Allerede i 1990’ernes socialdemokratisk ledede regering under statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev der politisk lagt vægt på, at Danmark betragtedes som et “foregangsland”. I løbet af perioden førte den markedsføring ligefrem til en række publikationer i en “foregangslands-serie”.
Den selvfedme døde sidenhen ud, også under den senere socialdemokratiske regering fra 2011. Men nu er den skam kommet igen, ideen om “foregangslandet”. Nemlig i forbindelse med “klimakampen”. Her vil Danmark nedskære sin udledning af drivhusgasser med 70 pct. allerede i 2030. Ikke fordi noget sådant i sig selv skulle kunne påvirke klimaet. Men fordi det angiveligt kan blive en “ledestjerne” for “klimakampen” verden over, og dermed tjene den store sag om at “redde planeten,” og i tilgift vil Danmarks navn flyve æret over jorden, eller i hvert fald over de vestlige lande. De ellers så kedelige økonomiske vismænd fra Horsens opererer endog i den sammenhæng med begrebet en “foregangslands-strategi”.
Politikerne har åbenbart – med visse mellemrum – et behov for at puste sig op (også) på den måde. Måske kan det for en tid give international prestige. Men navnlig er det sikkert politisk kært, hvis vælgerne herhjemme fatter, at deres land bereder et betydeligt internationalt fremskridt. Mange vælgere forventes at blive “stolte” af Danmark og dets styre. “Vi” er sandelig an der Spitze, og ikke bare med skattetrykket!
Nu er der så et nyt projekt i støbeskeen. Danske ministre vil skabe “nye standarder” for europæisk asylpolitik. Når asylansøgere i fremtiden kommer frem til Danmark og formulerer ordet “asyl”, skal de med fly sendes til et modtagecenter i (formentlig) Afrika, hvor asylansøgningen bliver behandlet. Hvilket land er uklart, men to danske ministre har indgået en noget tåget aftale (“Memorandum of Understanding”) med Paul Kagames Rwanda.
Får ansøgerne bevilget asyl, skal de anbringes i en lejr i anførte tredjeland, hvor de er i sikkerhed, medens afviste asylansøgere af tredjelandet sendes tilbage til deres hjemland. Asylansøgere, der er nået frem til Danmark, skal altså sættes på rutefly til det udpegede modtageland. De skal om fornødent også tvangssendes dertil med “ledsagere”, eller hvis de helt nægter, frihedsberøves herhjemme. Dog slipper de ligeledes for afsendelsen til tredjelandet, hvis de har familie i kongeriget, er “alvorligt” syge mm.
Asylansøgerne skal altså helst væk, – helt humant slipper de skam for at drukne i Middelhavet – og Danmark vil i princippet selv herefter kun modtage de såkaldte kvoteflygtninge. Umiddelbart hedder det, at spontan asylansøgning til Danmark ikke i første omgang kan indgives i tredjelandet. Det lyder, som en ren Storm P Maskine, der i fremtiden skal beskytte landet mod uønskede flygtninge mm.
Hvad der hermed tilstræbes, må imidlertid opfattes som et generelt bedrageri: At give befolkningen det indtryk, regeringen virkelig står fast på en “stram udlændingepolitik”, selv om den – og folketingsflertallet – altså overhovedet ikke ønsker eller magter at standse den destabiliserende indvandring fra Mellemøsten og Afrika.
At man end ikke formår at sende de mange syriske flygtninge m.fl. tilbage, har jo allerede klart vist sig. De kan ikke tvangsudsendes, bl.a. fordi Danmark skam ikke vil interagere med Assad-styret. Men åbenbart gerne med f.eks. Paul Kagame-styret i Rwanda, der næppe har en bedre forhistorie end diktatoren fra Syrien. Men vælgerne er sikkert “stolte” af “foregangslandet”, og så går det jo, rent politisk.
Tesfayes Storm P Maskine vil næppe nogensinde komme til at virke som påstået. Men dens opfindelse skal nok også bare sikre Socialdemokratiet op til næste valg.