenrigspolitik.
Tyskland og Frankrig kan på grund af deres stormagtsambitioner ikke tillade, at Italien sammen med ”populisterne” i Ungarn og Polen svækker EU-samarbejdet. EU er det flag, som deres stormagtsambitioner sejler under, og enhver splittelse i EU er et slag mod unionens ambitioner. EU har i forvejen anklaget Polen og Ungarn for traktatbrud og nu er turen kommet til Italien. Men det kan især Tyskland ikke indrømme, dels på grund af landets historie, og dels af taktiske grunde (for ikke at blive anklaget for at intimidere mindre EU-lande).
Den 19. dec. 2018 besluttede EU-Kommissionen alligevel at opgive truslen om at køre en EDP-sag mod Italien. Den sprang op som en løve og faldt ned som et lam. Hvad skyldes dette tilbagetog?
Medierne beretter, at EU-Kommissionen og Italien ”overraskende” er nået frem til en kompromisløsning. Ifølge Financial Times skyldes denne pludselige kovending Italiens ændrede holdning. Det afspejler også EU-Kommissionens spin, men er det rigtigt? Nej.
Italiens har ganske vist reduceret det planlagte budgetunderskud fra 2,4 pct. til 2,02 pct. og besluttet at udskyde det program, der skulle finansiere borgerløn, flad skat og lavere pensionsalder. Men da reduktionen fra 2,4 pct. til 2,02 pct. er marginal, kan den umulig have fået EU-Kommissionen til at acceptere det justerede finanslovforslag, som den afviste for 2 uger siden.
Den egentlige årsag er ”de gule veste”, dvs. de sidste ugers voldelige protestdemonstrationer i Frankrig mod Macrons benzin- og dieselafgifter. Macron har nemlig lovet de ”gule veste” gyldne gaver til en samlet værdi af 10 mia. euro, hvis de holder op med at plyndre Champs Elysees. Og det vil næste år give Frankrig et underskud på de offentlige finanser, som meget vel kan tænkes at overstige de 3 pct. af BNP, og som er langt større end Italiens 2,02 pct.
EU-Kommissionen har derfor fra Berlin og Paris fået besked på at stikke piben ind og helst i en fart. Ukritiske internationale medier, herunder Financial Times, har imidlertid valgt at turnere med en fortælling om, at det var Italien, der har bøjet sig, og at det var EU, der har taget landet til nåde.
Hvis du tror på deres spin, har jeg en bro i Brooklyn, som jeg gerne vil sælge til dig.