Bank- og erhvervsmanden Lars Seier Christensen har i snart mange år engageret sig i den løbende debat og i dansk politik. Sidstnævnte især i relation til Liberal Alliance. Det er der grund til at rose ham for. Der er brug for andre stemmer i debatten end dem, der tilhører de professionelle politikere, journalister og repræsentanter for diverse organisationer.
Når man siger og mener så meget i offentligheden som Lars Seier, er det uundgåeligt, at der også ind imellem bliver affyret et vådeskud.
Noget sådant er der helt klart tale om i et interview med Seier for nylig i Berlingske. Han beklager her udviklingen i LA, som han anser for uretfærdig. Vi har også fået “en mærkelig gruppe, som stort set ikke har andet end islamkritik på hjernen“, siger han og peger bl.a. på Nye Borgerlige og Trykkefrihedsselskabet.
Nye Borgerlige har da vist meget andet på programmet, bl.a. ønsker om en neddrosling af det offentlige velfærdssystem, hvilket vel egentlig kunne tiltale Seier, men det må de selvfølgelig selv forklare ham om. At Trykkefrihedsselskabet interesserer sig for religiøse gruppers forsøg på at indskrænke ytringsfriheden, kan vel i øvrigt ikke forundre.
Der er noget helt naivt og uoplyst forbundet med Seiers betragtning om islamkritik. I forvejen har Seier jo gjort en indsats for at oplyse befolkningen ved at uddele den russisk-amerikanske forfatter og liberalist Ayn Rands bog “Atlas Shrugged” (på dansk) i 15.000 eksemplarer. Den er på 1096 sider, delvis ulæselig; jeg har stort set arbejdet mig igennem.
Han burde så gøre en tilsvarende indsats ved i det mindste selv at læse om islam. F.eks. Ahmed Akkari (med familiebaggrund fra Libanon og tidligere imam):”Min afsked med islamismen”, Jaleh Tavakoli (fra Iran):”Islams Offentlige Hemmeligheder” og Hege Storhaug (norsk journalist): “Islam – Den ellevte landeplage” – i alt 1266 sider (men mere forståeligt end meget hos Rand). Der er også andet at anbefale i den forbindelse, men nævnte er rimeligt klart og overskueligt.
Hvis Seier på den måde satte sig ind i sagen, ville han sikkert forstå, at mainstream islam i form af salafisme, djihadisme, det Muslimske Broderskab etc. i virkeligheden indebærer en klar trussel mod det, han selv står for politisk og økonomisk. Islamisk “lærde”, imamer og moskeer videregiver og fortolker en bogstavtro islam. Ikke bare en religion, men et altomfattende ideologisk program, som er i modstrid med Vestens demokratiske folkestyre, med kvinders ligestilling, religionsfrihed mm.
Det er selvfølgelig ikke alle “menige” muslimer, der deler de synspunkter. Men mange af disse er usikre, ofre for social kontrol i deres egne miljøer, bange for at blive forstødt fra familien og lokalsamfundet, udelukket fra paradiset osv. “Menige” muslimer er i fare for slet ikke at blive anerkendt som muslimer. Foretagne undersøgelser viser da også, at selv herhjemme støtter mange af dem de islamistiske krav.
Allerede i 1940 var Karen Blixen opmærksom på, at islamismen i sin virksomhed havde lighedstegn med datidens nazisme. Det var jo langt fra alle tyskere, som var nazister, hverken før eller efter 1933. Men ved at intimidere almindelige borgere – ofte også gennem voldelige midler – lykkedes det nazisterne med hjælp fra naive og uduelige borgerlige politikere at erobre magten, som de herefter ikke veg fra i deres tid.
Mainstream islam har samme intentioner. Hitlers tusindårsrige varede 12 år. Allahs har abonnement på evigheden. Så galt går det dog næppe. Men muslimske særkrav, parallelle samfund med egne regler osv. florerer allerede herhjemme. Opretholdt bl.a. ved rundelige offentlige ydelser og med samlet kolossale omkostninger. Endnu værre står det til i Frankrig, Tyskland og Sverige.
Sandt nok har vi mange andre problemer end islamismen. Men det gør ikke dens pres mod det sekulære samfund, ytringsfriheden og økonomien ligegyldigt, selv om de danske gammelpartier og venstreekstremisterne helst vil tale udenom. Det er et “mærkeligt” vådeskud fra Lars Seier at stå på den vogn. Tilsyneladende har han i for høj grad fået LA’s sammenbrud “på hjernen”.